Klik billedet
20080728 Nyt fra Hovedbestyrelsen Udskriv Email
Untitled document

Så er sommeren for alvor kommet, mange er på vej tilbage fra sommerferie, og aktiviteterne i B.93 er for alvor ved at komme op i omdrejninger igen. Infobrevet er tilbage med et par friske meddelelser:


Jesper Nielsen ansat som daglig leder

B.93 har per 1. august ansat Jesper Nielsen som daglig leder i klubben.

Jesper Nielsen har det sidste år fungeret som ungdomskonsulent i klubbens fodboldafdeling. Han har i den funktion udført et stort arbejde med et altid smittende godt humør og dermed været en nøgleperson i den positive udvikling, klubben er inde i, og som har resulteret i en velfungerende fodboldafdeling med markant stigende medlemstal.

Fra 1. august skal Jesper Nielsen som daglig leder arbejde for den samlede klub med det mål at fortsætte den nuværende fremgang inden for både tennis, fodbold og andre aktiviteter i klubben. Jesper Nielsen får som leder det overordnede ansvar for den daglige drift i klubben, for sekretariatsarbejdet, og han får til opgave sammen med klubbens bestyrelse at udvikle og igangsætte nye initiativer, som støtter B.93's ønske om at være en moderne, udviklingsorienteret idrætsforening.

Arbejdet som ungdomskonsulent videreføres i fodboldafdelingen af Jens Espensen, der tiltrådte 1.april, men Jesper Nielsen vil naturligvis fortsat være en vigtig del i arbejdet med ungdommen i B.93.

Ansættelsen af en daglig leder er et led i den strategi, som den nuværende bestyrelse har fulgt gennem flere år, og som bygger på, at der skal skabes en solid organisation for at sikre en bæredygtig udvikling i den gamle klub.

Vi beder jer alle om at tage godt mod Jesper i hans nye funktion, og vi ser frem til det fortsatte samarbejde.


Et godt tilbud - bliv medlem af 100 Mands Foreningen

På vegne af de trofaste klubfolk i 100 Mands foreningen skal vi viderebringe nedenstående invitation til at melde sig ind i foreningen. Det er en ære at være med i dette fornemme selskab af ægte B.93'ere, og der er stadig ledige pladser i foreningen, som yder en vigtig støtte til ungdomsarbejdet i klubben.


Venlig hilsen
B.93 Hovedbestyrelsen

 

--------

 

100 Mands Foreningen - U 100

I år er det 20 år siden, at ovennævnte forening blev etableret i B.93 regi. Som navnet indikerer, var det målet, at foreningen skulle tælle 100 medlemmer, som gennem sit årlige kontingent på kr. 1.000,- skulle yde økonomisk støtte til diverse ungdomshold i klubben.

100 medlemmer er det nu aldrig blevet til. Men mindre kan også gøre det. I år 2007 ydede foreningen således støtte til 7 ungdomshold til et samlet beløb af kr. 45.000,00.

Kontingentet giver gratis adgang til divisionsholdets hjemmekampe. Endvidere deltagelse i en årlig luksus menu med diverse vine.

Det er vores håb, at mange forældre vil støtte denne gode sag og dermed også deres børn.

Beløbet kan indbetales på reg. 4001 konto 4001 27 36 71.

Du er også velkommen til at henvende dig på klubbens kontor for yderligere oplysning.


Med sportslig hilsen
Bestyrelsen for 100 Mands Foreningen

 

 

Skrevet af Hans Drachmann   
Antal hits: 3020
Senest opdateret: 22 september 2016