Vælg en side
ØSTERBRO STADION

B.93’s divisionshold i fodbold spiller sine hjemmekampe på Østerbro Stadion på Gunnar Nu Hansens Plads, 10 minutters gang fra Svanemølleanlægget. Frem til 1980’erne spillede B.93 de fleste hjemmekampe i Københavns Idrætspark.

Østerbro Stadion, der har plads til 4.400 tilskuere, heraf 1.200 siddepladser, betegnes som et af de smukkeste stadions i Danmark. B.93 opførte i 2000 en VIP Sponsorlounge på hovedtribunen.

I 2008-2009 foretog Københavns Kommune en ombygning af Østerbro Stadion til 41 millioner kroner. Ombygningen betød, at fodboldbanen blev udvidet, så den er godkendt til brug i 1. division, mens antallet af løbebaner blev udvidet til otte.

Østerbro Stadion blev indviet 12. maj 1912 af kronprins Christian, der to dage senere blev Kong Christian X. Kongen indviede også senere B.93’s tennishal, der afslutter stadion mod Fælledparken. Tennishallen blev opført i 1917 og drevet af B.93 frem til 2008, hvor atletikklubben Sparta købte hallen og ombyggede den til atletikhal. B.93 byggede i stedet en ny tennishal med fire baner ved Svanemølleanlægget.

Læs mere om Østerbro Stadion på b93prof.dk.

Se alt om billetter, adgangsforhold, parkering, transport mv.

Læs alle praktiske informationen om kampe på Østerbro Stadion her.

Find Østerbro Stadion