Klik billedet
20070625 B.93 stifter Østerbros Idrætspark Udskriv Email
Untitled document

B.93 har netop stiftet et nyt aktieselskab, som skal stå for opførelsen af den nye hal med et omgivende idræts- og fritidsområde ved klubhuset ved Svanemøllen. Selskabets navn er Østerbros Idrætspark A/S.

Som det smukke navn signalerer, ønsker klubben at skabe et nyt idræts-, aktivitets- og parkområde ved Svanemøllen, som skal være til glæde for hele Østerbro men naturligvis også for borgere på Nørrebro og de andre københavnske bydele. Og som selvfølgelig vil give B.93 et kolossalt kvalitativt løft for både fodbold, tennis og vores motionsafdeling.

Med dannelsen af selskabet har vi nu sikret det organisatoriske grundlag for det videre arbejde med hallen. I kan læse mere om indholdet og de konkrete planer i projektbeskrivelsen her.

Pengene til at etablere Østerbros Idrætspark skaffes gennem salget af den gamle tennishal ved Østerbro Stadion til Sparta og eventuelt gennem et samarbejde med Dansk Bjergklub og Københavns Klatreklub, som der i givet fald skal bygges en klatrehal til i det nye byggeri. Der forhandles p.t. mellem B.93 og klatreklubberne med henblik på at afklare mulighederne for dette samarbejde.

For at kunne gennemføre projektet i sin helhed, vil der dog være brug for yderligere finansiering. B.93 og Østerbros Idrætspark A/S vil derfor søge om tilskud fra offentlige myndigheder og fra fonde.

Vi afventer fortsat en afgørelse i Københavns Kommune om linjeføringen for den kommende Nordhavnsvej, som kan få betydning for byggeriet. Det er planen, at denne afgørelse skal træffes inden årsskiftet. Tiden frem til dag vil ikke blive spildt men brugt til at få konkretiseret og klargjort projektet, så vi kan komme hurtigt i gang med byggeriet.

Bestyrelsen for Østerbros Idrætspark A/S ser således ud:

Jørgen Norsker, formand
Søren Daugbjerg, næstformand
Henrik Lindholm, kasserer
Simon Munch Hermansen, sekretær
Axel Thrige Laursen, udpeget af Østerbro Lokaludvalg

Nyhedsbrevet vil løbende informere om arbejdet med Østerbros Idrætspark.


Endnu et par sejre

Og så skal vi lige have med her inden sommerferien, at vores 1. junior lørdag vandt 2-1 over BSV og dermed blev en overlegen vinder af Juniordivisionen. Dermed er holdet kvalificeret til efterårets landsdækkende 1. division som tidligere meddelt. Jeg kan kun opfordre alle B.93ere til at komme ud og se dette spændende hold.

Vores 1. ynglinge vandt i går i Ynglingeligaen med 4-0 på hjemmebane over AaB efter fornemt spil. Mohammad Ali scorede to mål, Mads Heisterberg og Wissam Nielsen de to andre. Wissams var et fantastisk langskud. Dermed sluttede 1. ynglinge efter et lidt vanskelig start, hvor gutterne lige skulle vænne sig til ligaen, med fem kampe i træk uden nederlag, og holdet var i foråret det eneste, der tog point fra det suveræne tophold fra Brøndby.

Det lover godt for efteråret. Og det viser endnu en gang, at her i B.93 er vi fast besluttet på at være med helt fremme i forreste linje med vores ungdomshold, lige som der arbejdes hårdt på at få vores divisionshold tilbage blandt de bedste. Det er der, den gamle klub hører til.

Endnu en gang: God sommer.


Venlig hilsen

Hans Drachmann
Hovedbestyrelsen og Inforedaktionen

 

Skrevet af Hans Drachmann   
Antal hits: 4639
Senest opdateret: 22 september 2016