Klik billedet
Nyt om lokalplanen Udskriv Email
Untitled document

15. april 2017
Lokalplanen er vedtaget
B.93 får et bedre men ikke et større fodboldanlæg.

Borgerrepræsentationen har endeligt vedtaget lokalplanen for Østre Gasværk Kvarteret. Med planen åbnes der for opførelse af en skøjtehal på gasværksgrunden og for opførelse af 39.000 kvadratmeter byggeri, herunder et ældrecenter og 30.000 kvadratmeter boliger, hvoraf 70 procent skal være almene.

For B.93 medfører planen, at der i de kommende år vil blive flyttet rundt på fodboldbanerne. Den nye skøjtehal vil blive opført på den nuværende bane 3. Til gengæld får klubben erstatningsareal på den i dag ubebyggede del af gasværksgrunden, således at fodboldbanearealet ikke formindskes.

Den samlede plan for området fremgår af denne tegning:

Kunstgraesbane_Sep2016

Som det fremgår af planen, får vi i B.93 et stort set uændret baneareal. Til gengæld vendes banerne 1, 2 og 3, og fodboldbanerne kommer tættere på klubhuset og tennisbanerne. Nuværende bane 4 skal efter planen omlægges til kunstgræs i 2018, hvorved vi vil få to kunstgræsbaner ved siden af hinanden og tre græsbaner samt minibaner som i dag. Efter omlægningen vil bane 1 tæt på tennishallen blive den nye opvisningsbane.


Under den sidste behandling på rådhuset af lokalplanen skete der et par mindre ændringer.

For det første blev det indført, at den lille tribune, som er indtegnet på bane 1 tæt på tennishallen, ikke bliver et krav men en mulighed. Ændringen er sket efter ønske fra Hofor, der har fjernvarmeledninger i jorden, og som derfor skal give tilladelse til en tribune.

For det andet blev forslaget om at anlægge en fodboldbane på toppen af parkeringshuset opgivet. Først var det tanken, at der i stedet skulle etableres en 8-mands kunstgræsbane på Strandvejsskolens nuværende græsbane, men det blev opgivet på grund af modstand fra beboerne i nabobebyggelsen.

I stedet blev det vedtaget at afsætte en million kroner, som skulle være brugt på banen på toppen af parkeringshuset, til at undersøge muligheden for at etablere yderligere kunstgræsareal. Hovedbestyrelsen i B.93 har haft en indledende drøftelse med Kultur- og Fritidsforvaltningen om dette, og vi ser frem til at fortsætte denne.

Samlet set:

B.93 kom desværre ikke igennem med ønsket om at få mere baneareal, som der efter vores opfattelse bliver meget stærkt brug for, når der i løbet af de kommende år flytter omkring 40.000 nye beboere ind i Nordhavnen. Kommunens ønske om at opføre boliger og ikke mindst almene boliger kom til at veje tungest for politikerne.

Vi får derfor ikke flere fodboldbaner, men vi får efter vores opfattelse et bedre anlæg, idet vi får bragt fodboldbanerne tættere på tennisbanerne og klubhuset. Samtidig får vi forøget kunstgræsarealet, hvilket bliver en fordel for klubben om vinteren, hvor der er ekstraordinært stort pres på anlægget.

Tidsplanen, som den ser ud nu, indebærer, at arbejdet med at opføre den nye skøjtehal vil gå i gang i begyndelsen af 2019 og ventes afsluttet i slutningen af 2020. Den nuværende midlertidige skøjtehal vil først blive revet ned, når den nye skøjtehal står klar.

Det betyder for B.93, at vi i to sommersæsoner vil have en 11-mandsbane mindre til rådighed, nemlig fire i stedet for fem. Det er klart, at det vil give nogle problemer for klubben. Hovedbestyrelsen vil derfor presse på for at vi kan få erstatningsareal i Ryparken eller i Nordhavnen, hvor der vil blive anlagt en kunstgræsbane i tilknytning til den nye internationale skole.

B.93 ønsker KSF og Skøjteklub København tillykke med udsigten til langt om længe at få en permanent skøjtehal til erstatning for den gamle ved Parken, som blev revet ned. Det har skøjteklubberne fortjent. Vi er overbeviste om, at skøjteklubberne lige som vi vil udnytte de muligheder for samarbejde, som kan vise sig med det nye anlæg.

Vi vil holde medlemmerne informeret om det videre arbejde her på hjemmesiden.

Venlig hilsen
Hovedbestyrelsen

Skrevet af Hans Drachmann   
Antal hits: 281
Senest opdateret: 15 april 2017