Efter endnu en forrygende sæson, stod +40 holdet overfor årets vigtigste kamp på selveste Grundlovsdag, da gutterne i landspokalfinalen mødte Fårvang IF på udebane. Fårvang ligger lidt uden for Silkeborg.
Endda på holdleder “Støvles” fødselsdag.
Og lad det være sagt med det samme:
Der blev tid til både jubel, fest og sang til “Støvle” i dag, for holdet gjorde det som B.93 ikke er lykkedes med siden den legendariske landspokaltriumf over to kampe mod B1903 i 1982: Pokalen og sølvfadet er på vej til Østerbro!
Så vidt vides og ifølge Palle “Banks” foreløbige optegnelser er det den første pokalfinalesejr til B.93’s herrefodbold-afdeling siden netop den legendariske sejr i 1982.
Kampreferat: Fårvang IF vs. B.93 1-3 (1-1)
B.93 stod overfor en helt ny modstander og valgte derfor at have et defensivt og ydmygt udgangspunkt for kampen.
Trods dette var den offensive duo Andrea Bak og Olcay Senoglu en evig kilde til uro og efter 15 minutter kom 93’erne også frem til en trippel-chance, hvor først Danny Nevers, derefter Andreas Bak og endelig Olcay Senoglu missede hver deres “”100%” chance og og den tidligere Silkeborg- og Superligamålmand Thomas Nørgaard fik reddet kastanjerne ud af ilden.
Få minutter efter skete der så det, at hjemmeholdet fra Fårvang kom foran 1-0 ved den tidligere Viborg-angriber Lasse Ankjær, efter B.93’erne stod og sov lidt i forbindelse med et indlæg fra siden på midten af Den Hvide Dames banehalvdel, som blev slået helt over i modsatte side af det lille felt.
Ronni Raun i kassen var uden chance på hovedstødet.
Efter den forskrækkelse fik B.93-holdet arbejdet sig ind i kampen igen, og med 25 minutter på stadionuret sikrede Andreas Bak udligningen til 1-1 på en flot assist fra Danny Nevers.
Danny fik en bold i dybden bag Fårvangs fire-back kæde ude i siden, fik elegant trukket ind og lagt en flot aflevering på forsiden af det lille felt, hvor Andreas Bak stod klar og køligt lagde kuglen i kassen tæt op af den ene opstander.
1-1 stod sig frem til pausen i en første halvleg, hvor B.93 kæmpede bravt og var godt med, men med et hjemmehold fra Fårvang som var stærke i hovedspillet og især farlige på deres dødbolde.
Generelt var det en kamp, der var præget af mange fysiske dueller og hvor Superligadommertrioen med Jens Maae i spidsen tillod “hårdt spil”.
Kort inden i anden halvleg satte René “Puden” Rasmussen et pivsikkert straffespark ind bag Fårvang-keeper Thomas Nørgaard til en dejlig 1-2 føring. Et straffespark som i øvrigt blev fremprovokeret efter et kækt træk i feltet af Christian “Uer” Hansen på hans første berøring efter indskiftning i pausen – en flot aktion.
Efter 48 minutter fik Olcay Senoglu endnu en stor chance, da Andreas Bak efter god fight spillede ham fri alene til en en-mod-en situation med Fårvang-målmanden, men stillingen forblev 1-2.
Fire minutter senere, i det 52. minut, var rollerne byttet om: Olcay Senoglu fandt Andreas Bak med en lækker “Modric”-pasning inden om hjemmeholdets back, og Bak kvitterede ved at at chippe bolden lækkert over keeperen fra siden af det lille felt.
I slutningen af kampen kom der helt naturligt tryk på kedlerne og Fårvang lagde et heftigt pres på B.93-mandsskabet. Hjemmeholdet slog mange lange bolde ind i feltet.
Midterforsvaret med Martin Heisterberg og anfører Mikkel “MC” Christoffersen var dog kampen igennem fuldstændigt angriberne overlegne og på trods af at både Dennis Flinta og Lasse Ankjær (Fårvangs angriberduo) havde et trecifret antal Superliga-kampe på CV’et, så blev de kampen igennem lukket helt ned af Heister og MC.
Efter 62 minutter blev dramatikken dog ført til nye højder, da den ellers suveræne B.93-keeper Ronni Raun pludselig faldt om i græsset med en overreven achillessene og måtte bæres fra banen. Venstre bak og altmuligmand Anders Høj blev sendt på kassen i de sidste otte minutter af kampen og gjorde, også med handsker på, en flot figur.
B.93 holdt hjem i de sidste minutter og kunne således triumfere hele vejen hjem til Østerbro med pokalfadet i hænderne og medaljerne om halsen.
Holdbillede efter sejren
Svært ikke at blive glad i låget. Se fotoet i større kvaltet ved at trykke på det.
Bagerst fra venstre: Christian “Uer” Hansen, Kenneth Svensson (holdleder), Søren Risvig, Esben Nielsen, Anders Høj, Søren Haustein, Mikkel “MC” Christoffersen og René “Puden” Rasmussen.
Forrest fra venstre: Dan Lübbers (holdleder), Martin Heisterberg, Jeppe Bredahl, Danny Nevers Andersen, Ronni Raun, Olcay Senoglu, Andreas Bak og Karsten Jennum.
Foto: Ala Mohammed.
B.93 TV fra triumfen i Fårvang
Vi har også indtil flere gode B.93 TV sekvenser fra den store dag i B.93-historien. Se René “Puden” Rasmussen eksekvere straffesparket til 1-2, pokalguldmedaljerne blive hængt om halsen på de første spillere, pokalen og sølvfadet blive løftet på Fårvang Stadion, holdet der synger fødselsdagssang til holdleder “Støvle” til stadionplatte menuen efter sejren.
Spillerne på den historiske Grundlovsdag i Fårvang

Kampprogrammet på Fårvang Stadion.
Du kan se truppen i finalekampen her på dbu.dk, men I skal selvfølgelig også hædres her:
- Nr. 2: Esben Nielsen
- Nr. 3: Martin Heisterberg
- Nr. 6: Mikkel Christoffersen
- Nr. 7: Olcay Senoglu
- Nr. 9: René “Puden” Rasmussen
- Nr. 12: Jeppe Bredahl
- Nr. 13: Ronni Raun
- Nr. 14: Søren From Haustein
- Nr. 15: Karsten Jennum
- Nr. 19: Andreas Heidenheim Bak
- Nr. 24: Søren Risvig
- Nr. 29: Christian Ulrik Hansen
- Nr. 32: Danny Nevers
- Nr. 34: Anders Dedenroth Høj.
Vejen til pokalen
Med de tidligere 1. holdsspillere Martin Heisterberg (278 kampe), Ronni Raun (104 kampe) og Olcay Senoglu (141 kampe), havde holdet således 523 1. holdskampe for B.93 repræsenteret på Fårvang Stadion i dag.
Det var sammenholdet uden for banen og B.93-kærligheden til spillet på banen, der vandt i dag.
Pokaltriumfen er kommet i hus med først en 3-2 sejr over B1908 ude tilbage i oktober 2025, så hele 14-1 ude mod Bk. Frem, hvorefter Køge Bk. blev slået 2-0, også på udebane 8. april inden en 3-1 sejr hjemme på Svanemølleanlægget over Boldklubben Fix 27. april sendte holdet i Østfinalen, som blev vundet med 3-0 onsdag 6. maj, også på hjemmebanen på Svanemøllen.
Og dermed var vejen banet til den endelige triumf ude mod Vestfinalens vindere fra Fårvang IF i dag.
Stort tillykke til hele truppen og holdlederne. Vi er stolte af jer.
Fotos og B.93 TV: Ala Mohammed.
