Heisterberg, Martin

Martin Heisterberg, født 27-09-1987 (København), forsvarsspiller, 278 kampe/13 mål (2007/18).

Ungdom: B1903 og B.93 (14-18 år). Senior: HIK (2006/07) og B.93 (2007/18). Martin er en solid forsvarsspiller, der kan benyttes på flere pladser. Hans foretrukne plads er i midterforsvaret, hvor han bedst kan udnytte sit blik for spillet. Han er god til at spille sig ud af vanskeligheder, og har også nogle præcise lange afleveringer.

Martin Heisterberg debuterede på 1. holdet som 20-årig den 15. september 2007 i hjemmekampen mod Holbæk. Kamp nummer syv i sæsonen 2007/08 i 2. division/øst.

Holdet var: Ulrik Thomsen – Kasper Larsen, Mark Strøm, Carl Bjarke Petersen, Emil Farver – Lars Hjortshøj, Dragan Bakovic, Thomas Høegh – Kristian Nielsen, Ronny B. Petersen og Venhar Sabani. På bænken: Nicolas Nielsen (målmand), Martin Drescher, Yasin Erdem og Martin Heisterberg. Træner: Erling Bøje.

Martin har været fast mand i truppen siden debuten. Han var ude med en skade i foråret 2009.

Status: 2007/08: 2. div./nr. 9 (14 kampe/0 mål), 2008/09: 2. div./nr. 2 (15 kampe/0 mål), 2009/10: 2. div./nr. 2 (30 kampe/2 mål), 2010/11: 2. div./nr. 6 (25 kampe/0 mål), 2011/12: 2. div./nr. 14 (26 kampe/0 mål), 2012/13: DS/nr. 1 (25 kampe/2 mål), 2013/14: 2. div./nr. 10 (30 kampe/1 mål), 2014/15: 2. div./nr. 7 (31 kampe/4 mål), 2015/16: 2. div. /nr. 5 efterår og nr. 1 forår (27 kampe/1 mål), 2016/17: 2. div./nr. 3 efterår og nr. 5 forår (31 kampe/1 mål) og 2017/18: 2. div./nr. 5 efterår og nr. 4 forår (24 kampe/2 mål).

Martins lillebror Mads Heisterberg var også 1. holdsspiller, det blev til 113 kampe/11 mål (2007/13). Martin og Mads var ikke med i de famøse playoff-kampe i 2009 mod Brabrand (0-0, 2-3). De var begge med i 2010, hvor modstanderen denne gang var upåagtede Hobro. Det blev heller ikke til oprykning til 1. division denne gang, idet begge kampene blev tabt (0-2, 1-3).

Martin spillede sin kamp nummer 100 i sæsonen 2011/12. Det blev en skuffende sæson, idet B.93 endte under stregen i 2. division. Derved rykkede B.93 for første gang i klubbens historie ud af DM-turneringen. Nedrykningen betød at 12 spillere forlod klubben, men Martin fortsatte på holdet i efteråret, hvor det erklærede mål var en hurtig returbillet til 2. division. Martin var den første der meldte ud, at han fortsatte. I slipstrømmen fulgte andre rutinerede kræfter så som Jakob Thomsen, Emil Dyre Nielsen, Danny Mirabel og Thomas Høegh. Træneren Kim Splidsboel, der var trådt til i slutningen af nedrykningssæsonen, fortsatte også.

Projektet lykkedes, idet B.93 suverænt vandt DS i sæsonen 2012/13, og derved rykkede tilbage til 2. division. Det var et hold med Jakob Thomsen – Christian Andreasen, Mikkel Christoffersen, Martin Heisterberg, Thomas Høegh – Philip Bank, Danny Mirabel, Olcay Senoglu – Nico Jørgensen, Chris Sørensen og Emil Dyre Nielsen, som i tredjesidste kamp, ude mod Frederikssund (2-1), sikrede oprykningen.

Martin Heisterberg blev anfører da Thomas Høegh blev langtidsskadet (brækket arm) i efteråret 2014. Martin beholdt armbindet resten af karrieren. Efter hver sæson kårer spillertruppen ’årets kammerat’. Den titel vandt Heisterberg i årene 2011, 12, 13, 14, 15, 16 og 17.

Heister, som han bliver kaldt, har en klubrekord, der bliver meget svær at slå. I hans 278 kampe lykkedes det ham at modtage 70 gule kort, de fleste for brok. Samlingen indeholdt også 2 røde kort.

Efter sæsonen 2017/18 valgte 30-årige Heister at slutte karrieren. Med imponerende 278 kampe ligger han på 4. pladsen over flest kampe efter Ole Petersen (409 kampe), Jens Kolding (322 kampe) og Jørgen Jacobsen (293 kampe). Den legendariske klubmand startede efterfølgende et lukket hold med gamle holdkammerater, så som Emil Farver, Olcay Senoglu, Marco Holst og Jonas Lorentzen. Serie 2 blev samme år vundet i suveræn stil.

2. november 2018 / Palle ”Banks” Jørgensen