Kærlighedsfortælling

Oplev kærligheden til spillet hos B.93.

Fodbold hos B.93 handler om mere end spillet på banen. Her deler vi historien om fællesskab, fodboldglæde og det at give alle en chance, som er en del vores helt egen kærlighedsfortælling

– Der er noget særligt ved lyden af boldspil, latter og samvær på Østerbro. En rytme, der har spillet i mere end 100 år i en klub, hvor tradition ikke er noget, vi taler om. Det er noget, vi lever. For det er ikke kun en klub på byens bedste fodboldanlæg.

– Det er B.93! Båret frem af kærlighed, enkelhed og udfordrende indsats.

– Vi vil skabe fodboldglæde, hjertevarme og venskaber for livet, så børn, unge og voksne kan blive en del af et hyggeligt, trygt og tolerant sammenhold med bolden som bindeled.

– Man mærker, at bold i B.93 er mere end bare resultater. Det er et frirum at være til. Et sted, hvor man bliver set som menneske, før man bliver vurderet som spiller. Et sted, det er enkelt at blive en del af, men svært at vinke farvel til.

– Et samlingspunkt i hjertet af byen, og i hjertet af alle, som vil partnerskabet. Herfra vil vi præge bybilledet fra Kartoffelrækkerne til Ydre Nørrebro med 93.

– Vi er til for de små fødder og de store drømme.
– For de spirende stjernefrø og de spirende venskaber.
– For ungdomsspillere, som drømmer om at blive senior og blive hængende …
– For den fede stemning i klubhuset.
– For omklædningsrummet.
– For fællesskabet!

– Vi værner om hinanden i forening, hvor alle bidrager helhjertet og ingen filmer sig fri. Vi gør os umage med relationer, med kommunikation, med træningen
og med alt det, der ikke kan måles, men kan mærkes.

– Respekt, mod og tillid er altafgørende for vores klub, og hvordan vi spiller fodbold … Vi står for glad og angrebsorienteret fodbold med kvalitet og kærlighed i samme aflevering.

– Vi står for høj fodboldfaglighed og talenter, som kan begå sig til aflevering på højeste plan.

– I B.93 handler fodbold ikke alene om næste skridt i karrieren, men om næste skridt i livet. Om at kende vores værdier og vide, at man er værdifuld, uanset hvor godt man rammer bolden. Om at lære at lytte, samarbejde, stå op for sig selv og bakke op om andre.

– Vi tror på udvikling før resultat, og at man skal have en chance, hvor end man kommer fra. Vi tror på egne rækker, og investerer i dem. På det, der vokser nedefra og bliver stærkt.

– Vi tør at gøre tingene anderledes og udfordre i en flygtig fodboldverden. For vi ved, at det kræver mod at være medmenneskelig i et præstationsræs,
og vi står i klar opposition til kold konkurrencementalitet og curlingkultur.

– Derfor er du aldrig i tvivl om, at du har mødt 93’ere, når:

♥ du ser glade forældre, som hepper venligt på begge hold.
♥ der altid siges pænt “tak for kampen” til dommere og modspillere.
♥ du hører muntre grin fra omklædningsrummet, selv når holdet har tabt.
♥ du hører en træner spørge, hvordan har du det, før der spørges, hvordan har du spillet.
♥ du møder kompetente ansatte, som stråler af overskud og arbejdsglæde.
♥ du oplever et stort engagement fra iøjnefaldende mange frivillige.
♥ du får øje på en flok legende børn, som ikke vil med hjem.

– Vi er dem, som kommer til tiden.
– Vi er dem, som altid hilser.

– Vi forsvarer sammen.
– Vi presser sammen.
– Vi kæmper sammen.

– Vi har formet landsholdsspillere.
– Vi har vundet mesterskaber.
– Vi har spillet i Europa.

– Men vores største bedrifter sker hver dag, når et barn lærer at aflevere.
– En dreng i blåt og hvidt, spiller for første gang.
– En pige scorer sit første mål på Svanemølleanlægget.
– En forælder siger: Her er bare virkelig rart at være.
– En oldboy møder hver lørdag, fordi han ikke kan lade være.

– Vi fejrer de små skridt og store øjeblikke med samme hjerte.
– Fordi det her ikke bare er en klub.
– Det er vores andet hjem.

– Det er Boldklubben af 1893.

– En livslang kærlighedsfortælling,
vi skriver sammen.

Foto: Claus Lunde.