U6 til U13 piger

B.93’s børnehold U6-U13

B.93 er en DBU Børneklub, og vi lever efter DBUs børnesyn, som er et værdisæt, der sætter fodboldbørns behov og udvikling i centrum. Børnesynet er sat i verden for at give fodboldbørn lige muligheder og positive oplevelser, hver gang de spiller fodbold.

Vores overordnede formål er at udvikle og lære børn fodboldens basiskundskaber i et trygt, pædagogisk og udviklende miljø med plads til alle. Til gengæld forventer vi, at spillerne møder glade og engagerede op til træning, kampe og stævner.

Børnefodbolden i B.93 er gennemsyret af disse fem værdier:

Kærlighed til spillet: Fodbold skal være sjovt og trygt. Træningsmiljøet i B. 93 har derfor fokus på glæden ved spillet, hvor alle får masser af boldberøringer og spiller spillet. Vi har fokus på dannelsen i spillet, hvor børnene lærer at være en god holdkammerat og hjælpe hinanden, både på og udenfor banen.

Udvikling: Vi arbejder med individuel udvikling, både som spiller og som menneske, i trygge og støttende rammer. Vi har fokus på det sjove i at udvikle sig og lære nye ting, og vi støtter alle børn i hver deres udviklingsrejse.

Respekt: Vi respekterer hinanden og arbejder med en god fodboldkultur, som bygger på gensidig respekt over for alle, der spiller i B. 93. Respekt og tillid er altafgørende for vores klub, og for hvordan vi gerne vil spille fodbold. Vi skal vise hinanden kærlighed, så vi står stærkere sammen.

Mod: Vi opfordrer alle børn til at prøve nye ting og tage chancer. Vi er klar over, at med ros søger spillerne at gentage succesen eller forsøget. Derfor forsøger vi altid at rose undervejs i spillet.

Alle børn har ret til fodbold: Vores træningstilbud er for alle, der vil være en del af B. 93. Alle børn, uanset erfaringer og færdigheder, skal føle sig set og hørt, og dermed være en del af vores fodboldfællesskab.

Du kan læse mere om vores tilgang til børnefodbold her.

Hvis du har spørgsmål til børnefodbold i B.93, kan du skrive til vores Børneudviklingstræner.

Foto: Claus Lunde.