Det er nok min sidste sæson.
Han hedder Erik Norsker og er fra den berømte årgang 56. Han må være den hurtigste spiller af dem vi har over 50 år. Erik Norsker arbejder som underviser for unge med handicap, hvor han lærer dem at filme og lave TV. Samtidig er Erik (som de fleste kalder ved efternavnet) freelance dokumentarfilmfotograf.
I B.93 spiller han først og fremmest fodbold og har gjort det i 60 år. Dette med lige stor entusiasme. Han erindres dog også som en fin tennisspiller.
Eriks far var i B.93 og da manden i profilen var barn i 1960’erne spillede han stadig tennis i klubben. Det var mens der stadig var et klubhus af træ på P.H. Lings Allé. Erik Norskers bror Jørgen har været formand for B.93 og spillet tennis i alle årene. Det har hans to søstre også og i en periode mødtes alle kl. 7 om morgenen for at spille en “familie-double”, hvor de unge spillede mod de mod de gamle – hvor det skal huskes at Jørgen Norsker var 20 år ældre end Erik. I dag spiller Eriks nevøs’ søn fodbold. Hans trøje har navnet ”Norsker” på ryggen.
Grunden til jeg er i B.93
Jeg er B.93, fordi jeg boede på Østerbro og elskede at spille bold i gården. Jeg kunne ikke vente på at komme i en fodboldklub, men man skulle være over seks år.
Min far har fået en kamp på førsteholdet, men da jeg kom første dag med ham i hånden og skulle møde træneren Poul Zølck, hilste de kammeratligt på hinanden, for de var født samme år og havde spillet sammen dengang i 1920’erne. Poul Zølck havde spillet på landsholdet og der var en utrolig aura og respekt omkring ham, ikke mindst fordi han var efter os drenge, hvis vi ikke gik i bad, havde hænderne i lommen eller slæbte fødderne, mens vi gik ud til banerne.
Dengang lå banerne lige ud til Idrætsparken (Parken) og der var tribune og et tre meter højt plankeværk, som nogle af os drenge nemt kunne komme over og komme gratis til 1. divisionskampene – ofte med en kontrollør i hælene.
Min største oplevelse i B.93
Jeg har altid spillet i 93, ikke mindst fordi der altid var en utrolig sammenhæng blandt medlemmerne. De gamle stod ofte og kiggede på os drenge og fulgte os i kampene med gode råd. Og trænerne havde alle sammen spillet for klubben. Efter Zølck havde vi Jørgen Ritnagel, Torben Klarskov, Knud Pedersen osv. Alle 93’ere i ånd og sjæl.
Jeg var lille og havde svært ved at klare mig fysisk i ungdomsårene og blev derfor aldrig fast udtaget til førsteholdet. Som senior startede jeg på 6. holdet under Kaj Spids. Det var i slut 70’erne. Så spillede jeg fast på Københavnerserieholdet (3. holdet) og vi vandt rækken, men kunne ikke rykke op. Jeg fik en kamp på 2. holdet, der vandt Danmarksserien det år og så rejste jeg til Italien for at uddanne mig, og stoppede med at spille fodbold i B.93 i 10 år.
Det var en tid, hvor man diskuterede om man kunne være bekendt at spille med reklamer på trøjerne og vi gik fra amatørbold til professionel fodbold. Jeg husker, der var en stor afstemning i et fyldt (og røgfyldt) klublokale, hvor der skulle stemmes om vi skulle forlade amatørismen og gå over til pengefodbold.
Der var to der stemte imod professionalisme. Jeg var den ene.
I de år jeg ikke spillede fodbold i B.93, spillede jeg tennis. Fodbolden dyrkede jeg så på Fælleden. Her spillede jeg for ”Levende Billeder” og ”Fritzes Gulddrenge” og “Cito”. På de hold kunne jeg gøre mig bedre og fandt en anden form for kammeratskab. Jeg fik mere selvtillid.
Her spillede jeg med mange af dem som i dag holder liv i B.93’s gammelmandfodbold: Carlo Merolli, Henrik Buch, Kenneth Carstensen, Bo Karlsen, Poul Klein, Jørgen ”den rigtige” Jensen, Jørgen Campell, Goran, Niels Heskin, Jens Harrild etc. Det var en broget skare af uskolede fodboldentusiaster, der kom ind i B.93.
Det jeg holder mest af ved B.93
At få integreret så mange dissidenter i vores klub var ikke nogen nem proces. Når Bo skulle snøre sine fodboldstøvler syv minutter inde i kampen, Poul snurrer fem gange rundt om sig selv nede foran eget mål eller Carlo vil score med hælen og Jens Kolding vender sine øjne mod himlen: ”Tror du vi er i cirkus?”.
Men i modsætning til mange af de andre københavnske klubber har vores klub været åben og imødekommende overfor den store tilstrømning af varieret kvalitet. De gamle elitespillere, Ole P., Jens K., Frank R., Hans D., Steen J. osv. har i stor udstrækning i første omgang båret over med de nye og siden værdsat deres kvaliteter, og i dag har vi vel Københavns bedste og største gammelmands afdeling.
Så hvor min ungdoms- og senior år var svære og uforløste, har jeg haft en lang og dejlig tid fra Old Boys til 60+. Det har været 30 år med fantastiske holdkammerater og ledere som Tim Østerberg, Johnny Horn, Ole P., Peter Lysdahl og ikke mindst Peter Koefoed, med hvem vi har vundet den ene turnering efter den anden.
Fem ting I skal vide om mig
1 … Jeg er introvert og meget konfliktsky undtagen på fodboldbanen
2 … Det stopper snart. Jeg er så gammel, at det er nok min sidste sæson. Den undskyldning har jeg brugt i 30 år overfor min kone
3 … Min eks-kone, blev så træt af jeg altid var til fodbold, at hun etablerede et kor der hed ”Fodboldenkernes kor”. Her deltog mange af mine fodboldvenners koner. De optrådte blandt andet ved Carlos legendariske vinsmagning i klubben
4 … Jeg spiller stadig i bukser og træningstrøjer, der var på mode i 80’erne. Det indgår i ”plasticpose-tricket”, som er et begreb Carlo Merolli har opfundet. Når vi spillede i Italien og mødte op slentrende med tøjet i plastikposer kiggede de noget mere strømlinede og well-dressede selvsikre italienere nedladende på os og troede de ville vinde nemt. Men det gik anderledes
5 … I dag inden jeg tager til kamp, har jeg hentet børn i børnehave, lavet mad og sunget godnatsang. Jeg er gift for anden gang og har små børn, hvilket ikke går ubemærket hen i omklædningsrummet.
Skrevet af Claus Vandborg.
Foto af Kim Gudmand.
