22. april 2026

Pigeakademiet brillerede under den spanske sol

B.93’s U14- og U16-pigeakademi er netop vendt hjem fra International Mallorca Football Cup med kufferten fuld af selvtillid, store oplevelser og en historisk skalp.

Højdepunktet blev en fænomenal 1-0-sejr over selveste FC Barcelona.

I påsken drog vores talentfulde pigeakademi mod syd for at teste kræfter med den internationale elite ved Mallorca International Football Cup.

Det blev nogle intense dage, hvor 93’erne for alvor markerede sig gennem både sportslige toppræstationer og et forbilledligt sammenhold.

Holdfoto af U16 Piger holdet


Bagerst fra venstre: Træner Falah Albofawaz, Emma Vopeláková, Flora Date, Naima Sadissou Runing Jørgensen, Vega Knudtzen, Agnes Bjørch Haue, Marie Eger Egeskov, Sabine Sandø Bøttger, Eline Steen Ravn Niebuhr, Carla Fray Rasmussen, Magda Friis Andersen og holdleder Bo Kristian Haue.

Forrest fra venstre: Safiya Hassan, Amalie Elisabeth Lausen, Florine Scharff Kindvig, Ida Marie Yung Rasmussen, Thyra Vestergaard Øhrwald, Alicia Stübe, Karla Karoline Laursen og Ava Shehadeh.

Foto: Mallorca International Football Cup.

B.93-sejr over FC Barcelona

Begge årgange leverede en række flotte kampe i deres puljer mod både lokale Mallorca-hold og stærke internationale modstandere.

Men ét resultat vil blive husket længe i klubben: U14-pigernes kamp mod FC Barcelona.

Selvom pigerne fik en svær start på turneringen med et snævert nederlag til værtsklubben Mallorca, lod de sig ikke slå ud.

Da de stod overfor Barcelonas verdensberømte akademi, viste B.93-pigerne stort mod og med flot possessionspil, høj intensitet og en disciplin, hvor de var først på bolden i samtlige 40 minutter, nedkæmpede de catalanerne og vandt 1-0.

Sejren mod Barcelona – som endte med at vinde hele turneringen – sendte B.93 hele vejen til semifinalen og beviste sort på hvidt, at vores akademi kan matche de allerstørste i Europa.

Holdfoto af U14 Piger holdet


Bagerst fra venstre: Træner Matias Englmayer Münster, Berfin Silan Celik, Ronja Nørgaard Bakken, Luna Bøge Lyndgaard, Sofie Ingemann Andersen, Victoria Kristensen, Elida Hjerrild Murgia, Isabella Gyldenbrand, Ingrid Kallerup Jepsen og træner Simon Visholm.

Forrest fra venstre: Christina Clemenzi Lassen, Mille Marie Karpf Voigt, Smilla Berling, Viola Frank-Ottosen, Kamma My Meden Bjerregaard, Olivia Kjær Mansfeldt, Lilly Lucie Busquaert, Lea Binderup Korshin og Claudia Ava Borén.

Foto: Mallorca International Football Cup.

En kæmpe succes for fælleskabet på de to hold

Turen til Mallorca handlede dog om mere end blot resultater på måltavlen.

Det fodboldfaglige udbytte var enormt, da pigerne blev matchet mod forskellige spillestile, hvilket har modnet deres taktiske forståelse.

Socialt har turen været en ubetinget succes. På tværs af U14 og U16 er der blevet heppet, støttet og grinet.

Det positive fællesskab har skabt bånd, der rækker langt ud over kridtstregerne på Østerbro. Det var piger, der kæmpede for hinanden, og som bar B.93-logoet med stolthed under hele stævnet.

Vi vender hjem til Østerbro med fornyet energi, masser af selvtillid og beviset på, at fremtiden ser meget lys ud for pigefodbolden i klubben.

Fotos: Mallorca International Football Cup.