25. april 2026

Morten Skou-Christensen ny Leder af Pigeakademiet

B.93 kan med stor fornøjelse præsentere Morten Skou-Christensen som ny Leder af Pigeakademiet. Med en fortid i klubben og en klar vision for fremtiden, er målet at skabe et akademi, der matcher de højeste ambitioner i dansk kvindefodbold.

Efter halvandet år væk fra Østerbro vender et velkendt ansigt tilbage til B.93. Morten Skou-Christensen, der tidligere har været en central figur i klubbens ungdomsafdeling, overtager nu roret for Pigeakademiet.

Morten kommer med en solid baggrund fra fodboldens verden, hvor han de sidste ni år har fungeret som både træner, koordinator og leder.

Hans kendskab til B.93 er indgående; han har tidligere været både koordinator og leder af Ungdomsafdelingen, før han i 2023 rykkede til HB Køges pigeakademi. Siden da har han uddannet sig som Børneudviklingstræner og senest arbejdet som koordinator i BK Union.

Hjemkomsten markerer starten på et nyt kapitel, hvor fokus er rettet mod at optimere talentudviklingen og sikre, at rammerne på Østerbro matcher de drømme, klubbens mange talentfulde piger render rundt med.

DU HAR TIDLIGERE BESAT FORSKELLIGE ROLLER, BÅDE I B.93 SAMT I ANDRE KLUBBER, HVOR DU HAR TRÆNET ALT FRA U9 TIL SENIOR. HVILKE FORVENTNINGER HAR DU TIL DIN NYE ARBEJDSGANG OG ROLLE SOM LEDER AF PIGEAKADEMIET?

– Jeg er ansat til at sætte retningen for hvorhen vi skal, og hvordan vi kommer dertil, og jeg har påtaget mig denne rolle med en stor ansvarsfølelse. Staben og jeg skal sammen skabe noget, som vi kan være stolte over, og hertil lægger jeg stor vægt på at tingene bliver gjort i en ordentlig facon.

– Jeg er opmærksom på, at ingen kan lykkes alene i denne branche, og jeg vil gøre mit for at tilsikre, at vi har nogle gode folk omkring os, som også tør at stille høje krav til hinanden, da det er et godt afsæt til, at vi holder akademiet i løbende udvikling.

HVAD VAR DET, DER TILTALTE DIG VED DENNE NYE ARBEJDSROLLE?

– Mulighederne som der er herinde – de er af en markant størrelse, så længe man gør sig umage.

– I min optik er B.93 den fodboldklub i Danmark, som ligger på den allerbedste lokation, da vi ligger i landets hovedstad, og bl.a. har både Metro og S-tog som naboer. Vi har derfor alletiders muligheder for at skabe et akademi, som både kan og vil favne de ambitiøse og talentfulde fodboldspillere, der bor i København og omegn.

HVILKE AMBITIONER HAR DU FOR PIGERNE OG AKADEMIET OVER DEN KOMMENDE TID?

– Mine ambitioner for pigerne er, at vi som klub, som et absolut minimum, matcher vores spilleres ambitioner – intet mindre end det. Vi har med piger at gøre, som drømmer om at blive til noget indenfor fodbolden, og det er vi forpligtet til at honorere i alt, hvad vi gør.

– Vi skal anerkende, at pigerne bruger rigtigt meget tid på fodbold, samtidig med at de bruger en stor mængde energi på at få deres hverdag til at hænge sammen med skole, fodbold, restitution, familieliv og meget andet. Det må derfor aldrig være os som klub, som sætter begrænsning for, hvor langt en af vores spillere skal kunne drive sit talent – det skal udelukkende være spillerens egne evner, som må være den afgørende faktor herfor.

– Herudover er min klare ambition for akademiet, at vi, på den korte bane, som minimum opnår samme licens, som vi har nu, for den kommende licensperiode fra 2027-2029. Det betyder, at vi skal have skruet lidt på tingene hist og her, så vi får lagt grundstenene til at levere på et højt niveau.

– På den længere bane er ambitionen, at vi skal være et attraktivt akademi at være en del af, og som folk udefra skal ønske at kunne blive en del af, samt at vi skal skabe konkurrencedygtige spillere til klubbens 1. Kvindeseniorhold.

HVAD GLÆDER DU DIG ALLERMEST TIL AT KOMME I GANG MED?

– Udover den letkøbte, at jeg selvfølgelig glæder mig til at lære spillere og stab at kende – for det gør jeg, så glæder jeg mig vanvittigt meget til at få sat det hold omkring mig, som skal være med til at gøre B.93’s pigeakademi til et attraktivt sted at udvikle sig.

– Staben omkring Pigeakademiet er altafgørende, for at vi lykkes, og vi har heldigvis allerede nogle gode folk i klubben, som jeg glæder mig meget til at arbejde sammen med. Vi kommer dog også til at rekruttere eksternt og taler løbende med kandidater til forskellige roller i akademiet.

Velkommen hjem til Østerbro, Morten!

Foto: Frederik Knygberg.