11. maj 2026

Mål, glimmer og debutglæde – B.93’s yngste piger til fodboldfestival

I lørdags var en helt særlig dag for vores nye U6-U9-pigehold. De tog nemlig deres allerførste skridt på stævnebanerne, da de deltog i DBU’s fodboldfestival ‘Mål & Glimmer’ i Valby hos Boldklubben Hellas.

Det blev en debut, der stod i både fodboldens og fællesskabets tegn. To hold fra B.93 mødte op til en kæmpe fodboldfest, der startede ud i stor stil: Ved ankomst fik pigerne udleveret glimmerposer, og de brugte ventetiden på at pynte hinanden i ansigtet, håret og på tøjet.

Inden de første fløjt lød, blev der varmet op med fællesdans sammen med alle naboklubberne, hvilket satte den helt rigtige stemning for dagen.

Glade debutanter klædt i glimmer. Foto: Sofia Vielsted.

 

Selvom det for de fleste af pigerne var deres allerførste kampe mod andre hold, var det ikke til at se. De kastede sig over opgaven med imponerende mod og nysgerrighed på de sjove “Horst Wein”-baner med fire mål.

Der blev kæmpet og løbet med store smil på læben, mens de tre kampe bød på masser af flot spil og mål.

Det flotte kammeratskab lyste ud af pigerne, der flittigt uddelte highfives og heppede på hinanden fra sidelinjen.

Alt i alt var det en fantastisk oplevelse for vores yngste piger, som ikke blot fik spillet en masse fodbold, men også vendte hjem med et stærkere sammenhold og fulde af gode fodboldminder.

Foto: Sofia Vielsted og Juliana Restrepo.