13. april 2026

Jakob Hannibal Østerberg er død

Det er med stor sorg at vi kan meddele at klubbens U19 assistent, Jakob Hannibal Østerberg, desværre er gået bort.

Hannibal, som de fleste i B.93 kendte ham som, fik et ildebefindende på sin arbejdsplads i sidste uge, hvilket viste sig at være en hjerneblødning.

Under sin indlæggelse på Rigshospitalet viste han glædelig fremgang og var også i kontakt med venner og familie, men beklageligvis fik han et uventet og alvorligt tilbagefald og døde fredag.

Hannibal blev 31 år gammel.

Efter at være kommet til B.93 i 2018 gjorde Hannibal sig som chef- og assistenttræner for diverse ungdomshold, indtil sin seneste post som assistent på U19 A.

Hannibal var en højt elsket træner og kollega, som altid havde spillernes velvære for øje, og har haft kontakt med mange af spillerne på alle årgange op til U19.

Som kollega var han meget vellidt og hans bortgang efterlader et ubegribeligt stort tomrum blandt spillere, trænere og kolleger.

Han vil blive savnet for sit varme væsen, store rummelighed, empati, uselviskhed og hans evne til at favne alle. Vi savner allerede Hannibals smittende gode humør.

Æret være Jakobs minde.

Med venlig hilsen

Jesper Holm Lauridsen
Formand for Fodboldbestyrelsen
Boldklubben af 1893

Foto: Claus Vandborg.