Vi har mange gode seniorhold i B.93, men historien om 7-mands holdet med familien Iljazovski som omdrejningspunktet er en helt særlig historie, som vi har glædet os til at bringe.
Holdet kalder sig Svanemøllen FC, men spiller under B.93’s faner på Svanemølleanlægget.
Her har de æren af at spille med en af klubbens sande veteraner Erdin Iljazovski (født i 1971), og hans søn Özer fungerer som holdleder.
Erdin spiller også på +40 og +55 holdene, og alle Erdins tre børn spiller i B.93. Udover Özer spiller Arda på U17 A (født i 2009) og Yakub på U14 A (født i 2012).
Det stærke mandskab sigter mod stjernerne og har et mål om efter at komme i Mesterrækken, den bedste række i København for 7-mands hold.
De har nu vundet Serie 5, Serie 4, Serie 3 og Serie 2 i træk. Så guderne må vide, hvad det ender med. Holdet rækker mod stjernerne i Mesterrækken, og er et særdeles stærkt hold med passionerede spillere.
Vi har fået disse vise og dejlige B.93-klingende ord fra Özer, hvor du får en fornemmelse at hvad der står på spil for dette fine B.93.hold.
Özer Iljazovski fortæller om holdet
– En klog mand sagde engang: “Man kan fjerne drengen fra 93, men man kan aldrig fjerne 93 fra drengen”.
– Hvem skulle have troet at disse ord, her ti år efter med ansvar, erfaring, regninger og stadig mange dumme ideer, ville blive kernestenen for et fællesskab tiden ikke kunne knække? Hvem skulle have troet at Svanemøllen ville blive metronomen for en historie, vi stadig skriver videre på?
– Vi vil være Østerbros nye udfordrer til mesterrækken. Det var i hvert fald ambitionen der lå bag en gruppe venners beslutning om at stifte et nyt 7-mands hold i byens bedste klub.
– Med erfarne spillere, der er vokset op i klubben og nye spillere med store hjerter, blev B.93 anlægget det sted vi har kaldt vores hjemmebane, siden efterårssæsonen 2024.
– Det første år er altid det mest spændende, men vi fik bekræftet, at vi kunne stå sammen som en enhed og vandt Serie 5 med otte sejre og ét nederlag.
– Det samme gjorde sig gældende for Serie 4, hvorfra vi rykkede op i sommeren 2025, og Serie 3 hvor vi vandt rækken igen med otte sejre og ét nederlag i vintersæsonen 2025.
– Alle disse sejre kom ikke let. Vi har kæmpet for det og vores loyale fans har gang på gang trådt op på sidelinjen og vist os deres støtte, om det har været i solskinsvejr, regnvejr eller sne.
– Vi vil gøre alt for ikke at skuffe dem, for vi er som en familie på holdet, der går ud over sidelinjerne. Der er intet der kan slå følelsen, som da vi lavede comeback fra 3-0 og vandt 4-3 i sidste minut i en Serie 3 kamp. 30 mennesker, der stormede banen i jubel og synger sejrs-sang er et minde vi ikke vil bytte for noget.
– Lørdag 6, juni 2026 havde vi så muligheden for at gå ubesejrede gennem Serie 2. Vi ville vinde, og vi var klar til kampen mod Egedal. De valgte så slet ikke at møde op. Så vi vandt Serie 2 med ni sejre i ni kampe og en målscore på 38-14, og nu ser vi frem mod Serie 1.
– Vi er et hold af venner, der alle er vokset op på Østerbro. Og vi har ambitioner om at blive mestre, også i Serie 1.

Fra venstre: Tre af spillerne Simon Brown, Özer Iljazovski og Sebastian Frederiksen. Foto: Yakub Iljazovski.
B.93 TV fra sæsonen
Tre fine klip illustrerer meget stærkt energien på holdet.
Det første er sejrsmålet fra den vilde comebacksejr, hvor holdet efter at have været bagud 3-0 alligevel sejrede med 4-3, hvorefter tilskuere og udskiftere stormede banen.
Den anden er holdets faste tradition med sejrsråb og sangen “Nervane, Nervane, vi danser allesammen med Nervane”. En sang der omhandler Nervane Franc, en af spillerne på holdet.
Sidste B.93 TV indslag samler nogle af holdets bedste mål fra oprykningerne fra Serie 5 til Serie 3.
Følg holdet på Instagram
Du kan følge med i truppens bestræbelser for at komme i Mesterrækken på holdets egen Instagram side.
Følg også Fodboldafdelingens og Foreningens officielle Instagram profil.
På fotoet, der supplerer artiklen ses forrest fra venstre: Marcus Brumfield, Hani El Khaled og Ismail Abdul-Hadi.
Midten fra venstre: Martin Lanton, Özer Iljazovski og Badr Guimar.
Øverst fra venstre: Tobias Ejderskoov, Yousef Salech, Nervane Franc, Sebastian Rios, Simon Brown, Sebastian Frederiksen og Shervin Sanchez.
Fraværende fra truppen til photo shoot: Modou Lamin Khan, Alexander Charles-Henri, Aleksandar Garevski og Marcus Meister.
Fotos og B.93 TV: Yakub Iljazovski.
