4. maj 2026

93’ere viser sig flot frem på U17-Futurelandsholdet

B.93 var forleden uge flot repræsenteret på den internationale scene, da to af klubbens talenter, Anton Gaardhøj og Emil Brandt Helmer, trak i landsholdstrøjen for det danske U17-Futurelandshold.

Turen gik til Holland, hvor de danske talenter stod over for en af Europas dygtigste nationer i to venskabskampe. Selvom de hollandske værter trak det længste strå i begge opgør, leverede de to B.93-spillere præstationer, der lover rigtig godt for fremtiden.

Udtagelsen er ikke kun en personlig sejr for Anton og Emil, men også et kvalitetsstempel af det arbejde, der hver dag lægges på akademiet. For Head of Coaching, Nicolas Lendal Munch-Jensen, er udtagelsen et tydeligt bevis på klubbens nuværende kurs.

HEAD OF COACHING NICOLAS LENDAL MUNCH-JENSEN UDTALER

– Det er en stor anerkendelse for B.93, at både Anton og Emil har været udtaget til U17-Futurelandsholdets samling og kampe mod Holland.

– Vi er super stolte af både Anton og Emils udvikling i klubben, samt deres præstationer på samlingen. Det understreger, at vores drengeakademi bevæger sig i den rigtige retning og fortsat udvikler spillere på et højt niveau.

At spille kampe på internationalt niveau giver en masse god erfaring og både Anton og Emil, der fik vist sig flot frem mod de hollandske værter, tager nu masser af selvtillid og læring med tilbage til hverdagen i klubben.

I B.93 er vi utrolig stolte over at se vores egne talenter repræsentere Danmark, og vi glæder os til at følge deres fortsatte udvikling.

Stort tillykke til både Anton og Emil!

Fotos: Philip Helmer.