Sammenholdet er i topklasse i B.93.
Peter Krøyer (født 9. november 1964) er selvstændig VVS’er, men er kendt mest i B.93 som er en god ven ,og en slidstærk midtbanespiller. Han spiller nu fodbold igen i B.93, efter at have været stoppet i fem år. Peter kaldes “Tysker” af alle, så det kælenavn bruger vi fremadrettet.
Den udvalgte til “93 eren” i dag er gift med Katja, og de har to børn sammen, nemlig Simone og sønnen Kristian – sidstnævnte er også en dygtig fodboldspiller.
Tysker har en sjov statistik. Han har spillet fem landskampe for Danmark (som aktiv for B.93), og seks divisionskampe for vores klub. Forklaringen er ikke så spændende som oplægget. Det var på det daværende “Drenge-landshold, og han nåede aldrig A- landsholdet.
Tysker debuterede på divisionsholdet hjemme mod Helsingør (B.93 tabte desværre 0-1) i efteråret 1988. Det var i 3. division Øst. Fra holdet har Claus Mortensen, Ole Petersen, Leif Funcke Nielsen, Jens Kolding og Michael Dahl også været portrætteret i 93’eren.
Dagens profil i 93’eren har spillet 142 kampe på 2. holdet, og de trænere som har udtaget ham var Allan Steen, Finn Ludo Jensen, Claus Vandborg og John Bredal.
Hans halvbror er den tidligere førsteholdsspiller Frederik W. Nielsen, og ellers kan vi nævne at Tysker også har været træner for vores 2. senior.
Grunden til jeg er i B.93
Min gamle klassekammerat Morten Ridder Olsen på Klostervænget Skole spillede i B.93 og fik mig til at starte i 1976/1977. Det har jeg ikke fortrudt et eneste sekund.
Grunden til jeg har fortsat i adskillige år skyldes store oplevelser på fodboldbanen, fantastiske mennesker og dygtige trænere. Finn Ludo har jeg meget at takke for og er en mand jeg stadig ser den dag i dag.
Det jeg holder mest af ved B.93
Sammenholdet er i topklasse i B.93, og jeg ser stadig mange af de gamle drenge i fritiden, f.eks. Henrik “Moes” Petersen, som også er en gammel stivbenet legende i B.93.
Min største oplevelse i B.93 regi
Da vi vandt Pokalfinalen i 1978 som drengespillere og min 1. holdsdebut.
Fem ting I skal vide om mig
1 … Golfhandicap på 32, men kan ikke spille op til det.
2 … Jeg har stadig mit temperament.
3 … Blandt de få 93`ere med et sølvbryllup på CV’et.
4 … Er flyttet tilbage til Østerbro efter 20 års fravær i provinsen (Ølstykke).
5 … Tager på en årlig Mallorca-tur med gamle B.93’ere.
Skrevet af Claus Vandborg.
Foto af Claus Vandborg.