Jeg var taknemmelig for min tid i B.93.
Tom Jensen er født 22. november 1956 og var en af klubbens bedste forsvarsspillere i den gyldne periode. Han spillede 48 kampe for B.93 og scorede et mål (mod B1913 i 1987, hvor vi tabte 2-4). Han spillede i et par mindre klubber, inden han slog igennem for B1901, hvor han blev udtaget til diverse DBU-hold på ungdomsplan. Derfra skiftede han til Næstved i 1983, og var et virkeligt godt køb af B.93 året efter.
Tom debuterede for B.93 i den første kamp i 1984 ude mod Kolding (1-1). På holdet var blandt andre Jean Jensen, Jan Jacobsen, Ole Petersen og Ole Rojas, som alle har været den udvalgte profil i 93’eren. Tom var en fysisk stærk venstrebenet forsvarsspiller. God i luften og anfører både på landsholdene og på klubholdene – den klassiske ledertype. Tom var på et kort visit i Brønshøj, men kom tilbage til B.93.
Efter at have stoppet karrieren som 31-årig blev Tom leder i B.93, bestyrelsesmedlem og teamchef for Divisionsholdet.
Grunden til jeg var i B.93
Jeg startede jo som spiller, kom i bestyrelsen og var manager for 1. holdet. Havde gode oplevelser i klubben som i en familie. Der var en stærk tilknytning til hinanden i truppen inspireret af Dennung, Kronholm og kulturbærere i klubben som Kolding og Ole P.
Der var altid en god stemning i klubben med masser af godt humør og en meget inkluderende tone. Der var en lyst til at VILLE hinanden både på og udenfor banen, og efter kampene var der altid lyst til at være i klubben og være en del af det store fællesskab.
De fodboldmæssige ambitioner var absolut også en drivkraft for mig, for ledelsen ville noget med fodbolden i B.93. Efter min aktive tid blev jeg meget inspireret til at gå ind i det frivillige arbejde og var i en periode bestyrelsesmedlem og havde ansvaret for 1. holdet, hvilket også har bragt rigtig gode oplevelser, netværk og erfaringer. Jeg har ofte trukket på disse oplevelser i mit senere liv indenfor fodbolden, så en stor tak til de mange frivillige ildsjæle, der lagde masser af tid og kompetencer for at skabe gode rammer.
Det jeg holder mest af ved B.93
Jeg var taknemmelig for min tid i B.93 og i det hele taget for mit liv i fodbolden og glæder mig til at møde B.93 igen. Jeg er stadig aktiv i fodbolden og nu er det Nykøbing FC hvor min søn spiller (og ligner B.93 på mange områder). Jeg elsker at spille golf, og er for nylig blevet medlem af De Gyldnes golfklub,
Min største oplevelse i B.93 regi
Mange gode oplevelser på banen og især udenfor banen som har betydet meget for mig som menneske, så desværre ikke muligt at hive en enkelt ud. Det har været helheden, der har været det bedste minde.
Fem ting I skal vide om mig
1 … Jeg har været privilegeret at være en del af fodboldens udvikling og rejse gennem de seneste mange år, og siddet som bestyrelsesmedlem i DBU København og arbejdet i diverse udvalg i DBU. Efter jeg stoppede som aktiv gik jeg ind i det organisatoriske. Har blandt andet haft en bestyrelsespost i Brønshøj Boldklub. Desuden har jeg været direktør i Hvidovre i nogle år som lønnet. Alle spændende og udfordrende opgaver. Strategi, ledelse og organisationsudvikling har altid interesseret mig, og det har ført mig forbi sådanne jobs i DIF, Dansk Skiforbund, Danmarks Gymnastik Forbund, Dansk Håndbold Forbund og DBU Lolland-Falster. Opgaver med udgangspunkt i det frivillige og stærke foreningsliv vi har i Danmark, som også har en stor plads i mit idrætshjerte
2 … Jeg bor sammen med Pia på Falster i Marielyst og vi har lejlighed i Jægersborggade, så vi også kan nyde København i fuld udstrækning
3 … Ved siden af idrætten har jeg arbejdet i forskellige konsulentvirksomheder og haft min egen konsulentvirksomhed, til jeg stoppede med at arbejde i 2019. Lige pt. er jeg ved at bygge en lokal afdeling af Børns Voksenvenner op på Lolland-Falster, og det er virkelig en spændende og udfordrende opgave
4 … Desuden laver jeg lidt projekter for Nykøbing FC også på frivilligt plan
5 … Privat har jeg to skønne børn (Cathrine som bor i København og Kasper som bor i Nykøbing Falster og spiller fodbold i Nykøbing FC) og tre fantastiske børnebørn, som jeg elsker at bruge megen tid på.
Skrevet af Claus Vandborg.
Foto fra privatarkiv.