Vælg en side

Har aldrig fortrudt mit medlemsskab i B.93.

Hans borgerlige navn er Per Jürgensen, men ugens udvalgte er mest kendt under navnet “Mygger”, så det bruger vi her. Mygger er født 28. april 1943, og var IT-konsulent inden han gik på pension. Mygger er faktisk udlært i Privatbanken, men fandt aldrig ud af om der lå en stor bankkarriere foran ham, da han i stedet at skiftede til Carlsberg, hvor han var i mange år, før han gik på pension.

Mygger var angriber og opnåede 64 kampe for B.93 (han har aldrig spillet i andre klubber) og scorede fem mål for vores divisionshold. Han blev medlem som juniorspiller, og var en teknisk spiller, med en fin sparketeknik. Sammen med Bernhard Deneke blev Mygger rykket op i slutningen af ynglingetiden, og de fik debut mod Bk. Frem i den tredjesidste kamp i 1961-sæsonen (B.93 vandt 1-0). Af kendte navne fra B.93 var på holdet blandt andre Bent Jørgensen, Leif Rønnow, Kurt Arnskov, Svend Petersen, Jørgen Jacobsen, Bjarne Eklund og Arvid Christensen. De to sidstnævnte har begge også været portrætteret i 93’eren.

Mygger var medlem af Fodboldbestyrelsen i 1980’erne, og den næste generation af familien er velkendte 93-navne som Casper Wulff og Mikkel Dyrting. Det har også leveret børnebørn til hovedpersonen.

Grunden til jeg er i B.93
Vi spillede meget fodbold på Århus Plads, primært med tennisbolde. Flere var medlem af B.93 og anbefalede klubben, så jeg meldte mig hastigt ind. Har aldrig fortrudt mit medlemsskab i B.93.

Det jeg holder mest af ved B.93
Som barn og ung var B.93 mit andet hjem og det var både hyggeligt og heftigt. Tirsdag aften i klubben med fyldt lokale var noget man så frem til. Stadig dejligt at komme på Østerbro Stadion.

Min største oplevelse i B.93 regi
Selvom det er 60 år siden står sejren i KBU pokalfinalen over KB i 1961 stadig stærkt, på et hold med så fremragende spillere som Tom Søndergaard og Berhard Deneke.

Første gang jeg løb ind på grønsværen i Idrætsparken som spiller, og ikke som tilskuer husker jeg også.

Fem ting I skal vide om mig
1 … Har været tilskuer til mængder af kampe for børn og børnebørn.

2 … Fortsætter med at være tilskuer til B.93’s førstehold, så længe benene kan klare trapperne.

3 … Tænker sommetider tilbage til tirsdag aften i klubben i min ungdom. Det var før den elektroniske tidsalder.

4 … Har spillet omkring 1.500 kampe gennem 65 år med skjoldet på brystet.

5 … Er stadig “klog” med hensyn til både spillere og spillestil for førsteholdet.

Skrevet af Claus Vandborg
Topfoto: Kim Gudmand. Potrætfoto: B.93’s arkiv.