Vælg en side

Jeg mindes med glæde min ungdom i B.93

Navnet på sidste profil i juni er Hans Christian Boserup, men han er kendt under sit dæknavn Chrisser i B.93. Han er født 29. marts 1950, og er pensionist. Det betyder at hans “funktion i B.93” er nydende medlem på et af vores dygtige gammelmandshold. Chrisser er gift, og har to børn og fire børnebørn.

Grunden til jeg er i B.93
Jeg er jo en Østerbrodreng, så det lå lige til venstrebenet at jeg skulle spille i B.93. Så sammen med en skolekammerat gik vi over i B.93 for at melde os ind. Vi var ni år. Her blev vi mødt af den gamle landsholdskæmpe Poul Zølck som meddelte os, at man skulle være et år ældre for at spille i B.93. Stor var vores skuffelse. Da vi så endelig blev 10 år, var det tilbage til B.93 for at melde os ind. Igen blev vi mødt af Poul Zølck som meddelte os, at vi desværre ikke kunne spille i B.93, da vi stod med hænderne i lommen. Det holdt vi hurtigt op med, og så fik vi lov at melde os ind.

Det jeg holder mest af ved B.93
Det fællesskab jeg har oplevet i B.93 lige fra barnsben til nu. Jeg mindes med glæde min ungdom i B.93. Særligt det dejlige klubliv vi havde med “klubaftener” tirsdag og torsdag. Ligesom vi ikke havde travlt med at komme hjem når vi havde spillet kamp.

Jeg har holdt en “pause” fra fodbolden i cirka 25 år på grund af knæproblemer, arbejde, familie mv. Da jeg så gik på pension som 60-årig, startede jeg op igen. Jeg blev modtaget som om jeg bare havde været væk en uge på ferie. Det var fantastisk.

Så B.93 er – og forbliver min klub gennem nu 63 år.

Min største oplevelse i B.93 regi
Oplevelserne rent sportsligt har været mange:

Pokalfinalen som juniorspiller mod et stærkt hold fra B.1903, som vi desværre tabte. Vi skulle have spillet i Idrætsparken, men kampen blev desværre flyttet på grund af en forestående landskamp. Surt.

Sejren som ynglingespiller i 1968 ved B.93’s 75 års jubilæumsturnering.

Turen i 1970 til Portugal med ungseniorholdet. Vi havde fornøjelsen at spille mod Sevilla, Benfica og Bayern München på Benficas stadion. Det sportslige resultat var ikke i top, men vi og B.93 havde den glæde, at Jens Kolding blev kåret til turneringens bedste spiller.

Herefter nogle dejlige år på vores lukkede 7. hold.

Fem ting I skal vide om mig
1 … Jeg var kasserer i 1978-1982. I 1978 fik vi i Danmark professionel fodbold. Pludselig blev der indført nye begreber i fodboldverden som A-skat, moms mv.
2 … Har spillet Ludo i 44 år med mine gamle venner fra B.93
3 … Har vundet Five A Side tre gange
4 … Var “bestyrer” af 7’eren sammen med en kammerat. De gamle B.93’ere ved hvad jeg tænker på
5 … Spiller nu som 73-årig på vores +70 hold, hvilket er mig en stor glæde. Jeg er i øvrigt ret så venstrebenet.

Skrevet af Claus Vandborg.
Foto af Kim Gudmand.