Vælg en side

Medlemsbladets historie

Medlemsblade er udkommet siden 1914 i tre forskellige former:

1914 – 1941: Som et årsskrift (28 numre og 1.002 sider)
1942 – 2001: Som et medlemsblad (338 numre og 5.428 sider)
2002 – 2011: Som et fodboldblad (40 numre og 1.824 sider)
2012 – xxxx: Som et medlemsblad (51 numre og 2.448 sider pr. 31. december 2024).

Der er således i alt udkommet 435 blade på 9.700 sider pr. 31. december 2024, så der er læsestof nok. Og bladet fortsætter med at udkomme. De seneste år med Mads Mazanti som chefredaktør. Det er efterhånden ikke mange klubber der længere udgiver medlemsblade. Det skyldes den dyre portoudgift og så har nettet i mange tilfælde overtaget. Derudover er der udkommet jubilæumsskrifter, første gang i 1943.

Alle medlemsblade gennem historien

Her finder du en beskrivelse af samtlige årsskrifter, medlemsblade og fodboldblade gennem historien (se også beskrivelsen i bunden af denne side, webred.):

Årsskriftet startede i 1914

Bestyrelsen skrev i den første beretning: “For at imødekomme et på tidligere generalforsamlinger oftere fremkommet ønske om udgivelse af en trykt, årlig beretning om klubbens virksomhed, har bestyrelsen besluttet forsøgsvis i år at udsende en oversigt over resultatet af klubbens sportslige virksomhed i det forløbne år.” (Signeret Bestyrelsen).

Medlemsbladet startede i 1942

I det første nummer, der udkom i juni 1942, kunne man indledningsvist læse: “På generalforsamlingen i år blev det meddelt under beretningen, at man fra bestyrelsens side nærede interesse for tanken om et medlemsblad, idet vi i lange tider har savnet et sådant meddelelsesmiddel til vore medlemmer.” (Signeret Bestyrelsen).

Fodboldbladet startede i 2002

I det første nummer, der udkom i september 2002, kunne man i forordene læse: “Først i sommeren satte en gruppe fodboldmedlemmer sig sammen, for at drøfte muligheden for at udgive et fodboldorienteringsblad indtil Hovedbestyrelsen igen kan skaffe de økonomiske muligheder for at udgive B.93s Medlemsblad. Udgivelsen blev accepteret under forudsætning af, at det kunne udgives uden at belaste klubbens økonomi.” (Signeret Freddie Birtø).

Medlemsblad igen fra 2012

Redaktionsjobbet blev overtaget af Torben Klarskov i 2010, som i 2012 ændrede det fra et fodboldblad til igen at være et medlemsblad. Samtlige blade er i Kulturudvalgets varetægt. Alle bladene er indbundet, og derudover findes der en del dubletter. Bladene har – af naturlige årsager – haft skiftende redaktører. Fra 2019 overtog Mads Mazanti redaktør-jobbet fra Torben Klarskov, og han varetager det stadig i skrivende stund, primo 2025.

Redaktøroversigt

  • 2019 – xxxx: Mads Mazanti
  • 2012 – 2018: Torben Klarskov (nu igen som medlemsblad)
  • 2010 – 2012: Torben Klarskov (som fodboldblad)
  • 2002 – 2009: Freddie Birtø (nu som fodboldblad)
  • 1989 – 2001: Freddie Birtø (som medlemsblad)
  • 1981 – 1988: Ole Klarskov
  • 1974 – 1980: Ole Hans Jensen
  • 1970 – 1973: Leif Milwertz
  • 1969: Ole Klarskov
  • 1961 – 1968: G. Rode-Jepsen
  • 1959 – 1960: Paulander Jørgensen
  • 1958: Verner Christensen
  • 1954 – 1957: G. Rode-Jepsen
  • 1946 – 1953: P. T. Jørgensen
  • 1942 – 1945: Bendix Christensen
  • Bestyrelsen (Årsskrifter)

Antal udgivelser pr. redaktør

Hvis vi rangerer redaktørerne efter antal udgivelser er ranglisten pr. 31. december 2024:

  1. Freddie Birtø (96 numre)
  2. P. T. Jørgensen (80 numre)
  3. G. Rode-Jepsen (56 numre)
  4. Ole Klarskov (45 numre)
  5. Torben Klarskov (36 numre)
  6. Bendix Christensen (35 numre)
  7. Ole Hans Jensen (33 numre)
  8. Leif Milwertz (24 numre)
  9. Mads Mazanti (23 numre og stadig aktiv)
  10. Paulander Jørgensen (seks numre) og
  11. Verner Christensen (eet nummer).

Og så må vi naturligvis ikke glemme, at redaktørerne har haft en stribe hæderkronede redaktionsmedlemmer. Navnene på disse vil fremgå i beskrivelsen af hver enkelt år. Planen med disse oversigter var oprindeligt at bringe et billede af et udvalgt blad år for år (97 år) og tilknytte en tekst for årets udgivelser. Kort inde i processen blev de tre ansvarlige – Klaus B. Johansen (webredaktør), Torben Klarskov (alt indenfor foto og tidligere Medlemsblad redaktør) og Palle Banks (tekst) enige om, at vi tager sgu’ og lægger samtlige blade på nettet. Skal der være fest, så lad der være fest.

Det betyder, at du via linksene til bladene herover kan se et forsidefoto af samtlige blade delt i forskellige perioder, og hver enkelt blad får en tekst med hovedindholdet. Da der i sin tid skulle scannes over 400 blade og læses 8.088 sider, ville det tage sin tid. Vi gættede på et par måneder – eller tre, måske fire, eller nærmere fem (vi blev færdige ultimo maj 2011, så det tog to en halv måned, webred.). Pr. 31. december 2024 er vi en anelse bagud med beskrivelserne og mangler 2024-numrene, men de kommer snart, webred.

Hvis der skulle være enkelte artikler du gerne vil nærlæse, så send en mail til Palle Banks.

Palle “Banks” Jørgensen og Klaus B. Johansen, 9. marts 2025.