Dagens profil er Emil la Cour Bødtcher-Jensen (født d. 23. juni 1997) Han holder sabbatår som Bellboy på Hotel Sanders, og er succesfuld cheftræner for U-11 årgang 2007. Emil sparer penge og bor stadig hjemme hos forældrene (Gert 52, Mette 52) sammen med lillebror Oscar (15 år, spiller på Hvidovre U-17 Div) og Clara (13, spiller U-14 Elite i HIK). Emil er valgt som “93 eren” af flere grunde, bl.a den at han er endnu et eksempel på at vores ungdomsafdeling har mange interessante leder og trænerprofiler.

Grunden til jeg er i B.93
Jeg er i B93 fordi at jeg er en rigtig Østerbro-dreng. Jeg har boet her siden jeg var tre år, og startede som spiller i klubben som 10-årig efter et stykke tid i Skjold. Jeg tog en pause fra klubben og fodbolden da jeg i 2013 tog til USA i et år som udvekslingsstuderende. Da jeg kom tilbage blev jeg hurtigt overtalt af vores nye U+ leder Andreas Motzfeldt til at blive træner på årgang 2006 sammen med ham, og resten er historie.

Det jeg holder mest af ved B.93
Det er stemningen i vores klubhus og især på trænerkontoret på første sal. Jeg synes klart at det er i det lokale at fremtiden for vores ungdomsafdeling bliver støbt gennem lange debatter om alt fra tekniske udførelser til start 11’eren på diverse hold inden weekendens kampe. Det er utroligt spændende som en ung træner at få lov til at diskutere lidt med de lidt ældre og mere erfarne trænere vi også har i klubben.

Min største oplevelse i B.93 regi
Jeg har haft mange rigtig gode sportslige oplevelser i klubben og at vælge en enkelt af disse er simpelthen ikke muligt for mig. Dog er den nok mest mindesværdige oplevelse jeg har haft, været da jeg tog afsked med årgang 2006 elite for at blive cheftræner på årgang 2007 elite. Drengene mødte mig alle med store krammere og lykønskninger, og så havde de alle lagt penge til at købe en B.93 trøje med “Årgang 2006” på ryggen til mig. På maven havde de alle skrevet deres navne. Trøjen hænger nu flot på mit værelse, og minder mig om hvorfor jeg bruger så mange timer på træningsbanen.

Fem ting I skal vide om mig …
1 … Jeg drømmer om at gå hele vejen med trænerkarrieren så en dag regner jeg med at blive træner for 1.senior …
2 … Jeg er i gang med mit B2 kursus i øjeblikket og regner med at have B-licens senest til November …
3 … Jeg har en fortid som professionel operasanger på det kongelige teater med optrædener i “Tosca”, “Tryllefløjten” og “Boris Godunov” …
4 … Jeg spiller på et seniorhold der hedder “FC Sejrbajr” …
5 … Jeg er den højeste ungdomstræner i B.93 …

93’eren er skrevet af Claus Vandborg.
Foto af Mark Bernquist.
Se arkivet med tidigere 93’eren portrætter.