Her får du det offcielle referat fra generalforsamlingen afholdt i klubhuset tirsdag 22. april 2025.
Vi bringer det fulde referat fra klubdemokratiets festdag, med formandens beretning og gennemgang af alle punkter på dagsordenen.
Referat fra Generalforsamling i Boldklubben af 1893
Afholdt tirsdag 22. april 2025 kl. 20:00 på Slottet
Dagsorden
1. Valg af dirigent, referent og stemmetællere
2. Uddeling af årsnåle
3. Jubilæumsprisen
4. Uddeling af Fortjenstnål
5. Æresmedlemmer
6. Beretning
7. Regnskab 2024 og budget 2025
8. Fastsættelse af kontingent for passive medlemmer
9. Indkomne forslag
10. Valg
11. Valg af revisor
12. Evt.
1. Valg af dirigent, referent og stemmetællere
Hovedbestyrelsen foreslog Torben Henriksen som dirigent, Mads Mazanti Jensen som referent og som stemmetællere Torben Biilmann og Ole Petersen. Alle blev valgt.
Hyldest til afdøde medlemmer
Før vi gik videre til punkt 2 på dagsordenen, mindedes forsamlingen – der i år var så stor, at der måtte skaffes ekstra stole for at få plads til alle – med et minuts klapsalver de medlemmer, der i løbet af året var gået bort:
Ole Flemming Hansen, 88 år
Erik Andersen, 85 år
Finn Ludo Jensen, 77 år
2. Uddeling af årsnåle
For 40 års medlemskab
Christian Lunøe og Stefan Due.
For 50 års medlemskab
Steen Biilmann, Torben Biilmann, Jørgen Jensen, Jon Bremerskov og Lone Vandborg.
For 60 års medlemskab
Torben Henriksen.
3. Uddeling af Jubilæumsprisen
Jubilæumsprisen blev tildelt Rogier Folkers for hans store indsats med at arrangere Lørdags Open, der er blevet en væsentlig begivenhed for et stort antal medlemmer i tennisafdelingen, samt for hans indsats gennem en årrække som bestyrelsesmedlem i halselskabet Østerbros Idrætspark.
4. Uddeling af Fortjenstnål
Hovedbestyrelsen indstillede, at Klaus B. Johansen blev tildelt Fortjenstnålen.
Begrundelse
– Klaus har været medlem af klubben siden 1997. Han har haft en fin karriere på forskellige seniorhold i fodbold, primært 3. senior.
– Men det er først og fremmest på grund af hans enorme indsats gennem mere end 20 år med klubbens officielle hjemmeside b93.dk, at han indstilles til at modtage klubbens Fortjenstnål, eller Guldnålen, som den også kaldes.
– I 2003 havde klubben ingen hjemmeside. Men Klaus tilbød – sammen med Inder Sapru – at få den op at køre, og det gjorde de. Lige siden har han været en utrættelig webmaster, der har udviklet hjemmesiden til at være Danmarks bedste og mest informative hjemmeside for en idrætsforening. Klaus har formået at samle en række gode kræfter bag hjemmesiden.
– Det har haft og har stadig kæmpestor betydning for en klub som B.93 at have et så fornemt ansigt udadtil. Klaus har brugt og bruger stadig et meget stort antal timer hver eneste uge på at udvikle og forny hjemmesiden – som han selv betegner som er hjertebarn – så der er mere at glæde sig til.
Hovedbestyrelsen indstillede også, at Morten Hemmingsen blev tildelt Fortjenstnålen.
Begrundelse
– Morten Hemmingsen har gennem en årrække ydet en stor indsats som frivillig leder i B.93.
– Han har været medlem af Fodboldbestyrelsen og formand for Fodboldbestyrelsen og dermed medlem af Hovedbestyrelsen, men har i de senere år haft en mere fri rolle, hvor han med sin erfaring som advokat og sin erfaring med byggesager har bistået klubben i en række vigtige sager og opgaver. Senest har Morten ydet en stor indsats med den gennemgribende renovering af villaen på det gamle anlæg.
– I sin frie rolle har Morten været tilknyttet Hovedbestyrelsen og deltaget i møderne som rådgiver, og han i de seneste 6 år været et centralt medlem af det udvalg, der forsøger at håndtere drøftelsen med kommunen om vores aftaler på anlægget. Det er et meget stort antal timer, som Morten har lagt i klubben gennem en årrække, og han har med sit rolige temperament og solide dømmekraft bidraget til at skabe ro og samling om de vanskelige sager.
– Det er ikke helt til at sige, om Morten hører til i tennisafdelingen eller fodboldafdelingen – han har eller har haft børn i begge afdelinger – og det har været med at skabe stor tillid til Morten fra både tennisfolket og fodboldfolkets side.
– Derfor indstilles Morten til at modtage klubbens Fortjenstnål.
Forsamlingen bifaldt Hovedbestyrelsens indstillinger med klapsalver.
5. Æresmedlemmer
Hovedbestyrelsen indstillede, at Torben Henriksen blev udnævnt til æresmedlem af B.93.
Begrundelse
– Torben Henriksen har været medlem af B.93 i 60 år, og han er nærmest født ind i klubben. Han har spillet både fodbold og tennis og spiller stadig.
– Han har gennem årene udført en helt utrættelig indsats for B.93. Han har været medlem af Hovedbestyrelsen og deltaget i andet bestyrelsesarbejde, og han har i en årrække været formand for halselskabet, Østerbros Idrætspark, som driver hallen.
– Og så har Torben i imponerende grad fungeret som klubbens husjurist eller husadvokat. Stort set alle centrale juridiske dokumenter, som har betydning for B.93 findes på hans kontor på Østerbrogade. Og Torben er helt aktuelt en nøglefigur i det forhandlingsudvalg, som forsøger at håndtere sagen om vores lejekontrakt med kommunen.
– I den forbindelse har han også fået en blåstempling fra Kammeradvokaten, som har påpeget, at B.93 må betragtes som økonomisk og juridisk ligeværdig med kommunen, idet vi har advokatfirmaet Torben Henriksen at trække på. Vi er på det punkt helt enige, og Torbens indsats gennem mange, mange år gør, at han nu indstilles til at blive æresmedlem i klubben.
Hovedbestyrelsens flertal indstillede, at Hans Drachmann blev udnævnt til æresmedlem af B.93.
Begrundelse
Jørgen Ritnagel fortalte om sit første møde med Hans, da han var træner i klubben i 1969:
– Hans var en glimrende tekniker og endte med at få 27 kampe på vores 1. Herresenior.
– Men det er gennem hans arbejde som leder, at han først og fremmest har præget klubben. Hans indtrådte i Fodboldbestyrelsen i 2002, en tid, hvor klubben kæmpede med økonomiske problemer. Fra 2004 sad han i Hovedbestyrelsen, i perioden 2010-14 var han tillige formand for Fodboldafdelingen, og fra 2015 har han været klubbens formand.
– Han har i sit arbejde som leder altid sat en ære i at have orden i tingene. Han har altid mødt utroligt velforberedt op til alle møder. Hans indsats har været med til at styre klubben gennem økonomisk vanskelige tider og skabe en stor medlemsfremgang i klubben.
– Og i de seneste fem år har hans indsats i vores kamp med kommunen været forbilledlig.
– Om nogen fortjener han at blive udnævnt til æresmedlem af klubben.
Forsamlingen bifaldt Hovedbestyrelsens indstillinger med klapsalver.
6. Formandens beretning
For syv år siden i 2018 holdt vi 125 års jubilæum. Vi udgav et fornemt jubilæumsskrift, holdt en stor fest, og vi var ret glade for os selv her i B.93.
Man kan sige meget grimt om selvros, men det gode er, at den altid er oprigtigt ment.
På det tidspunkt i 2018 havde vi haft medlemsfremgang i flere år, og vi havde rundet 3.000 medlemmer. Vi satte som mål – nogle af os i hvert fald – at vi inden næste jubilæum skulle være 4.000 medlemmer samlet.
Og så var der et forhold, der generede os lidt. Vi havde en stor bredde, men på allerhøjeste hylde haltede vi lidt bagefter. Vores bedste tennisspillere lå ikke, hvor de historisk og efter vores selvforståelse – den er også god – bør ligge. Og vores bedste fodboldhold på seniorniveau lå heller ikke, hvor de skulle, når vores mål er at vinde det 10. danmarksmesterskab for herrer og ligge i kvindernes bedste række.
Det har vi fået rettet op på, som I alle ved. Vi er på det område ved at være der, hvor vi skal være. Men stadig med plads til forbedring.
På tennissiden er det gået forrygende. Vi har en stor medlemsmasse, flere vil være med, og vores bedste spillere får medaljer ved DM hver gang. Det er fantastisk flot. Det er godt gået af medlemmerne, de frivillige, trænerne og det hele styret med kyndig hånd af Tennisbestyrelsen.
I Fodboldafdelingen er vi også blevet flere siden 2018, og der gøres et stort og flot arbejde for at sikre gode tilbud til alle, både de bedste hold og de mange hold.
For syv år siden vidste vi, at det ville gøre det nemmere at nå de 4.000 medlemmer, hvis vi fik forbedret anlægget. Både for fodbold- og tennismedlemmer.
Det er sket. Vores fodboldanlæg er blevet meget markant forbedret – her vil vi gerne takke kommunen – og der sker også forbedringer på tennissiden, hvor vi arbejder med at udvide hallen, og hvor vi er så godt som færdige med en gennemgribende renovering og forbedring af villaen på det gamle anlæg. Det giver ikke mere baneplads, men det giver et bedre sted at opholde sig, når man venter på en ledig bane.
Tag over og se den nye, gamle villa. Den er virkelig flot.
I maj 2023, for cirka 2 år siden, nåede vi op på at have 3.915 medlemmer i B.93. Så vi har været tæt på de 4.000 medlemmer.
Medlemstallet svinger lidt hen over året – især i Fodboldafdelingen, hvor der er lidt stort gennemtræk – men vi var i maj sidste år 3.825 medlemmer. 1. april var vi 3.717 medlemmer.
Lad os komme op på de 4.000 medlemmer og sætte os nye mål.
Vi skal nemlig være mange medlemmer for at kunne sikre og bevare vores anlæg, for at få pengene til at passe og for kunne tale med styrke over for vores omverden.
Sagen med kommunen og Kammeradvokaten
Hvis ikke vi havde haft styrke, var vi blevet blæst omkuld i det angreb, som Københavns Kommune i begyndelsen af 2020 – altså for 5 år siden – rettede mod vores klub med et krav om, at vi skulle opgive vores lejekontrakt. En lejekontrakt, som bygger på en aftale, som klubbens visionære ledere fik lavet i 1918, og som efter bestyrelsens opfattelse har sikret, at vi som den eneste af de oprindelige københavnerklubber har bevaret vores placering i det centrale København.
Sagen har kostet. Både i energi, tidsforbrug og i kroner og øre. Men vi har indtil nu afholdt alle udgifter til sagen uden at komme til at skylde, og vi skal også nok komme igennem den sidste del. Det er der ikke mange københavnerklubber, der havde kunnet gøre. Og mon ikke, at det også har været en del af kommunens og deres dyre advokaters overvejelser.
Undervejs i den langvarige sag ændrer tingene sig hele tiden. Kommunen ændrer holdning og strategi.
Voldgiftssagen, som blev anlagt for godt et år siden, kører. Det tager tid, og den koster penge. Hovedforhandlingen er nu sat til slutningen af august, så vi må regne med, at sagen om vores lejekontrakt endelig finder en afgørelse i år efter mere end 5,5 års opslidende diskussion. Hvem, der vinder? Det eneste sikre er, at det gør advokaterne og bureaukraterne. En sjov form for idrætspolitik.
Jeg skal ikke besvære med at gennemgå hele sagen. Kommunen har nu sat Kammeradvokaten, der har masser af salærudløsende tid, til at føre sagen. Kammeradvokaten kom ind fra bænken, da kommunens tidligere advokat Horten røg i den sorte gryde på grund af en TV2-dokumentar om en sort svane.
Kort fortalt mener Kammeradvokaten, at der er tale om ulovlig anlægsstøtte, når kommunen udlejer anlægget til os under markedsleje, fordi vores 1. hold i fodbold er en kommerciel virksomhed.
Sjovt nok gælder samme regel ikke for andre klubber i København eller i resten af landet.
Vi har fremlagt flere forligsudspil og tilbudt at betale markedsleje for 1. holdets brug af baner og omklædningsrum, men det har kommunen afvist.
Det sjove er, at vi stadig i det daglige har en god dialog med Kultur- og Fritidsforvaltningen, som er vores nærmeste samarbejdspartner. Men det er nok heller ikke dem, der står bag. Vi vil selvfølgelig fortsætte det gode samarbejde.
Vi forsøger hele tiden at navigere efter bedste evne og tage bestik af sagen. Det gode er, at vi har været enige om kursen internt i bestyrelsen. Og det bliver vi ved med.
I øvrigt er der jo sket det, hvilket stiller os bedre i sagen, at Aps’et, som driver 1. holdene i fodbold, har flyttet kontor og administration til Parkbygningen på Østerbrogade, som er en del af Østerbro Stadion.
Spillerne og trænerne klæder dog stadig om i klubhuset og træner på banerne, og det bør de jo efter vores opfattelse som kontingentbetalende medlemmer være i deres gode ret til.
Men kun en tåbe frygter ikke Kammeradvokaten, der jo har vist, at de ikke selv tager landets love så højtideligt, men mener, at det skal være dem, der skal bestemme, hvordan lov og ret skal tolkes i Danmark. Så vi har kridtet skoene.
Vi skal have sluttet sagen, som har blokeret for mange ting, så vi kan komme i gang igen med at få en café og genskabt klublivet på bedst mulige måde.
Klubbens økonomi
Vi har i 20 år haft styr på vores økonomi. I alle 20 år har vi haft overskud på den almindelige drift. Eneste undtagelse er to år, hvor vi har foretaget investeringer – for eksempel i etablering af helårstennisbaner – som vi har betalt over driften.
Den gode nyhed er, at vi også i 2024 havde overskud i den almindelige drift. Og vi har en lille opsparing i klubben, så vi kan stå fast i stormvejr, ligesom vi har en opsparing, som skal bruges til udvidelsen af hallen.
Det får I lejlighed til at rose kassereren og de ansatte i administrationen for lidt senere.
Årets overskud i ordinær drift – altså penge ind og penge ud – er beskedent på knap 300.000. Vi havde sparet mere op til gode ting, hvis ikke det var for sagen med kommunen.
Anlægget
Som nævnt hæmmer konflikten med kommunen os i vores arbejde på at skabe forbedringer, men vi er i gang med arbejdet med at udvide hallen, og vi kommer til at sætte mere tryk på.
Vi har besluttet at udlodde hallen fra Østerbros Idrætspark A/S til klubben – også for at fjerne den sten i sagen med kommunen. Alt er pakket og klart, men der er lige et spørgsmål om tinglysningsafgiften, som vi venter på en afklaring af fra Skat.
Der er mange offentlige myndigheder, som skaber glæde og begejstring i det frivillige ulønnede foreningsliv.
I øjeblikket er klubhuset under renovering, primært udvendigt. Det har kommunen besluttet og bevilget et betydeligt beløb til – bygningen hang også lidt i bremsen – og det er vi glade for. Det skal kommunen også have tak for.
Samlet set
.. er vi en stærk og velfungerende klub.
Vi har også et godt omdømme, og der er respekt om klubben i fodbolddanmark og tennisdanmark.
Vores tennisformand, Christian Lunøe, er blevet formand for Dansk Tennis Forbund. Det er flot, og et udtryk for den respekt og tillid, som der er til B.93.
Den bygger på, at vi altid bestræber os på at opføre os ordentligt og udvise respekt for vores omverden og selvfølgelig for vores egne medlemmer.
Det er ikke alt, der går godt, men det meste gør, og så må vi forbedre os på de områder, hvor det halter. Det er der blik for i begge afdelinger, og selvfølgelig også i Hovedbestyrelsen.
Opmærksomheden om B.93 er jo blevet større i de senere år som følge af den succes sportsligt og tilskuermæssigt, som 1. holdet i fodbold har opnået – ikke mindst takket være det meget, meget fine økonomiske bidrag, som Hansen-familien har ydet. Det siger vi tak for endnu en gang.
Der har været visse knaster i samarbejdet mellem klubben og Aps’et. Det sker nogle gange, når der er økonomiske udfordringer, og det har der været i Aps’et. Lad os se, om vi ikke får det bragt ind i en fornuftig gænge. Det er i hvert fald målet.
På det sportslige område har klubben og selskabet et godt samarbejde om at udvikle fodboldtalenter, og det kan blandt andet ses i, at der inden for de seneste år er blevet solgt en række spillere, som er uddannet i B.93’s ungdomsafdeling, til højere niveau i både Danmark og udlandet. Senest Tammer Bany, Jeppe Erenbjerg, Abdullah Iqbal og Sebastian Clemmensen.
Fra klubbens side har vi foretaget den ændring, at vi har indsat vores kasserer Peter Lysdahl i Aps’ets bestyrelse. Han er to meter høj og af solid og urokkelig østjysk natur og med mange års erfaring som holdleder, så der er vi godt stillet.
Vi plejer at sige, at en god klub skabes af et godt anlæg og dygtige ansatte og frivillige. Det gælder stadig.
Anlægget bliver løbende forbedret. Vi får flere ansatte, der yder en flot indsats i det daglige. Og så er der de frivillige, som er helt uundværlige og afgørende for klubben, stadig væk.
Stor tak til jer alle sammen.
B.93 – eller Boldklubben af 1893 – er nemlig stadig væk en forening. Vi er ikke en forretning eller en virksomhed. Vi er en forening, der har ansatte, som skal hjælpe de frivillige med at skabe en god klub for medlemmerne i begge afdelinger.
Og bestyrelsen står til ansvar over for medlemmerne.
Det er gode principper. Dem skal vi holde fast i.
Der er store værdier i det at være en forening.
I en idrætsforening som vores lærer man – uanset om det er en holdsport som fodbold eller en mere individuel sport som tennis – at være en del af et fællesskab. Man lærer at tage hensyn. Man lærer, at det vigtige er at give plads til andre, at bidrage til at gøre ikke blot sig selv men også andre bedre. Man lærer, at det er menneskeligt og acceptabelt at begå fejl, når man har gjort sit bedste og gør en indsats for at rette op på fejlene igen.
Idrætsklubben er mange steder også det mødested i lokalsamfundet, hvor folk mødes med vidt forskellig social baggrund, økonomiske forudsætninger, forskellige uddannelser og forskellige jobs. Vores lokalsamfund er stort og dækker med udgangspunkt i Østerbro og Nørrebro også de andre bydele i København, så vi har en gammel og vigtig tradition for at samle mange forskellige mennesker i B.93.
Sådan er det stadig. Det er en kæmpestyrke for vores gamle klub.
Vi skal huske, hvem vi er, og hvor vi kommer fra, når vi skal skabe en moderne og fremtidsorienteret klub.
Vi håber, at mange vil være med til at bakke op bag foreningen og foreningstanken i det kommende og de kommende år.
Det er faktisk meget sjovt også.
Tak for ordet.
7. Regnskab 2024 og budget 2025
Kasserer Peter Lysdahl gennemgik i korte træk regnskabet for 2024, som i et stykke tid havde været fremlagt på kontoret til gennemsyn.
Lysdahl kunne blandt andet berette, at klubbens samlede indtægter var på 25,8 millioner kroner, en tilbagegang på 1 mio. kr. i forhold til 2023.
De samlede udgifter var på 25,5 mio. kr., et fald på 500.000 kr. i forhold til 2023. Det gav således et overskud på 300.000 kr.
Spørgsmål til regnskabet
Ole Petersen spurgte, om der var risiko for, at vi skal betale advokatudgifter til kommunen efter voldgiftssagen.
Torben Henriksen svarede, at der er en risiko for dette, men at det er mest sandsynligt, at hver part deler udgifterne.
Endvidere gav Torben Henriksen en kort redegørelse for voldgiftssagen: Kammeradvokaten mener, at en aftale godt kan ændres, hvis den er urimelig for den ene part. Men den paragraf, han henviser til, er egentlig ment som beskyttelse af den svage part, f.eks. forbrugeren. Vi har forsøgt os med flere forslag til forlig, men kommunens forvaltning har ikke imødekommet dem.
Flemming Lauenborg spurgte, hvor mange penge vi har brugt på advokatbistand i 2024.
Torben Henriksen svarede 600.000 kr. Og på Lauenborgs spørgsmål, om vi kan få disse penge tilbage, svarede Henriksen, at det kun kan lade sig gøre, hvis vi får fuldt medhold.
Forsamlingen godkendte regnskabet med bifald.
8. Fastsættelse af kontingent for passive medlemmer
Hovedbestyrelsen foreslog uændret passivt kontingent på 750 kr. årligt.
Forsamlingen bifaldt dette.
9. Indkomne forslag
Der var ingen indkomne forslag.
10. Valg
På valg var:
Formand Hans Drachmann
Hans Drachmann havde tidligere meddelt, at han ville trække sig, men var blevet overtalt af Hovedbestyrelsen til at fortsætte.
Da der ingen modkandidater var, blev han genvalgt.
Repræsentant for tennisafdelingen Christian Tiedemann
Genvalgt uden modkandidater.
Suppleant for fodboldrepræsentanten
Finn Christensen blev valgt uden modkandidater.
Suppleant for tennisrepræsentanten
Nicolai Reffstrup blev genvalgt uden modkandidater.
11. Valg af revisor
Hovedbestyrelsen indstillede, at Grant Thornton vælges som ny revisor for klubben i stedet for Beierholm.
Kasserer Peter Lysdahl begrundede indstillingen med, at Beierholm tager mange penge for deres tjenester. Grant Thornton kunne desuden være mere skarpe på FOS-regnskabet end Beierholm. Desuden kan det være en fordel, at Grant Thornton også er revisor for Aps’et.
Johnny Wetterstein spurgte, om man sparer penge ved at skifte revisor.
Klubchef Pernille Marcussen, der havde indstillet til ændringen, svarede, at vi ikke ved det endnu. Men hun mente, at Beierholm skød gråspurve med kanoner, og at en revisor med en mindre kompliceret tilgang til arbejdet kunne gøre revisorudgifterne mindre.
Forsamlingen bifaldt skiftet af revisor.
12. Evt.
Jørgen Jensen spurgte, hvornår vi får en hjertestarter ud ved banerne. Jørgen Ritnagel og Pernille Marcussen gjorde opmærksom på, at der findes tre hjertestartere i nærheden af banerne. Vi kan derfor ikke få støtte fra TRYG til opsætning af en hjertestarter inde ved banerne. Men Hovedbestyrelsen afviste ikke, at man kunne undersøge muligheden for, at klubben selv kunne finansiere en hjertestarter inde ved banerne.
Henning Tøth spurgte til den planlagte tilbygning af tennishallen på Svanemølleanlægget. Hvor stor bliver den?
Christian Lunøe svarede, at tilbygningen vil blive halvt så stor som den nuværende hal, det vil sige med to baner. Prisen vil formentlig blive omkring 20-24 millioner kroner.
Afsluttende hurra
Generalforsamlingen blev afsluttet med, at forsamlingen råbte det traditionelle B.93-hurra.
Referat ved Mads Mazanti Jensen.
Foto af Roger Folkers: Gitte Rasmussen. Foto af Klaus B. Johansen: Valdemar Jensen. Øvrige fotos: Klaus B. Johansen.