Peter Lysdahl gæster “Vinklen”

Peter Lysdahl fortæller om sin opvækst og forholdet til B.93.

 

Denne gang har vi Peter Lysdahl i “Vinklen”. Peter er født 9. marts 1963 og blev ved generalforsamlingen i april 2018 valgt til kasserer i Hovedbestyrelsen. Før dette har han i (flere omgange) været holdleder for diverse gammelmandshold.

Peter er gift med Katinka. Sammen har de sønnerne Sebastian og Hugo – Peter er en beskeden og flink fyr.

Hvordan så din fodboldkarriere ud, inden du kom til B.93?

– Jeg er født og opvokset i Hornsyld, en mindre by midt i Bjerre Herred, der ligger på halvøen mellem Horsens Fjord og Vejle Fjord.

– Da jeg var klar til at snøre mine første fodboldstøvler; jeg var fem år, så måske har jeg fået lidt hjælp, og i øvrigt var det ikke støvler, men det man kaldte gummisko, var Hornsyld IF gået konkurs, og de lokale sportsaktiviteter blev i stedet varetaget af Bjerre IF fra nabobyen, så min far kørte mig til og fra træning to gange om ugen.

– Bjerre IF var en mindre klub, men min 1963-årgang spillede op gennem ungdommen i A-rækkerne, hvilket nok svarede til næsthøjeste niveau, lidt under de lokale divisionsklubber.

– Da vi nåede juniorårene og vores aktionsradius var blevet større, fordi den lokale transport til og fra træning kunne klares på mere eller mindre lovlige knallerter, fik vi samlet et rimeligt stærkt hold med spillere fra naboklubberne. Det betød, at da vi var førsteårs ynglinge (U19, hedder det vist i dag) vandt vi A-rækken ret suverænt med en enkelt uafgjort og ellers lutter sejre.

– Da der kun var få spillere fra årgang 1962 med på holdet, mente jeg og et par holdkammerater, at vi burde prøve os af i en højere række. Det lykkedes os at overtale bestyrelsen til at tilmelde os i den jyske Ynglinge mesterrække. Det var selvfølgelig ikke helt så fint, som det der hed YDM, hvor klubber som AaB, AGF, Horsens FS og Vejle Boldklub spillede. Men det var før der var noget der hed FC Midtjylland, så vi kom i pulje med både Ikast FS og Herning Fremad.

– Der blev også spillet forholdsvis god fodbold, og der var nogle markante spillerprofiler i rækken. Eksempelvis spillede Sigurd Kristensen for Brande. Han blev senere kåret til pokalfighter i 1986, da Ikast tabte 2-1 til B1903.

– I Viby IF spillede Jan Lauridsen. Han opnåede at blive professionel håndboldspiller i Aarhus KFUM og Las Palmas, og professionel fodboldspiller i AGF, Viborg og Horsens. Han blev danmarksmester i håndbold (med Aarhus KFUM) og i fodbold (med AGF). Han nåede også at spille på begge landshold med fire kampe i håndbold og en enkelt A-landskamp i fodbold. Det er nok ikke noget, vi kommer til at se nogensinde gentage sig.

– Vi havde et enkelt udfald hvor Ikast kørte os over med 7-1, men vi endte midt i rækken, så alt i alt en rimelig succes for en Serie 3 klub.

– Fodboldformanden i Bjerre IF var Horsens Folkeblads sportsjournalist/-redaktør Tommy ”Kuglepen” Poulsen. Han havde gode forbindelser i både Horsens FS og i Vejle Boldklub, så mange tidligere divisionsspillere startede deres trænerkarrierer i Bjerre IF.

– Første træner var Per Madsen, der kom med 100 førsteholdskampe fra Horsens FS. Det kunne være blevet til flere, men han spillede også lige et par år i Ikast. Han startede med at gøre Bjerre IF til jyske mestre i Serie 5, og afleverede klubben i Serie 2.

– Herefter overtog Tommy Hansen, der kom med en ballast i form af 3-4 år som professionel i Belgien, et par landskampe og mere end 200 kampe for VB samt et par Danmarksmesterskaber. Han blev min første træner i seniorårene. Han førte os fra Serie 2 til Jyllandsserien.

– Klubben havde således haft fem oprykninger på syv år, ikke så dårligt. Men dog lidt dårligere end Ulkebøl (i Sønderborg), der med en vis Poul Hansen (senere i Haderslev, Lyngby og AGF) i spidsen, lykkedes med fem oprykninger på fem år.

– Dem mødte vi i Jyllandsserien. Mens vi røg ud med et brag, blev de hængende. Undervejs fik jeg dog to kampe mod Claus Knudsen, der i dag er en af de mest kreative kræfter på vores 60+ hold. Han spillede i IHF, hvor den spillende træner Frank Olsen (tidligere kendt som en hårdt spillende back i AGF), også rådede over Kenni Andersen (der senere blev danmarksmester med AGF) og en vis Frank Pingel.

– Efter nedrykningen overtog Knud Herbert Sørensen trænerjobbet. Han kom også fra VB med hele 476 kampe, et par Danmarksmesterskaber, pokaltitler og et par landskampe. Jeg fik et enkelt år med ham i Serie 1, inden jeg flyttede til København.

– Knud Herbert fik efter to år Bjerre IF tilbage til Jyllandsserien. Herberts drenge sikrede sig i øvrigt oprykningen samme dag som jeg scorede mit første mål for Fremad Amagers DS-hold. Det skete på Gentofte Stadion mod HIK, der havde Knud Herberts tidligere holdkammerat fra Vejle Boldklub, Alex Nielsen, på mål.

– Så da kampen var slut skyndte jeg at finde en mønttelefon for at ringe ”hjem” til Hornsyld Stadion for at høre om oprykningen var kommet i hus. På det tidspunkt var det jo ikke helt udelukket, at jeg skulle ”hjem” igen, så ville det jo være rart at vide hvilken række man skulle spille i.

Mellemspil: Sejlsporten ligger til familien

– I min familie har vi altid sejlet.

– Med udgangspunkt fra Juelsminde foregik mange sommerferier i min barndom i en 21′ motorbåd. Ofte i det sydfynske øhav.

– Men da jeg brugte det meste af min fritid på fodboldbanerne og i håndboldhallerne i Jylland, fik jeg aldrig selv gjort noget ved sejlsport. Det tog andre i familien sig af.

– Min fætter blev danmarksmester i 606, og jeg har en niece, der var på ungdomslandsholdet i windsurfing.

– Jeg elsker at sejle og tager med hver gang jeg får muligheden. Min drøm er at krydse Stillehavet …

Hvorfor skiftede du til B.93?

– Man kan måske godt sige, at jeg prøvede at undgå B.93. Da jeg flyttede til København efter en ”karriere” i min barndoms serieklub, ville jeg lige ”give den et skud” og afprøve mig på højere niveau.

– En roommate foreslog B.93, men på det tidspunkt kendte jeg kun B.93 fra mandagsudgaven af Horsens Folkeblad, hvor jeg kunne se at de ikke ligefrem scorede mange mål. 0-0 var et typisk resultat i de år. Men hvad værre var, B.93 havde færre tilskuere end min barndoms serieklub, så jeg var ikke helt med på den idé.

– Da jeg så flyttede ind på Øresundskollegiet på Amager, lå det lige for at vælge de blå på Sundbyvestervej. Her startede jeg på 4. holdet. Men allerede samme efterår fik jeg debut på Fremad Amagers DS-hold. Året efter spillede jeg fast for DS-holdet, men fik også otte førsteholdskampe med en kamp mod AB i Landspokalen og syv kampe i 2. division (den gang 2. division faktisk var 2. division, altså den næstbedste række).

– Efter at have ”toppet”, og indset at jeg hverken fik en udlandskontrakt eller en landsholdskarriere, stoppede jeg på ”eliteniveau” og spillede i stedet lidt sekundabold, blandt andet i Røde Stjerne under DAI.

– I 2000, efter jeg var flyttet til Østerbro, mødte jeg min tidligere holdkammerat fra Røde Stjerne, Kenneth Carstensen. Han tog mig med til træning i B.93, så alt herfra er lidt hans skyld. Jeg har derefter spillet på alle gammelmandsholdene mellem 32+ og 60+, eller som det lidt mere poetisk hedder ”fra Old Boys til Grand Old Masters”.

– I dag kan jeg ind imellem godt ærgre mig lidt over at jeg ikke valgte B.93 dengang, men på den anden side er det nok ikke særligt sandsynligt at jeg havde fået lov at spille divisionsbold i B.93. Min indstilling og mine boldmæssige kompetencer passede nok bedre til Fremad Amagers ”sætte bolden på spil” end til B.93’s, ”holde på bolden og køre den rundt”. Man kan sige, at i Fremad var der i 1-2 kombinationer altid mindst en fremadrettet aflevering, i B.93 var mindst to af afleveringer til siden eller bagud.

– Men uanset, at klubben kørte ”kuglen lige rigeligt rundt” for min smag, kan jeg godt savne at have oplevet ”Det Gamle Anlæg”. Jeg har gennem min tid i B.93 jo hørt så meget om det, at det er lige før jeg kan bilde mig selv ind at jeg var en del af det.

– Men reelt har jeg kun været på Det Gamle Anlæg tre gange. Første gang en 3. holdskamp (Serie 1 og et 2-2 resultat, tror jeg), anden gang en DS-kamp, hvor vi vandt 6-5, efter at havde været nede med 5-2 på Østerbro Stadion. Claus Vandborg var træner for B.93, så han kan måske forklare hvad der skete.

– Sidste gang jeg var på Det Gamle Anlæg, var efter en formiddagstræning i Fremad Amager, hvorefter vi kørte til Østerbro for at se pokalfinalen. Den tabte Ikast … igen. Denne gang til Brøndby IF. Vi parkerede på Østerbrogade og Mukremin Jasar tog os med ind gennem ”præstens have”, så han kunne vise os sin tidligere klub, inden vi tog videre til pokalfinalen i Idrætsparken.

Hvad er din funktion i klubben (udover dit fodboldspil)?

– Da jeg startede på Old Boys holdet, røg jeg ret hurtigt ind i en holdlederrolle sammen med Johnny Horn. Jeg har efterfølgende været holdleder i flere omgange for det hold jeg nu spillede på. De sidste to-tre år har jeg dog haft fri, men jeg kan så tage nogle kampe som dommer for de unge knægte på 50+ og 55+.

– Derudover sidder jeg i Hovedbestyrelsen som kasserer. Siden foråret har jeg været klubbens repræsentant i B.93 Copenhagen ApS og Q ApS bestyrelserne, og så er jeg også klubbens repræsentant i Nordhavn IF.

Hvordan ser du B.93, med dine egne ord?

– B.93 er jo en erklæret elitær klub, men dog med en stor brede. Med knap 4.000 medlemmer, er det selvfølgelig ikke alle, der kan dyrke elitefodbold eller -tennis.

– Men jeg synes generelt, at vi formår at kombinere brede og elite. Det er en svær opgave, men ledere, trænere og ansatte gør hver dag en stor indsats for at få det til at lykkedes.

– Efter min opfattelse kan en klub heller ikke fungere alene med en elite. Den skal bygges på en bredde.

– Alternativet er en fodboldforretning. Det er muligt at nogle af de store fodboldforretninger kan fokusere alene på eliten. Men mange af dem kører også med store underskud.

– Se bare hvordan det ser ud på heden (minus 40 millioner), for de gule på Vestegnen (minus 131 millioner), og ”Den Gule Fare”, der spiller i samme række som vores eget første herrehold, havde et underskud på 80 millioner kr. sidste år. Sådan kan det reelt kun køre videre, så længe amerikanske pengemænd vil være med.

– Så på det elitære er vi oppe mod store konkurrenter, og set i det perspektiv kan man næsten tale om at vi overpræsterer, når både vores herre- og dametennisspillere blander sig i medaljefordelingen til DM og vores fodboldherrer og -damer spiller med i næsthøjeste række.

– Og så er B.93 jo blevet ”hip”. Takket være fanklubben og andre gode kræfter, er det nu blevet in at komme på stadion. Så i dag ville jeg ikke kunne bruge tilskuertallet til at fravælge B.93.

– Mine drenge, der ellers hænger lidt for meget ud ovre i Parken, tager gerne deres B.93-trøjer på, når de ønsker lidt positiv opmærksomhed. Den smukke hvide trøje med det klassiske logo bliver bemærket og komplimenteret.

Giv mig tre ord, som beskriver dit forhold til B.93

– Kærlighed. Boldglæde. Kærlighed.

– Jeg har haft kolleger, der er mødt på arbejde i en t-shirt med teksten ”Hader …”. Jeg mener jo det er en helt forkert indgangsvinkel, og det er heller ikke gået ukommenteret hen.

– I livet eller i fodbold må det aldrig, aldrig, aldrig handle om at hade (heller ikke en modstander). Der må og skal være fokus på at elske (sit eget hold).

– Til alle, der gider se det, og en hel del der ikke selv har bedt om det, viser jeg gerne artiklen i KøbenhavnLiv fra oktober 2022 om Sutterne fra Sydhavnen, der driller B.93. To fangrupper, der mødes før kamp til hygge, godmodigt drilleri og en fælles fan-march med ”gå-bajere”. Jeg håber vi kan bevare dette, også når vi om et par år spiller i Superligaen.

– Glæden ved legen med bolden, ja, det kan godt være, at B.93 spiller den lige lovligt meget rundt, men jeg elsker at se unge drenge og piger lege med bolden på Svanemølleanlægget.

– Faktisk kommer jeg ofte som første mand på banerne, selvom jeg blot skal dømme, bare for at se nogle unge mennesker lege med en bold.

– Og jeg elsker at se Addo og Fisnik køre rundt med de tunge drenge fra Horsens … nå ja, fik jeg fortalt at jeg er vokset op som Vejle-fan.

Skrevet af Claus Vandborg.
Topfoto: Claus Vandborg. Supplerende søstærke fotos: Privat.