B.93 er en helt unik klub.
Axel Bech er født 7. marts 1949 og er kendt i B.93 for at være klubbens karismatiske formand i perioden fra 1999 til 2003. Det var en svær tid for B.93 med mange store udfordringer, en elendig økonomi (efter den katastrofale sæson i Superligaen), samt en ledelse som fungerede skidt. Axels tid som formand i B.93 var ikke nem, men han kæmpede for klubben, som den fighter og hædersmand han altid har været.
Hvis vi går lidt længere tilbage i historien om Axel Bech, fortæller profilen at han spillede fodbold i Viborg, hvor idolet var Finn Døssing (som jo røg til Dundee United FC i Skotland). Axel spillede håndbold i VHK om vinteren, men dyrkede atletik hele året. Senere blev Axel student i København, og spillede håndbold i USG. Han var medlem af både KIF og Sparta, men valgte KIF og 10-kamp, hvor han blev udtaget til EM-ungdom i Tjekkoslovakiet. Det blev dog aflyst grundet Sovjetunionens invasion. En lille sjov detalje var at når de trænede på Østerbro Stadion, skulle de træde hullerne ned efter spyd- og diskoskast, så der ikke blev ballade med B.93, der skulle spille fodbold på banen.
Udover dette kan det nævnes, at Axel var på Hellerup Seminarium 1969-74, og senere lærer på Sankt Annæ Gymnasium, folkeskoleafdelingen 1975-87. Aktiv i Idrætsdebatteatergruppen ”MODSPILLERNE” i 70-80’erne med blandt andet sidste pladeudgivelse på DEMOS: ”Sange om idræt” og cabaret´en: ”Kampen er i gang”. Bogudgivelse: ”Friluftsaktiviteter – Sociale lege” i 1984.
Så blev profilen skoleinspektør på Øster Farimagsgades Skole, hvor han sad til 2022. Han var også skolelederkonsulent i Undervisningsministeriet fra 1992-98.
Axel er gift med Kirsten (siden 1977, hun spillede på landsholdet og var med ved VM i hockey i 70’erne). Axel har tre børn: Morten 42 år, Henrik 41 år og Anna på 39 år – samt otte børnebørn.
Axel var en af de helt store personligheder på Østerbro i de gyldne dage.
Grunden til jeg var i B.93
Min ældste søn Morten startede som miniput i 1989 på det gamle anlæg på Østerbro med Dan Lübbers som træner.
Senere efter rykket ud til Svanemølleanlægget fik han Mogens Hansen og Ulrik Ulriksen som trænerduo, hvilket blev en super oplevelse. Drengene lærte at spille på alle pladser, udviklede sig til et stjernehold med mange mesterskaber, og der blev et godt sammenhold mellem forældrene med mange fodboldture rundt om i somrene til store cupturneringer i hele landet. Se billeder og beskrivelser i jubilæumsskriftet fra 1993.
Morten og hans søstre Henrik og Anna spillede også tennis hos Dina og Ernst. Det var lærerige, gode og sjove år i en fantastisk klub. Morten blev i klubben til efter studentereksamen, hvorefter han var studenterarbejder i Frankrig. Han spillede på et særligt hold. 3.holdet var vist i serie 1, som de vandt, men ikke kunne rykke op fra. Det var med Flemming Johansen som træner.
Det jeg holdt mest af ved B.93
Klubbens store og flotte historie fantastisk formidlet af kultur- og redaktionsudvalg bestående af inkarnerede og helhjertede trofaste medlemmer, ikke mindst gennem Palle ”Banks'” helt unikke bøger, som gør B.93 er en helt unik klub.
Hele stemningen og ånden, når man som forælder kom i klubben og på banerne. Man følte, der var interesse fra alle sider for alle hold. En vinterdag, da Morten spillede kamp på grusbanen kom Jens Kolding hen til mig og spurgte mig, hvad jeg lavede. Sskal du ikke selv til at spille? Tre dage efter spillede jeg med på Superveteranholdet, og så var jeg en del af klubbens gammelmandsafdeling fra ”knægtene” fra Old Boys holdet, som spillede på mange andre hold til ”Grand Old Masters”. Der var plads til alle, hvilket betød masser af kampe og gode venner, vinterturneringer og fester med konerne i de gode lokaler på Svanemøllen.
Min største oplevelse i B.93 regi
Blandt mange gode, skønne og sjove oplevelser, må jeg nok nævne min tur med direktør Jørgen Hansen til besøg hos Arsenal ”The Gunners” og deres ikoniske træner Arséne Wenger i 2001 i forbindelse med salget af Per Krøldrup. Historien er kendt. Vi skrev under på kontrakten på 5. mio., men Per og hans far sagde nej tak. De kunne ikke få garanti for tilfredsstillende krav om spilletid og en lejlighed i London, hvor han kunne fortsætte sine universitetsstudier i historie. Det skabte røre og uro i klubben. Det var på det tidspunkt, man kunne skue økonomiens nedbrud, og selv om Per blev solgt til Udinese få uger senere med en væsentlig bedre kontrakt for ham, så måtte vi se konkursen i øjnene. Så det var måske en stor oplevelse, men i en trist og kedelig tid for klubbens økonomi og mig som formand.
Fem ting I skal vide om mig
1 … at jeg er stolt over, at have fået den mulighed for at spille sammen med mange af de helt store trofæer, tidligere landsholds- og 1. holdsspillere, som stadig står som forbilleder for fremtidens talenter.
2 … at jeg i en sæson blev topscorer med 37 mål, fordi mine dygtige holdspillere kunne finde eller ramme mig overalt på kroppen, så bolden til alles store overraskelse endte i målet.
3 … at jeg på udebane mod KB snuppede et straffespark som erstatningsmålmand for Palle fra ham, KB’eren, Torben Holm hed han vist (det er Torben Storm, webred.), og var hjælpetræner for landsholdet. Vi vandt og det kunne KB aldrig lide. Når vi spillede hjemme på Fælleden mod KB, kom de arrogant kørende i deres dyre biler helt ind til sidelinjen, stod ud og tog et par knæbøjninger. Det var med blandt andre Holmstrøm, Sorte og Finn Laudrup (Michael og Brians far) – ham med kattepoteafleveringerne. Men vi havde luret dem og startede med lynangreb og mål, så de blev skidesure på hinanden. God taktik, for det var altid en fornøjelse at vinde over dem.
4 … Øster Farimagsgade Skole var “sponsor” for en del unge 93’ere, da de blev ansat som medhjælpere i børnehaveklassen (til glæde for børnene, forældrene og de kvindelige lærere). Det var blandt andet Ketil Clorius, Michael Jørgensen, Niels Madsen og Danny Jung. Sidstnævnte var med i planerne for en idrætsafdeling på ØF’s skole, hvor han skulle fungere med Dan Lubbers med Claus Vandborg som leder. Det blev dog ikke til noget, da sidstnævnte sagde ja til en stilling som fodboldekspert på tv.
5 … at jeg altid har elsket mit arbejde i skolen med børnene, så da helbredet ikke længere kunne holde til fodbolden, så kunne jeg lige så godt blive hos skolebørnene til jeg blev 73. Nu nyder jeg mit otium og de mange børnebørn
– TAK FOR KAMPEN.
Skrevet af Claus Vandborg.
Foto af Kirsten Bech.
