Alexander Haslund fortsætter sin serie om B.93’s tre kerneværdier: Kærlighed, Enkelhed og Udfordrende indsats. Her giver klubbens Presse- og kommunikationschef sit blik på sit liv med og kærlighed til klubben.
Vi har i Kommunikationsafdelingen sat yderligere fokus på B.93’s værdier fra efteråret 2022. Her følger det andet interview i serien efter Hans Drachmann lagde ud 1. august 2022.
B.93 vil altid være i mit hjerte
Som Presse- og kommunikationschef plejer Claus Vandborg B.93’s image indad- og udadtil. Her får han lov til at fortælle om de værdier eller følelser, han mener gennemsyrer B.93.
– Jeg har været medlem af klubben over 50 år. B.93 fylder meget af mit liv, og mine bedste venner kommer fra klubben, siger Claus Vandborg til at begynde med fra B.93’s klubcafe i hjertet af Østerbro.
Claus Vandborg trak for første gang i B.93-trøjen da han var lilleput – og trøjen har fulgt ham gennem hele livet, og det har følelserne også.
De har været voldsomme, da han som dreng synes B.93 havde verdens bedste hold, eller da han selv rundede førsteholdet og var med i truppen til pokalfinalesejren i 1982, der er B.93’s seneste store triumf på fodboldsiden. Han skulle have startet inde, men blev siet fra i opstillingen 10 minutter før startfløjtet efter test af en anden spiller.
Der har også været sure og hårde tider – både med økonomiske problemer og sportslige nederlag, men B.93 er i hjertet.
– Jeg kneb en tåre, da jeg forleden gik en tur på anlægget og så nogle små børn spille fodbold. Det giver lige så meget glæde at se vores yngste medlemmer lege rundt, som at se vores divisionshold vinde, siger han.
– Tennisafdelingen betyder også meget for mig. Ikke kun fordi min søster har været klubbens bedste kvindelige tennisspiller gennem tiden. Elsker at sidde på anlægget og se tennis, uanset niveau.
Følelserne for hele klubben har han ikke kun selv. For at opleve det, kan man bare tage forbi Østerbro Station, bemærker han.
– Følelserne skinner igennem, når du ser en kamp på Østerbro Station. Der står vores mest trofaste fans og synger, også selvom vi spiller ad helvede til. Når fanklubben synger, at “nummer ni er tyk”, er det fantastisk, og det viser de har humor.
– Jeg bliver selvfølgelig ked af det, når der er nogle, der taler grimt om andre eller om klubben. Men så længe det holdes på et anstændigt niveau, er der fuld ytringsfrihed. Jeg skal ikke rende rundt og tjekke og godkende alt, hvad der bliver sagt og skrevet. Sådan er det i B.93.
Plads til alle
Claus Vandborg har gennem de mange år i B.93 både spillet og trænet på hold i alle aldersklasser og niveauer, og han har siddet i klubbens hovedbestyrelse.
For nogle år siden stiftede Claus Vandborg gruppen “De Gyldne”, som han er formand for. Det er godt bevis på, at klubben favner bredt, mener Claus Vandborg, der pointerer, at klubben netop ikke kun handler om eliteholdet.
– B.93 er en klub, som favner alle – både elite og brede, unge og gamle. Det er et sted, hvor du kan få venner for livet, og hvor der bliver taget godt imod alle. Sådan har det altid været i B.93. Det skal være et sted, hvor folk skal føle sig velkomne.
– Men B.93 er også et sted, hvor der er en klar linje, uddyber Claus Vandborg.
Der er høje ambitioner for medlemstal, Tennisafdelingen, Ungdomsafdelingerne i Fodboldafdelingen og 1. holdene for den professionelle fodbold. B.93’s bestyrelse har formuleret det med baggrund i de tre værdier: Kærlighed, Enkelhed og Udfordrende indsats.
Selv afholder Claus Vandborg fra at bruge de ord.
– Det er meget abstrakt at tale om så konkrete værdier, for det er meget subjektivt. For mig handler det om følelserne. Følelserne er vigtigere end værdierne.
Og så er klubbens politik enorm vigtig, pointerer han.
– For politik går i sidste ende ud på at fordele værdierne. Og her mener jeg, at vi gennem årene generelt har været gode til at drive en mangfoldig klub, hvor der er plads til både ungdom, senior, amatør, elite, tennis og fodbold, selvom det er en svær opgave, siger han.
Byens Ægte Hold
– Derudover der ét kendetegn for B.93, som er svært at se bort fra, mener Claus Vandborg. Østerbro har altid været tæt forbundet med klubben.
– Det er B.93 med sine traditioner, mesterskaber og massevis af spillere og medlemmer, som er Østerbro-klubben, pointerer han.
– Østerbro er vores område, og det betyder rigtig meget for os. Selvom FC København flyttede ind i Parken for nogle år siden, er vi Byens Ægte Hold.
– Det er klart, at området har en række klubber, men vi er større, og vi har – med al respekt for bydelens øvrige klubber – en anden historie og højere ambitioner. Men vi har enorm respekt for dem, og det håber jeg også de har for os.
I dag befinder B.93 sig et stykke fra Superligaens niveau både sportsligt og økonomisk, men Claus Vandborg slår fast, at der i klubben er et udtalt ønske om at vi skal op i rækkerne på fodboldsiden.
– Vi er selvfølgelig nødt til at være realistiske. Der skal rigtig meget tro til for at flytte bjerge, men uden troen kommer vi ingen steder. Vi spiller allesammen hovedrollen i vores eget drama, og det gælder også for vores klub.
– B.93 vil altid være i mit hjerte, slutter Claus Vandborg.
Interview af Alexander Haslund.
Topfofo af Claus Vandborg i samtale med Hans Drachmann: B.93 arkiv. Supplerende fotos: Privatarkiv.