Vælg en side

EM for kvinder med to tidligere B.93’ere.

EM for kvinder er startet og vi tillader os at tage de ofte brugte “B.93 briller” på og sætte en smule fokus på to af spillerne fra truppen, som ikke alene har til fælles at de har spillet i B.93, men også at deres fornavn er Sofie. Begge har spillet U-landsholdskampe før de debuterede på Danmarks A-landshold.

Sofie Bredgaard er født 18. januar 2002. Sofie var kun 16 år gammel, da hun fik debut på vores bedste seniorhold. Hun er for øvrigt profil nr. 91 i 93’eren. Sofie blev rykket fast op på 1. seniorholdet, da hun fyldte 17 år.

Hun blev i efteråret 2018 delt topscorer i U18 DM-ligaen med 15 mål, selv om hun ikke engang spillede alle efterårets kampe for vores U18 DM Piger – netop fordi hun fik debut på seniorholdet og spillede syv kampe i Elitedivisionen.

Sofie scorede i sin første ligadebut på Østerbro Stadion mod Odense Q. Det var ingen overraskelse at vi måtte sige farvel til dette usædvanlige talent, som nu – efter et ophold i Linköpings FC – er på kontrakt i FC Rosengård.

A-landsholdet fik hun debut på kort før slutrunden, og Sofie gjorde en godt indtryk – og hun bliver rigtig god, hvis hun slipper for store skader.

Sofie Svava er født 11. august 2000 og spillede i B.93 til 2015. Efter B.93 skiftede Sofie til Ballerup-Skovlunde Fodbold og derfra til Brøndby IF, FC Rosengård, VfL Wolfsburg og hun er nu på kontrakt i Real Madrid.

Sofie har ikke været ugens profil i 93’eren, for serien var ikke “opfundet” da hun havde sin gang i B.93, men lillesøster Josefine Svava var ugens profil i 93’eren 30. november 2021.

Sofie Svava er en af landsholdets nøglespillere, og en meget dygtig fodboldspiller.

Sofie Svava i landsholdstrøjen. Foto: DBU.

Vi ønsker Sofie Bredgaard og Sofie Svava – og deres holdkammerater – god vind med slutrunden.

Danmarks EM-premiere er i morgen (fredag den 8. juli) kl. 21.00 mod Tyskland. Finland er modstanderen den 12. juli, mens gruppespillet afsluttes mod Spanien den 16. juli.

Skrevet af Claus Vandborg.
Topfoto af Sofie Bredgaard: Tage Majland. Foto af Sofie Svava: DBU.