Klubben har et specielt rum inde i mig.
Ugens profil i 93`eren ( nummer 268 i rækken af klubpersonligheder vi har præsenteret her) er en rigtig “fan-favorit”, nemlig Andreas Heimer. Andreas er født 10. december 1997, og bruger ofte sin fulde navn (Andreas Heimer Hansen).
Andreas fik sin debut på divisionsholdet 6. juni 2015, hvor han således kun var 17 år, 5 måneder og 27 dage. Det giver ham en plads på listen over yngste debutanter.
Et afbudsramt hold skulle spille en svær udekamp i Valby Idrætspark mod et af topholdene Frem. Holdets bedst kendte spiller var nok Martin Heisterberg. Andreas startede kampen på bænken, men blev fast mand som 17-årig i efteråret 2015.
Han fik også kampe på U18-landsholdet og U19-landsholdet. I midten af november var han på træningsophold i hollandske Zwolle. Fra foråret 2016 var Andreas fast mand (14 kampe), og viste sit store talent på den offensive midtbane. Da kontrakten med B.93 udløb valgte Heimer – noget overraskende – at skifte til 1. divisionsklubben Thisted. Heimer har haft succes i det jyske. Så meget, at Silkeborg købte ham fri af Thisted. Efter udflugten til Jylland og Næstved vendte Andreas Heimer tilbage 3½ år senere til Østerbro.
Desværre har han kæmpet med skader den sidste del af sin karriere, og han er også skadesmeldt i denne tid
Grunden til jeg er i B.93
Grunden til at jeg er i B.93, skyldes at klubben har et specielt rum inde i mig.
Det er den klub der hjalp mig på benene igen efter en hård frasortering i ungdomsårene. Den klub jeg startede med at blomstre op i. Den klub jeg ser som hjem.
Jeg står lige nu i et genoptræningsforløb og findes der et bedre sted at slikke sine sår, end et sted hvor man har hjemme. Derudover er det et sindssygt spændende projekt, der er stablet på benene, med et spændende setup. Truppen er ung og ærgerrig, med en lyst til at forbedre sig dagligt. Det så jeg mig selv passe perfekt ind i.
Det jeg holder mest af ved B.93
Det sammenhold og commitment, der er på tværs af hele klubben, samt den tryghed jeg finder her. At jeg ved min retur stadig ser en Martin Heisterberg på lægterne, der virkelig tog en arm om mig, i mine unge dage.
At fanklubben stadig står stærkt og mødetrofast. Selv når hvepsenes sidelinje/pløjemark, uden tag, bliver givet i øsende regn. Alle de velkendte ansigter der altid er der for klubben og er klar til at hjælpe en. Det gør det virkelig til et unikt fællesskab, som jeg holder enormt meget af
Min største oplevelse i B.93 regi
Det må nok være en af mine første kampe på senior, der for mig var et vendepunkt. Det var en kamp mod Frem på Valby Idrætspark i efteråret 2015, hvor en 17-årig knægt kommer ind i 82. minut til en stilling der hed 0-0. Jeg scorer sejrsmålet, mit første senior mål, i slutningen af kampen og løber ud til en fyldt tribune af ren eufori, med en bunke af holdkammerater omkring.
Jeg tror dog at dagen, hvor jeg træder ind på Østerbro Stadion igen, på flere parametre personligt og emotionelt, vil overgå den tidligere oplevelse.
Fem ting I skal vide om mig
1 … Jeg elsker at være kreativ og have gang i små hjemmeprojekter
2 … Jeg er meget tålmodig og udholder også Milans minutlange rap-sessioner på daglig basis
3 … Jeg drømmer altid stort
4 … Elsker de små goder i livet og hopper altid på Martin Skous briks, hver gang jeg ser bare en lille mulighed
5 … Kan godt lide at lære nye ting, og hvis jeg bliver bidt af noget, stopper jeg ikke før jeg kan det.
Skrevet af Claus Vandborg.
Topfoto af Christian Midtgaard. Mindre ungdomsfoto portræt fra arkiv.