Vælg en side

Yngste og ældste debutanter og ældste spillere

Her kan du se en oversigt over yngste og ældste debutanter samt ældste spillere i B.93 gennem tiderne. Nederst en opgørelse over de spillere med længst periode fra debut til sidste kamp.

Yngste debutanter er opdelt i to dele:

  1. Spillere i nyere tid (siden 1945)
  2. Spillere i gamle dage (før 1945).

I meget gamle dage – indtil 1919 – var junior (U17) de ældste ungdomsspillere. Ynglingerækken (U19) blev indført 1919, drengerækken (U15) i 1936 og lilleput (U12) i 1946.

Yngste debutanter siden 1945 (under 18 år)

Som det tydeligt fremgår af oversigten, var det først i starten af 00’erne, at det blev moderne, at give debut til 16 og 17-årige.

I perioden 1945 til 1999 var der kun to debutanter (Daniel Jensen og Claus Jensen) på under 18 år. Tallet er mangedoblet siden 2000. Langt de fleste kommer – mere eller mindre – fra klubbens egen ungdomsafdeling.

Da Jan Højland, netop fyldt 18 år, i 1970 blev rykket op som senior 1 år før tiden, var det noget, der først skulle godkendes af hans forældre og derefter af klubbens bestyrelse og efterfølgende af DBU. Han kunne efterfølgende ikke rykkes tilbage som ynglingespiller.

I øvrigt indeholder listen mange spillere, der har fået en flot karriere.

Yngste debutanter før 1945 (under 18 år)

For at finde den ældste debutant nogensinde skal vi helt tilbage til 22-10-1899, hvor backen Harald Hansen debuterede i en alder af 15 år, syv måneder og otte dage. Harald Hansen var også med i Danmarks allerførste landskamp ved OL i 1908.

På listen finder vi prominente navne som Anthon Olsen, Kaj Hansen (Lille-Kaj), Fritz Tarp og ikke mindst Michael Rohde.

Ældste debutanter gennem tiderne (minimum 30 år)

Når en spiller først debuterer efter det fyldte 30 år, har det sædvanligvis en god forklaring, nemlig at vedkommende er kommet fra en anden klub.

Da B.93 efter første halvdel af sæsonen 2004/05 lå placeret under stregen i 1. division, hentede trænermakkerparret Danny Jung og Dan Lübbers de to rutinerede divisionsspillere Bo Henriksen (30 år) og Jesper Falck (34 år). Kort tid efter blev det populære trænerpar Jung/Lübbers erstattet af Ole Mørk, som ikke fik holdet over stregen. Bo Henriksen blev senere en markant træner i Brønshøj, AC Horsens, FC Midtjylland og FC Zürich.

Ved sæsonstarten i 1979 (kalenderturnering) havde B.93 for første gang to debutanter på over 30 år, nemlig målmanden Ib Saabye (fra ØB) og Johnny Petersen (fra AB). B.93 sluttede på en livsgivende 13. plads og overlod nedrykningen til B1901, Skovbakken og Slagelse.

Den ældste debutant nogensinde er Helge Bronée, der var hele 37 år og fire måneder. Sammen med Carl Aage Præst var Helge Bronée de to helt store stjerner i fælledklubben ØB. De blev begge professionelle i Italien. Da Helge Bronée vendte tilbage til Danmark, og havde udstået den obligatoriske karantæne og et kort ophold i Rødovre, meldte han sig i B.93, som havde jagten ham i rigtig mange år. Det blev kun til fem kampe, idet han brækkede benet i en træningskamp på Klosterbanen.

I 2019 kom den tidligere superligaspiller Quincy Antipas med en fortid i bl.a. Brøndby og SønderjyskE til klubben fra Hobro. Med sine knap 35 år strøg han ind på listens 2. plads. Det blev kun til ni kampe.

I 2023 kom der yderligere tre spillere til listen, nemlig Jacob Egeris, Michael Falkesgaard og Ryan Johnson Laursen.

Ældste spillere gennem tiderne (minimum 35 år)

Det er jo egentligt overraskende, at kun 14 spillere er med på listen. Ikke engang klubbens rekordholder (409 kampe), Ole Petersen, er med på listen. Han var nemlig kun 34 år, da han sluttede karrieren.

Den ældste spiller er meget passende Michael Rohde, der var 39½ år, da han sluttede karrieren i 1933, som var knap 22 år efter hans debut. Michael Rohde blev i 1993 kåret som klubbens største person i klubbens første 100 år.

Længste periode fra debut til sidste kamp

Anthon Olsen ligger øverst på listen med imponerende over 23 år. Anthon spillede 227 kampe og scorede 268 mål. Han blev kaldt ’Kanon Anthon’ pga. sin enorme skudstyrke. Han scorede 14 mål i sine 16 A-landskampe.

Michael Rohde, der spillede 252 kampe/254 mål er med knap 22 år den næste på listen. Michael Rohde var to gange ude af spillet med brækket ben. Alligevel opnåede ’Mikkel’ 40 A-landskampe/22 mål.

Hans Pedersen, målmand, ligger nummer tre på listen, selvom han kun opnåede 78 kampe. Forklaringen er den simple, at han måtte kæmpe mod Svend Jensen, kaldet ’Lange Svend’ og Ove Jensen som begge var landsholdsmålmænd.

Fritz Tarp (250 kampe) og Helge Scharff (224 kampe) havde, pudsigt nok, nøjagtig 19 år, 2 måneder og 14 dage mellem debut og sidste kamp. Jens Kolding på 6. pladsen er eneste fra nyere tid.

Længere nede på listen finder vi navne som Ole Petersen (klubrekordholderen), Nicolas Nielsen, Dan Lübbers, Jørgen Jacobsen, Flemming Nielsen og Kenn Hansen.

Du finder listerne samlet herunder.

15. december 2023 / Palle ’Banks’ Jørgensen

Yngste debutanter siden 1945 (under 18 år)

Klik på screenshot’et for at se oversigten i dette Google Sheet.

Yngste debutanter før 1945 (under 18 år)

Klik på screenshot’et for at se oversigten i dette Google Sheet.

Ældste debutanter (over 30 år)

Klik på screenshot’et for at se oversigten i dette Google Sheet.

Ældste spillere (over 35 år)

Klik på screenshot’et for at se oversigten i dette Google Sheet.

Længst periode mellem første og sidste kamp

Klik på screenshot’et for at se oversigten i dette Google Sheet.