Jeg har altid været glad for B.93.
På dette lidt slørede topfoto ses klubbens formand Hans Drachmann skåle med Erik Brenting. De to modne herrer, hvor af den ene er lidt mere moden end den anden, fejrede Brentings 90-årsmedlemskab af B.93 i 2018.
I dag fylder Erik Brenting 103 år, hvilket betyder at han nu har været medlem af B.93 i 93 år – hvilket er en enestående rekord, som vi må regne med aldrig bliver slået. Dette er noget, som man kun kan have dyb respekt for.
Erik Brenting blev meldt ind i B.93 den 1. april 1928, og han – eller formentlig hans forældre – havde betalt to kr. i kontingent.
Han blev som en ung mand fodbolddommer, men fastholdt medlemskabet af B.93, som han dog – meget fair – undlod at dømme kampe for. Undtagelsen var jubilæumskampen mod Juventus i en udsolgt Københavns Idrætspark i 1953, hvor Erik Brenting var linjevogter.
Brenting var i mange år fast tilskuer til 1. holdets kampe på Østerbro Stadion, og han var der senest i 2016, hvor der var festdag på stadion.
Vi giver til sidste ordet til dagens hovedperson, som udtrykte sig kort og præcist.
Erik Brenting
– Jeg har altid været glad for B.93.
Bonusinformation
Reglerne i B.93 er således, at hvis man melder sig ud og senere vender tilbage, så får ikke sin anciennitet overført.
Med hensyn til længste medlemsskaber i B.93 så finder vi selvfølgelig Erik Brenting på en klar førsteplads, men andre interessante navne findes også på denne liste (vi holder os til dem som er blevet medlem før 1950):
- Leif Rønnow (indmeldt 1944)
- Henrik Lindholm (indmeldt 1947)
- Bjarne Eklund (indmeldt 1947)
- Leif Clemens Pedersen (indmeldt 1948)
- Ole Flemming Hansen (indmeldt 1949) og
- Ralf Bo Petersen som – lidt pudsigt – har været passiv medlem siden dagen hvor han blev født – nemlig 13. august 1946 (Ralfs far var kasserer i B.93, og stod bag det).
Erik Brenting mistede sin hustru Inger sidste år, og bor på plejehjem.
Skrevet af Claus Vandborg.
Topfotoet fra april 2018 er taget af Inger Brenting.