Vælg en side

Vi har store ambitioner ift. det nye licenssystem.

Ugens profil Nicolaj Berendt er født 16. juli 1987 og er uddannet folkeskolelærer. Nicolaj er gift og blev far i sommer (se længere nede) Nicolaj er talentansvarlig på Pigeakademiet, hvor han gør en forskel – ikke mindst grundet en meget seriøs indstilling. Han er meget flittig, og kommer til at blive B.93 en god mand fremadrettet. Nicolaj er for øvrigt profil nr. 206 i rækken af klubpersonligheder i 93’eren, og han har været i B.93 før (læs længere nede i teksten).

Grunden til jeg er i B.93
Jeg er vendt tilbage til B.93, fordi ambitionerne og visionerne passer med mine egne, og fordi jeg tror på at vi stadig kan flytte Pigeakademiet yderligere.

Da Lauritz Smed kontaktede mig, var jeg ikke i tvivl, og jeg synes allerede, at vi har flyttet os meget siden jeg startede i september. Vi har store ambitioner ift. det nye licenssystem, og jeg er sikker på at vi kan skabe noget rigtig spændende allerede i 2021. Det vigtigste er dog, at vi snarest muligt skal have skabt rammerne for at tilbyde pigerne de bedste muligheder og det bedste miljø.

Det jeg holder mest af ved B.93
Jeg elsker, at det er en klub, som formår at rumme mange forskellige mennesker. Uanset om det er fodboldmæssige, kulturelle eller andre forskelle, så er alle velkomne! Og så er jeg også vild med målet om, og traditionen med, at udvikle sine egne spillere.

Min største oplevelse i B.93 regi
Som træner må det være nogle af de ture jeg har været på, især i 2009, hvor jeg nåede til Polen med et pigehold, og henholdsvis Tyskland og Frankrig med et U17 og U19 hold. Som tilskuer må det være pokalkampen mod AaB i december.

Men noget af det der står klarest var da vi var til Pinsestævne, og jeg sad med to fædre, der for første gang kunne sidde sammen og fortælle om hvordan de hver især havde oplevet Balkan-krigen. Det havde intet med fodbold at gøre, men fordi deres sønner nu spillede sammen, kunne de sidde ved samme bord.

Fem ting I skal vide om mig
1 … Jeg har været træner i B.93 i 2008-2010, og er nu tilbage
2 … Jeg elsker at lave mad, men har en stor svaghed for take-away-sushi
3 … Jeg er stor Liverpool-fan, og vandt en Barolo i et væddemål da de blev mestre (De skulle vinde et mesterskab før Brøndby)
4 … Jeg har trænet Niels Morberg fra 1. senior, da han var U13 spiller
5 … Jeg bor sammen med min kone, Kathrine, og vi har en datter der hedder Mathilde.

Skrevet af Claus Vandborg.
Foto af Claus Vandborg.