Vælg en side

B.93 er min klub.

Vi har Ruben Stabell Minerba, der er født 2. maj 2005 som ugens profil i “93’eren” i denne uge. Han er jo (som den kvikke læser har bemærket) lige fyldt 16 år, og går i 9. klasse på Sortedamskolen. Planen er at Ruben starter på Gefion Gymnasium efter sommerferien.

Ruben spiller i midterforsvaret lige nu, men har også spillet midtbane i mange år. Han har spillet fodbold i klub siden sit femte år og i B.93 siden han var syv år. Ruben er rykket op fra U17 til U19 og har fået debut i U19 divisionen. Ruben har boet hele sit liv på Østerbro sammen med sin storebror, mor og far.

Webredaktionen fik et brev fra Hans Duelund, der var ugens profil 8. september 2020. Hans var tydeligt begejstret for Ruben og skrev blandt andet:

– Ruben går altid forrest til både træning og kamp, er meget vellidt, altid smilende, første mand til træning og kamp og en af de sidste der går. Blev her efter sommeren anfører på U17, men vi “mistede” ham til U19. Derudover har Ruben flere gange været inviteret op til 1. Herresenior, hvor han som altid har gjort en flot figur.

Grunden til jeg er i B.93
B.93 er min klub og jeg trives der med fantastiske spillere og trænere omkring mig, som altid tror på mig og er der for at gøre mig bedre. Desuden er B.93 en klub som gerne vil udvikle spillere. Det synes jeg skaber muligheder for mig til at blive en bedre fodboldspiller.

Det jeg holder mest af ved B.93
Det jeg holder mest af ved klubben, er at man kommer for at blive bedre. Altså at spillerne er der for at udvikle sig, men samtidig også for at gøre hinanden bedre. Miljøet på og udenfor banen er også noget jeg virkelig holder af. Nu er jeg for eksempel lige rykket op på U19 og selvom jeg kun er 15 år bliver jeg godt taget imod og behandlet godt. Så alt i alt er sammenholdet på tværs af årgangene unikt.

Min største oplevelse i B.93 regi
Min største hold oplevelse er nok da vi på U14 vandt Göteborg Cup i Sverige med Ala som træner. Det er noget jeg altid vil kunne se tilbage på med et smil på læben. På det personlige var det da jeg sidste år skrev kontrakt med klubben.

Fem ting I skal vide om mig
1 … Min far er fra Italien og jeg snakker derfor flydende italiensk
2 … Jeg drømmer om at leve af at spille fodbold
3 … Når jeg ikke selv spiller fodbold på banen, banker jeg alle i FIFA
4 … Jeg er kæmpe Roma fan
5 … Jeg elsker sommeren, både fordi jeg elsker at spille fodbold under solen, men også fordi jeg elsker at tage ud at bade med mine venner.

Skrevet af Claus Vandborg.
Foto af Hans Duelund Larsen.