Der er en helt speciel stemning på Østerbro Stadion.
Den udvalgte til 93’eren denne gang, er en vigtig del af vores webcrew. Hans navn er Jeppe Wermuth og er født 16. september 1998. Han står listet som SoMe- & Webassistent i B.93, men det er ikke de eneste han dækker over. Jeppe fortæller at han desværre ingen familierelation til klubben, men blev draget ind af sin studiekammerat, Andreas Levisen Arildsen. Herefter er jeg blevet taget rigtig godt i mod af hele klubben, særligt af Klaus B. Johansen, der har betroet mig med en masse varierende og spændende arbejdsopgaver.
Jeppe er nummer 299 i rækken af klubpersonligheder, vi har præsenteret i 93’eren, så næste gang …
Grunden til jeg er i B.93
Jeg er her, fordi det er en stolt traditionsklub, med en masse fede værdier som jeg kan afspejle mig selv i. Ligeledes har klubben nogle sportslige ambitioner som er en stor motivationskraft for mig, og som jeg ønsker at bidrage til.
Derudover er jeg i klubben for at få en masse erfaring indenfor sportens verden, da det er mit klare mål at begå mig i denne fantastiske branche efter mit uddannelsesforløb.
Det jeg holder mest af ved B.93
Danmarks hyggeligste stadion oplevelse! Der er en helt speciel stemning på Østerbro Stadion, når 93’erne spiller på hjemmebane.
Min største oplevelse i B.93 regi
Selvom Østerbro Stadion giver den hyggeligste stadion oplevelse i landet, er min største oplevelse i klubben på nuværende tidspunkt udebane kampen mod Bk. Frem. En tæt affære med flot spil i størstedelen af kampen, der ender med en scoring til 93’erne i det 88.’ minut. Jeg var så heldig at vores direktør, Patrick Hyldgård, havde sørget for presseadgang til Andreas og jeg, så vi kunne få lov til at følge det tætte opgør fra sidelinjen af og dække kampen på klubbens sociale medier.
Fem ting I skal vide om mig
1 … Jeg bliver ofte forvekslet med Frankie De Jong, og er faldet i snak med én af hans agenter af samme årsag
2 … Jeg er enorm Liverpool fan og følger dem i tykt og tyndt
3 … Jeg er oprindeligt håndbold spiller, og har derfor også stor interesse i den sport
4 … Jeg har for nyligt tilbragt fem måneder i ‘Nordens Paris’, da jeg fik en fantastisk praktik plads i Aalborg Håndbold, der kastede en masse fede og lærerige oplevelser af sig!
5 … Jeg er som de fleste andre på Østerbro Stadion nødt til at skulle have en stadionplatte hver gang jeg er ude og se 93’erne!
Skrevet af Claus Vandborg.
Topfoto af Patrick Hyldgård. Portrætfoto fra privatarkiv.