Vælg en side

Vi spiller for at vinde, men det skal samtidig være både sjovt, hyggeligt og udviklende.

Ugens profil finder vi i vores sprudlende tennisafdeling, hvor Gitte Rasmussen er et stort aktiv. I B.93 er Gitte aktiv holdspiller på senior- og veteranhold. Herudover er hun holdkaptajn sammen med Jan Nyvang (som var i “93eren” 21. december sidste år) for et seriehold udendørs og holdkaptajn sammen med Rogier Folkers for klubbens indendørs 40+ hold.

Gitte arbejder til daglig som HR Director hos Sephora, og bor på Østerbro – i “gåafstand” til B.93. Gitte er – som så mange af os andre – ramt på det sociale. Hun har familie i England, som hun pga. COVID-19 ikke har set i hele 2020. Det er et stort savn, men – som Gitte fortæller har hun “heldigvis stadig familien her i Danmark, både den biologiske og tennisfamilien, som jeg har fået masser af gode oplevelser med”

Gitte gav et indtryk af energi og livsglæde, da jeg mødte hende en kold dag i januar – dette selvfølgelig ved tennisbanerne.

Grunden til jeg er i B.93
Det er lidt et tilfælde at jeg endte i B.93. Som barn og ung spillede jeg i mange år tennis i Gladsaxe, men stoppede som 21-årig og holdt pause i 12 år.

Jeg tror det var i 2010, at jeg blev meldt ind i B.93. En veninde, som spillede på højt plan i en anden klub, fik lejet en bane, så jeg kunne prøve at spille. Det var den eneste klub i København, hvor det var muligt at leje en bane den dag.

Jeg kunne med det samme mærke glæden igen ved spillet. Ole Nørgaard, som dengang var træner, så os stå og slå og tog kontakt og fik mig i gang med indmeldelsen. Jeg kom forbi Lørdags Open, hvor Poul bød varmt velkommen og så var jeg i gang.

Det jeg holder mest af ved B.93
Fællesskabet, holdkampe og Lørdags Open.

Min største oplevelse i B.93 regi
Der er et par stykker, men en af dem må være sommeren 2014. Jeg blev klubmester i både DS, DD og MD. Det at vinde alle tre rækker er vildt, men for mig var det en ekstra stor oplevelse. Jeg var et par år forinden blevet kørt ned og fik at vide, at jeg ikke ville kunne spille tennis igen. Jeg begyndte en benhård genoptræning (nok ikke altid helt fornuftigt), og to år efter stod jeg så med sejren i alle tre rækker. I øvrigt den eneste gang Jan og jeg har vundet MD – vi har været de evige to’ere med finalenederlag til enten Katrine og Morten eller Mette og Rogier.

Fem ting I skal vide om mig
1 … Er der en hund på anlægget, vil jeg ofte være at finde i nærheden, også selvom jeg ikke kender hverken hund eller ejer på forhånd
2 … Jeg er ret glad for mad, både at spise og lave det. Jeg har en hemmelig drøm om en dag at lave en kogebog
3 … Jeg er et temmelig engageret og energisk menneske. Det ses nok både på tennisbanen og i mit arbejde hos Sephora, hvor en fællesnævner for begge steder er den holdånd, jeg oplever og sætter stor pris på
4 … Som holdkaptajn går jeg meget op i at spillerne på vores hold er både gode tennisspillere og bidrager til den gode stemning med deres personlighed. Det er vigtigt, at der er en stærk holdånd, hvor vi løfter hinanden. Vi spiller for at vinde, men det skal samtidig være både sjovt, hyggeligt og udviklende
5 … Jeg kan godt lide at høre Thunderstruck med AC/DC, som en del af min mentale forberedelse inden jeg skal spille en kamp.

Skrevet af Claus Vandborg.
Foto af Claus Vandborg.