Vælg en side

Jeg faldt pladask for B.93 for snart tre år siden.

Navnet på den udvalgte til 93’eren denne gang er Daniel Rørbæk Jensen, der er født 26. november 1985. Daniel er medejer af Barkas og Depanneur og bestyrelsesmedlem i B.93, samt medejer og primus motor i 93.Global-projektet.

Daniel er kæreste med Kathrine, og de har kendt hinanden i snart 20 år, De har sammen to børn, Bosse på 3 år (den skønne dreng på dette topfoto) og Mimi på snart et år. De bor til dagligt på Holmen i København, og Daniel fortæller at de har overvejet at få en hund, men at det nok aldrig bliver til noget.

Grunden til jeg er i B.93
Jeg kan ikke prale med, at jeg har været ungdomsspiller i klubben eller har været hardcore fan hele mit liv. Jeg er fra Jylland og har altid holdt med FC Midtjylland, Roma og Manchester United.

Men jeg faldt pladask for B.93 for snart tre år siden, da jeg gik en tur med min nyfødte søn og fik mig forvildet ind på Østerbro Stadion. Der var en unik atmosfære, folk hyggede sig og der var fed stemning, og jeg henvendte mig den næste dag til bestyrelsesmedlem Ole Ringheim for at høre, om ikke jeg måtte være med til at udvikle klubben, og være med på rejsen til at føre ’93 tilbage til fordomsstyrke.

Jeg kendte naturligvis godt B.93 fra tidligere dage, men jeg blev taget utroligt godt imod, og forstod hurtigt at her var tale om en unik klub – en institution. Derfor er jeg her stadig og har tænkt mig at være her indtil jeg en dag bliver smidt ud.

Det jeg holder mest af ved B.93
Dedikationen, Jeg tror aldrig, jeg har været en del af et projekt, hvor så mange mennesker dagligt går så meget op i deres virke i klubben. Om enten man er frivillig, træner, bestyrelsesmedlem, spiller eller fan. Der er en tro på projektet, egne evner og hvor vi er på vej hen. Det er enestående – og meget motiverende.

Og det er til trods for, at man i B.93 har været meget igennem, og ikke i nyere tid har forløst hverken sportsligt eller kommercielt potentiale. Alle tror på at det kan lade sig gøre, og derfor er jeg sikker på, at det blot et spørgsmål om tid (og gode beslutninger) før det kommer til at ske.

Min største oplevelse i B.93 regi
Nu har jeg jo ikke været med så længe. Men jeg har to oplevelser.

Den ene var kampen i Nordsjælland mod AaB hvor vi vinder 1-0 på mål af Tammer Bany. Det var virkeligt en fed oplevelse.

Den anden var sidste år i kampen mod AB, hvor vi desværre spillede uafgjort, men havde over 1.000 mennesker på lægterne. Det var en forløsning rent personligt at nå en milepæl med så mange folk på terrassen til en 2. divisions kamp, og noget vi kan bygge videre på. Det var et smukt sammenspil hele vejen rundt. Klubben, selskabet og fanklubben, og et godt eksempel på hvordan vi skal arbejde sammen på i fremtiden for at sikre sportslig og kommerciel succes. Mens dette skrives skylder Ole Ringheim mig i øvrigt stadig en middag pga. den bedrift.

Fem ting I skal vide om mig
1 … Jeg har en del ting på CV’et – men først og fremmest er jeg familiefar og det er det bedste jeg ved
2 … Jeg peakede som ynglingespiller, hvor det blev til tre kampe på Herning Fremads U21 hold. Jeg spillede 6’er, men selv den plads var jeg for langsom til
3 … Jeg bryder mig ikke om risengrød
4 … Jeg hedder Daniel Jensen, og har egentligt altid brugt det navn, men af respekt for 93-legenden Jørgen Jensen og hans søn bruger jeg Daniel Rørbæk i 93-sammenhænge
5 … Jeg elsker alt ved Italien.

Skrevet af Claus Vandborg.
Foto af Claus Vandborg.