Kasserer Peter Lysdahl kunne på en velbesøgt generalforsamling 22. april fremlægge et regnskab, der viste et overskud på den ordinære drift på knap 300.000 kr.
Overskuddet ville være blevet større, hvis det ikke var fordi, Boldklubben af 1893 (B.93) har haft betydelige udgifter til den voldgiftssag, som Københavns Kommune har anlagt mod klubben for at få foreningen til at opsige sin lejekontrakt.
Det er 21. år i træk, at foreningen har overskud på regnskabet, hvilket har givet B.93 en nødvendig styrke til at stå imod, når der er modvind.
Peter Lysdahl understregede over for generalforsamlingen, at det ikke er meningen, at B.93 skal være en opsparingsforening, og set i forhold til en omsætning på omkring 25 millioner kroner, er overskuddet da heller ikke overvældende.
Men den sunde økonomi med overskud på driften har gennem årene gjort det muligt for klubben at investere i betydelige forbedringer for klubbens medlemmer, ikke mindst i form af forbedringer af anlægget. Således kan det nævnes, at foreningen gennem årene har været i stand til at investere i blandt andet ekstra kunstgræs, lys på banerne, den nye tennishal, helårs tennisbaner, pavillonen og en række forbedringer i klubhuset. B.93 sparer i øjeblikket også op til udvidelsen af hallen og andre gode formål.
På generalforsamlingen blev Hans Drachmann genvalgt som formand, mens Christian Tiedemann blev genvalgt som Tennisafdelingens repræsentant. Som ny aktiv og bidragende suppleant fra Fodboldafdelingen blev Finn Christensen, af mange kendt som Finn Maler, valgt. Se Hovedbestyrelsen.
Kontingent for passive medlemmer blev uændret fastsat til 750 kroner for et år. Det er billigt i betragtning af de goder, der følger med, og B.93 opfordrer alle gode støtter af den gamle forening, der ikke allerede står i medlemskartoteket, til at melde sig ind og blive en del af fællesskabet i B.93. Alle er velkomne.
Det officielle referat fra generalforsamlingen vil senere blive offentliggjort her på hjemmesiden.
Topfoto: Klaus B. Johansen.