Vælg en side

Jeg er både stolt af klubben og af vores stab.

 

B.93’s tennisafdeling har igennem det sidste år haft et rigtig godt samarbejde med Team Fred og Mette Rytsel. Det flotte stykke arbejde med børnene er ikke gået ubemærket hen. Derfor havde Kulturministeren, Joy Mogensen og DGI’s formand, Charlotte Bach Thomassen valgt at lægge vejen forbi klubben lørdag 16. maj for at se træningen.

Det var faktisk ophavskvinden bag det, nemlig tennistræner Mette Paabøl Rytsel fra Virum-Sorgenfri Tennisklub, som bragte ideen til B.93. Mette fik overrakt Ørsteds og Danmarks Idrætsforbunds pris som “Årets Energibundt” i 2019. Det skete ved DR’s store show “SPORT 2019”.

Læs mere om Mette og Team Fred her.

Vi fik et par udtalelser fra de involverede:

B.93’s sportschef Bo Mortensen

– Vi er meget glade for at Kulturministeren, Joy Mogensen og DGI’s formand, Charlotte Bach Thomassen har valgt at komme forbi vores klub i dag. Det er altid rart, at kunne vise det store stykke arbejde frem som klubbens trænere udfører til dagligt, for vores mange ungdomsspillere.

– Deres fremmøde i dag viser bare, at vi er på rette vej og gør noget godt. Det skal vi blive ved med, så vores allesammens klub er et rart sted at være for både børn og voksne.

Mette Paabøl Rytsel

– Tusind tak B.93. Det var super hyggeligt og herligt at se jeres super gode energi og møde en masse glade børn.

Kulturminister Joy Mogensen

– Jeg vil gerne sige tak for B.93 `s ansvarlighed gennem denne periode med “Corona-udfodringerne”, og det er bare fedt at se hvor mange der har glædet sig til at komme i gang igen. Det glæder mig også at der er så meget glæde omkring sporten.

B.93’s tennisformand Christian Lunøe

– DGI henviste til B.93 Tennis, da de blev bedt af Kulturministeriet om at pege på en sportsklub, der havde gjort et godt stykke arbejde under corona-nedlukningen, og som samtidig gjorde noget for særlige grupper – som fx Team Fred, hvor børn med autisme og andre psykiske lidelser kan prøve sig selv af i trygge rammer.

– Jeg synes æren tilfalder vores stab af dygtige medarbejdere, for det er dem, der har kørt Team Fred-holdet eksemplarisk i lidt over et år, og det er dem, der har stået dagligt på facebook og lavet hjemmetræningsvideoer for alle klubbens medlemmer, mens alt var lukket ned.

– Kulturministerens besøg er en anerkendelse – og en fin en af slagsen, synes jeg – til holdet, der driver det her foretagende. Så jeg er både stolt af klubben og af vores stab på sådan en dag.

Skrevet af Claus Vandborg.
Topfoto er taget af Bo Mortensen. Fotoet af fra venstre Bo Mortensen, Vassili Stroganov, Christian Lunøe og Claus Edvin Niels Holmen i midten af nyheden af Mette Rytsel.