Vælg en side

Gode nyheder for Tennisafdelingen.

 

Dansk Tennis Forbund og DGI Tennis anbefaler nu genåbning af udendørs tennis. En genåbning af klubbens baner kræver dog en række tiltag, som sikrer, at smitterisikoen holdes til et minimum.

Åbning & booking af tennisbaner

Vi åbner det nye anlæg Ved Sporsløjfen 10, 2100 Kbh. Ø i morgen onsdag d. 22. april kl. 12.00. Det vil være muligt at booke baner via klubbens hjemmeside b93-tennis.dk fra i aften, tirsdag 21. april kl. 22.00.

Vi har besluttet, at man her i starten af sæsonen kun kan booke en uge frem samt en time ad gangen. Derved kan flere komme til at spille på de baner, der er klar på nuværende tidspunkt. Vi vil ændre det, når vi kommer længere ind i sæsonen, og når alle vores tennisbaner er klar.

Stadigvæk lukket for medlemmer

Tennishallen, det gamle anlæg, omklædningsrummene og terrassen på slottet vil stadigvæk være lukket for klubbens medlemmer. Det gamle anlæg er snart klar – der kommer en udmelding fra os om det, så snart vi kan åbne. 

Træning og klubaktiviteter

Vi har ikke åbnet for organiseret tennisundervisning og andre klubaktiviteter. Det eneste, der er åbnet for, er altså indtil videre fri booking af baner til spil mellem medlemmer. Alle andre aktiviteter – juniortræning, STU, sociale arrangementer som fx Lørdags Open mm. – må foreløbig vente med at komme i gang.

Håndsprit og information

Der er placeret to standere med håndsprit, som er godkendt af myndighederne. Derudover har vi hængt Sundhedsstyrelsens og DTF/DGI-plakater op ved hovedindgangen samt ved flere af banerne på anlægget. Derved vil man altid kunne få svar på eventuelle spørgsmål på, hvordan man skal agere i klubben.

Anvisninger og retningslinjer

Åbningen er betinget af, at klubbens medlemmer følger nedenstående regler:

  • Man møder op omklædt og forlader anlægget umiddelbart efter timens afslutning.
  • Man må ikke opholde sig ved klubbens øvrige faciliteter før, under og efter spil – altså heller ikke ophold uden for banerne.
  • Max 4 personer på banen ad gangen.
  • Ankom tidligst 5 minutter før starttid.
  • Hold god afstand og husk god håndhygiejne.
  • Undgå fysisk kontakt med andre spillere og deres bolde, ketsjere og tasker.
  • Spil med to eller flere sæt mærkede bolde, så kun én spiller rører ved ét sæt bolde.
  • Minimer kontakt med bænke, nettet og andet materiale på og udenfor banen.
  • Minimer sidebytte.
  • Brug engangshandsker eller sprit i forbindelse med banefejning og vanding.
  • Spil bør foregå med spillere fra samme husstand, faste spillemakkere eller faste træningshold.

Vi er meget glade for at kunne åbne udendørssæsonen. Vi håber, at alle vil være med til at gøre åbningen til noget positivt og tage ansvar for at passe på hinanden.

Donationer sættes til side til halbyggeri og mere vinterkapacitet

En del medlemmer har allerede meldt tilbage til kontoret, at de ønsker at donere de midler, de har til gode i forbindelse med aflyste timer og træning. Midlerne vil blive hensat på den særlige konto vi har til halprojektet. Hvis du endnu ikke har taget stilling, kan du skrive til kontoret på tennis@b93tennis.dk med dit ønske. Som vi meldte ud ved nedlukningen, er der følgende muligheder:

1)     Man kan bede om refusion.
2)     Man kan bede om at få godskrevet de pågældende beløb til sin medlemskonto.
3)     Man kan vælge at støtte klubben med de midler, man har til gode.

Der vil tidligst komme penge retur i maj måned. Personalet er lige nu næsten alle hjemsendt, og de få, der stadig møder ind, er beskæftiget med klargøring af baner.

 

Med venlig hilsen
Tennistræner Bo Mortensen