Klaas Muizelaar har været i Tennisafdelingen i B.93 i over 40 år, siden han startede sit loyale klubtilhørsforhold i start 80’erne.
Her får du historien om Klaas, med de sædvanlige finurlige anekdoter, som vi altid har i “Vinklen”-portrætserien.
Hvordan endte du i B.93 og hvor mange år har du været i klubben?
– Det er en lidt pudsig historie.
– Jeg arbejdede i Sleep-in, et kommunalt overnatningsprojekt om sommeren for backpack turister, som havde til huse i den forhenværende gamle Skøjtehal ved siden af Det Gamle Anlæg med plads til 500 gæster.
– I 1982 var det ikke nok, og så lånte vi B.93’s gamle hal og lagde 150 madrasser ud. Da vi var færdige og havde ryddet op og sat nettene på plads, var vi lige et par stykker som afprøvede tennisbanen med et par lånte ketsjere.
– Jeg blev med det samme bidt af spillet, og meldte mig ind som medlem af klubben det næste år. Så jeg har været medlem i godt 42 år.
Hvilke poster har du haft i klubben?
– Jeg har haft mange forskellige hatte på i B.93. Jeg startede i 80’erne som frivillig og organiserede klubmesterskaber og en sommerturnering i rigtig mange år.
– Jeg introducerede også det i Tennisafdelingen nu velkendte Lørdags Open, hvor alle er velkomne, efter jeg oplevede det i flere gæstfrie klubber i Australien i 1987.
– Da min arbejdsplads blev nedlagt i 2005 og jeg gik på tidlig pension, opstillede jeg til Tennisbestyrelsen og blev et halvt år senere formand i halvandet år.
– Jeg overtog lidt af en fallitbo, hvor vi var helt nede på godt 700 medlemmer, og var i overhængende fare for at miste Det Gamle Anlæg af den grund. Ydermere var den gamle hal stærkt misligholdt.
– En af de første ting jeg gik i gang med var at bestille og indrette et tidstilsvarende online booking- og medlemssystem, som bruges i tennis den dag i dag.
– Efter vi solgte den gamle hal til Sparta og skulle bygge en ny hal i en fart, og efter flere mislykkede byggeprojekter, mente jeg at en mere kyndig person burde overtage formandsposten, og det blev senere byggerådgiver Ole Christian Rasmussen.
– Jeg har i alle år siden 2007 været medlem af Økonomiudvalget, som var ret vigtig i en længere periode hvor der var store interne stridigheder i B.93. Økonomiudvalget var den bro i klubben, som sørgede for at det nødvendige administrative samarbejde ikke gik i stå. Økonomiudvalget bestod dengang af kasserer Hans Bay, fodboldrepræsentant Hans Drachmann og mig selv.
– I en del år var jeg suppleant i enten Tennisbestyrelsen eller Hovedbestyrelsen. Som sådan har jeg været aktiv i mange projekter som opsætning af den nye hals IT- og Bookingsystem, en ny opdelt hjemmeside til hele klubben i samarbejde med Klaus B. Johansen, forbedringer i den nye hal som allerede efter fem år viste at have et problematisk tag og “regnafløb”, var en interimistisk tennischef, sørgede for overførsel af al tennisadministration til tenniskontoret, og har sågar hjulpet Prof-fodbolden med at få styr på en bogføring, som var gået galt og i stå.
– Noget af det vigtigste, synes jeg selv, var at sætte gang i en online debat med tennismedlemmerne om at give Tennis en ny retning, hvor det evindelige splid og nag blev sat til side til fordel for en ny Tennisbestyrelse, der støttede en målrettet udvikling som efter ti år har resulteret i at Tennisafdelingen står robust i dag, takket være en stærk tennisformand i Christian Lunøe, en stabil bestyrelse, og en solid gruppe af ansatte med først Steen og senere Bo i spidsen.
– Jeg havde også argumenteret længe for en administrativ chef efterhånden som kravene til klubben voksede, og da klubchef Pernille kom til har jeg bistået hende med især FOS regnskaber til kommunen, som udløser et betydeligt årligt tilskud til klubben.
I 2016 skete der noget mere?
– Ja, der blev jeg direktør for Østerbros Idrætspark A/S, et selskab 100% ejet af klubben, hvor Tennishallen og Pavillonen var parkeret af skattemæssige grunde. Et naturligt skridt efter jeg havde beskæftiget mig med hallens vedligeholdelse.
– De sidste to år er gået med overførslen af bygningerne tilbage til B.93 i samarbejde med især Torben Henriksen, en ret besværlig proces omfattende Skat, Realkredit, Tinglysning og diverse revisorer og advokater. Det var vigtigt at få på plads af hensyn til anlægssagen mod kommunen i Voldgiftsretten som jo ganske for nylig fik en lykkelig udgang for os.
Hvad er det største du har oplevet i B.93?
– På det sportslige klubplan var det største nok vores hidtil eneste udendørs nationale holdmesterskab, med Morten Christensen som ankermand og den gode Ernst Ecks som træner, i en sejr i finalen over et super stærkt KB hold.
– Personligt var min største sportslige oplevelse en sejr i sidste og afgørende double for førstepladsen, og dermed oprykning, for et af vores seriehold mod HIK, en anden ærkekonkurrent. Sammen med makkeren Osama Zaidan tabte vi første sæt, vandt andet og til sidst under kunstigt lys et meget tæt tredje sæt med 9-7 i tiebreak!
– Organisatorisk har det været vedtagelsen af salget af den gamle hal til Sparta og bygningen af en ny hal på en ekstraordinær generalforsamling efter det lykkedes os at overbevise en skeptisk og tvivlende tennismedlemsskare. Det var absolut nødvendigt at sælge den gamle forfaldne hal for at kunne finansiere en ny hal. Den nye hal blev starten på en opadgående kurve for tennis.
Hvordan ser du på B.93’s status, som tingene står nu?
– Jeg har altid sagt, at klubben har et kæmpe potentiale takket været vores gode anlæg. Det er derfor at afgørelsen af voldgiftsretten om leje af anlæg til vores fordel har været så betydningsfuld.
– Det har igen givet klubben mulighed for en lys fremtid, hvis alle vel at mærke arbejder for det, og vi ikke får nye interne stridigheder. En stabil Hovedbestyrelse er en forudsætning for det, og der er formandsposten ret vigtig.
– Jeg håber at Hans Drachmann har fået ny energi som følge af voldgiftsafgørelsen og vil fortsætte en del år endnu. Jeg kan godt lide den nye udviklingsplan, som Hovedbestyrelsen er kommet med, som blandt andet forudsætter en udbygning af hallen med to nye indendørs tennisbaner, men finansiering af den bliver vanskelig.
– Hvad Tennisafdelingen angår, så opdagede jeg allerede i 2006/07 at det efterhånden var umuligt at drive en større tennisafdeling delvis på basis af frivillig arbejdskraft. Vi har nu en næsten fuldt udbygget professionel stab, som har været en forudsætning for den gode udvikling vi har haft. Der er dog altid plads til forbedringer, som for eksempel kommunikationen med medlemmer og renovering af anlæg.
– Det bliver også en væsentlig opgave at reparere forbindelsen til kommunen efter den årelange strid om anlægskontrakten. Vi får brug for dem, hvis vi skal kunne finansiere udbygning af hallen og renovering af især det gamle anlæg.
– En ting er dog stensikker: Hvis vi for 20 år siden kunne have tegnet for den udvikling vi har haft i Tennisafdelingen, så ville vi have faldet over vores egne ben for at skrive under.
Skrevet af Claus Vandborg.
Fotos: Jeppe Wermuth.
