Minitennis i B.93 er et tilbud til børn i alderen 6–8 år, som har lyst til at lege, bevæge sig og lære tennis i et trygt og socialt fællesskab.
Du behøver ikke have spillet tennis før – nysgerrighed og lyst til at være med er det vigtigste.
Træningen foregår i et fælles træningsmiljø, hvor op til 24 børn træner samtidig. Børnene er opdelt i små overskuelige grupper med 4 spillere, som spiller på hver deres minibane med en træner. Selvom vi er mange børn samlet, er grupperne små, og børnene er hele tiden i gang med at spille, bevæge sig og lege med bolden.
Minitennis bygger videre på leg og bevægelse, men introducerer samtidig børnene for tennis på en mere struktureret måde. Gennem spil og øvelser arbejder vi med koordination, balance, boldfølelse og samspil – altid tilpasset børnenes alder og niveau.
Forældrene kan trygt aflevere deres barn til træningen – trænerne har ansvaret for rammerne og indholdet, og der er fokus på, at alle børn føler sig set og får succesoplevelser.
Træningen foregår både på hverdage og om lørdagen. De konkrete dage og tidspunkter kan variere afhængigt af sæsonen.
Har I spørgsmål, eller er I i tvivl om, hvorvidt minitennis er det rette tilbud for jeres barn, er I meget velkomne til at kontakte klubbens kontor via tennis@b93tennis.dk.
Minitennis i B.93 er et oplagt sted at starte for børn, der har lyst til at prøve tennis i trygge rammer – og et vigtigt fundament for det videre tennisliv i klubben.
Foto: Claus Lunde.

