Turneringstennis

Turneringsgruppen i B.93 er et tilbud til børn og unge i alderen 6–18 år, som har lyst til at forpligte sig til tennis, turneringer og fællesskabet i klubben.

Det er et miljø for spillere, der motiveres af at udvikle sig, konkurrere og være en aktiv del af B.93 – både på og uden for banen.

Udvælgelse til turneringsgruppen

Det er trænerteamet, der i fællesskab vurderer, hvilke spillere der tilbydes en plads i turneringsgruppen. Vurderingen sker ud fra et helhedsbillede af spilleren og tager højde for både udvikling, motivation og klubbens rammer.

Trænerteamet råder over et begrænset antal banetimer og trænerressourcer, og derfor kan der være spillere, som lever op til klubbens kriterier, men som alligevel ikke tilbydes en plads i turneringsgruppen på det pågældende tidspunkt.

Det er en del af en samlet prioritering og ikke en vurdering af den enkelte spillers værdi eller potentiale.

Ved udvælgelsen lægger vi blandt andet vægt på:

  • Om motivationen primært kommer fra spilleren selv
  • Spillerens indstilling og adfærd på og uden for tennisbanen
  • Engagement og aktivitet i træning, camps, træningslejre, holdkampe, turneringer og sociale aktiviteter
  • Spillerens niveau og udviklingsmuligheder.

At være en del af turneringsgruppen

Når du er en del af turneringsgruppen, indgår man i et miljø, hvor der både stilles krav og gives muligheder. Rammerne for træning og hverdag fastlægges af trænerteamet ud fra helheden i gruppen.

Som udgangspunkt kan man ikke selv vælge, hvem man træner med, hvilken træner man har, eller hvilke træningstider man tildeles. Disse rammer er en del af det fælles setup i turneringsgruppen.

Vi forventer, at spillere i turneringsgruppen

  • Deltager i individuelle turneringer og holdkampe for B.93
  • Engagerer sig i klubbens sociale aktiviteter
  • Hjælper klubben, når der er brug for det
  • Optræder som forbilleder for B.93 – både hjemme i klubben og ude til turneringer og kampe.

Har I spørgsmål, er I meget velkomne til at kontakte klubbens kontor på tennis@b93tennis.dk.

Turneringsgruppen er et fællesskab, hvor vi sammen arbejder med udvikling, ansvar og respekt, og hvor målet er at skabe de bedst mulige rammer for både sportslig og personlig udvikling.

Foto: Claus Lunde.