1. marts 2026

Elitedivisionen sikret – medaljespil venter

Der var lagt op til en spændende og afgørende holdkamp, da vores herrer mødte KB i kampen om at sikre endnu en sæson i Elitedivisionen efter en svingende grundsæson.

Det blev en velspillet holdkamp, selvom cifrene aldrig blev helt tætte. KB viste høj klasse og trak det længste strå, men vores 3. single, Andreja Petrovic, leverede en stærk præstation og besejrede Benjamin Hannestad i en tæt og intens kamp. Det blev holdets eneste point mod KB i denne omgang – men et særdeles vigtigt et af slagsen.

Samtidig kom Esbjerg aldrig rigtigt i gang mod Gentofte, og de resultater gik i vores favør. Det betyder, at vi også i næste indendørssæson spiller med i landets bedste række. En vigtig milepæl for holdet og for klubbens fortsatte arbejde på eliteniveau.

Se resultater og stilling i herrerækken.

Vores damer havde allerede i sidste weekend sikret sig en plads i medaljespillet, og weekendens opgør mod ATK kunne derfor bruges som den sidste finpudsning frem mod de afgørende kampe.

Holdet vaklede dog ikke – tværtimod. Med en sikker og overbevisende 6-0 sejr sendte de et klart signal inden medaljespillet, som spilles i næste weekend på KB. Formen og energien ser stærk ud, og optimismen er fuldt berettiget.

Se resultater og stilling i damerækken.

Foto: B.93