Forestil dig at sidde i stolen til en Elitedivisionskamp med to hold på højeste niveau, fuld koncentration og alt på spil. Det er præcis den oplevelse, B.93 vil give de stoledommere, der allerede har taget det første skridt – men som har brug for en klub i ryggen for at tage det næste.
Lørdag den 6. juni kan vi på B.93 Tennis’ gamle anlæg, Per Henrik Lings Allé 10, byde velkommen til stoledommere på både vores 1. singles herrehold og 1. singles damehold – og det er vi stolte af.
Vand planten, og den vokser
Sports & Drift-chef Bo Mortensen er klar i mælet om, hvorfor B.93 prioriterer dette:
“Hvis vi skal have noget til at vokse, så kræver det, at vi vander planten. I dette tilfælde handler det om at vande dem, som allerede i dag er stoledommere. De skal spørges, om de vil ud og dømme nogle Elitedivisions holdkampe, og så skal vi passe på dem og gøre det interessant at møde op weekend efter weekend. Det vil vi som klub gerne støtte, så vi om 4-5 år ser flere navne som stoledommere.”
Et ansvar vi tager alvorligt
I B.93 ved vi, at udviklingen af dansk tennis starter i klubberne. Uden engagerede og veluddannede stoledommere kan vi ikke løfte kvaliteten til det niveau, det fortjener – hverken for spillerne eller publikum. Vi opfordrer derfor andre klubber til at følge trop og give stoledommerne de kampe og den opbakning, de har brug for.
Kom og se med lørdag
Holdkampen spilles lørdag den 6. juni kl. 14.00 på B.93 Tennis’ gamle anlæg. Cafeen er åben, stemningen er god – kom og vær med, når vi spiller tennis på højt niveau og bakker op om dem i stolen!
Foto: B.93
