Vælg en side

B.93’s presse- og kommunikationschef gik en tur rundt på Svanemølleanlægget her til aften. Nyd beretningen, der emmer af godt humør og klubbens særlige sjæl. Vi ses til generalforsamlingen i morgen.

Der er måske et par af vores ældre medlemmer, som husker Preben Kargaard. Jeg var kun lilleput (som det hed dengang) da jeg først læste hans glimrende klumme På min vej gennem klubben i vores medlemsblad. På mange måder var jeg inspireret af den titel, da jeg en kold mandag i slutningen af april, tog over på B.93 for at fornemme stemningen – snuse den til den helt specielle 93 ånd og “gå i det fodspor”. Bevidst – og for en gangs skyld – forberedte jeg mig ikke, men havde besluttet mig for at modtage de indtryk som aftenen ville give mig.

Jeg ankom sent eftermiddag og foran klubhuset stod en del ungdomsspillere som talte om deres træningsaften og jeg fornemmede deres glæde for den sport de dyrkede – og der blev også debatteret om Messi var bedre end Ronaldo. På vej hjem var vores 2. divisionshold efter et af deres mange træningpas, hvor glæden – trods et skuffende resultat i weekenden – heldigvis var intakt vurderet på deres ansigtudtryk. Jeg rundede restaurationen, hvor der sad for få mennesker ift det liv som faktisk er i klubben.

Derefter gik jeg over i tennishallen, og så mange forskellige niveauer af tennisslag. Fælles for dem var at koncentrationen for at ramme den lille bold var tilstede – der blev arbejdet flittigt og tennis virkede klar til at starte den udendørssæson, som virker så spændende for den afdeling af klubben. Både på elite og motionsplan virker det som der virkelig rykkes i tennisafdelingen. Den afdelingen af klubben styres af motiverede samt dygtige ledere og trænere, og de bliver spændende at følge i den nye sæson.


Et forårsvue udover Svanemølleanlægget fra fodboldbanerne ned mod Tennishallen.
Foto: Claus Vandborg

Efter at have været der en halv time, gik jeg ud på fodboldbanerne, som også brusede af liv. Et sekunda-seniorhold havde turneringskamp, og det er muligvis ikke mange af dem som nogensinde rammer vores divisionshold (jeg tror faktisk nogen af dem skal bare prøve at ramme den runde), men glæden var til stede og der blev kæmpet om hver eneste bold.

Så faldt mit blik ved det pigehold som trænede på banen ved siden af. Jeg tror de piger var ca 10 år gamle. Jeg stoppede op og kiggede pænt længe på deres glæde ved bolden, og blev rørt over hvor skønne de piger egentlig var – der blev løbet og støttet, både fra med og modspillere.

På banerne rundt omkring var der fuld gang i træningen og alle havde en ting til fælles – deres hobby er fodbolden og det afspejles i deres engagement, og alle trænerne råbte konstruktivt ind og gav deres bedste råd.

Jeg faldt i staver på kunstgræsbanen, hvor Masters gamle drenge vandt over Kastrup med 10-0 – der løb mange af klubbens tidligere stjernespillere. Muligvis er benene mere stive og dybdeløbene kommer ikke så hurtigt mere, men de gamle fyre kan spille fodbold og de var som små ivrige drenge på banen – selvom et par af dem ikke sætter mange rekorder for hurtighed mere.


Masters-holdet i kamp. 
Foto: Claud Vandborg

Det var koldt og efter tre timer i klubben tog jeg hjem, men med godt humør.

Vi vinder muligvis ikke alle kampe. Vi er måske uenige om ting og naturligvis ønsker alle afdelinger de selv kommer i fokus, men den gamle klub emmer af liv og klubbens mange medlemmer er mangfoldigt repræsenteret.

Det var en tilfældig mandag, men indtrykket var klart:

Uanset om vi spiller tennis eller fodbold, uanset alder og uanset hvilket niveau vi befinder os på, så er vi fuld af kærlighed for spillet.

Jeg er stolt over at være B.93’er – en klub som rummer så mange ting og så mange mennesker.

Med venlig hilsen

Claus Vandborg
Presse- og kommunikationschef
Mobil: 29 91 58 66
cv@b93.dk