Her kommer den traditionsrige nytårshilsen fra Hovedbestyrelsens formand. Hans Drachmann ser tilbage på det forgangne år og frem mod 2023.
Kære B.93’ere, kære klubkammerater
2022 blev sportsligt et godt år for B.93. Vores bedste tennishold for både herrer og kvinder rykkede op i de bedste rækker. Vores bedste herrefodboldhold har præsteret bedre end set i mange år, og de bedste kvinder var kun et enkelt mål fra at kvalificere sig til ligaen efter en fornem sæson, men de får chancen igen her til foråret.
Og i begge afdelinger er der gang i ungdomsarbejdet både med de bedste og med de mange. Der er ganske enkelt snit over det arbejde, der udføres med børn og unge. Hvis I ikke har set det, så tag en tur på anlægget her omkring juletid. Klubben sover aldrig.
Der er sket en markant udvikling i B.93 i de senere år. Vores medlemstal har været stigende gennem flere år og nærmer sig de 4.000 medlemmer, som vi gerne vil nå som vores næste mål. Det kunne være fint, om det kunne blive i 2023, hvor klubben kan fejre 130 års fødselsdag.
B.93 er med det store medlemstal, velfungerende sportslige afdelinger og en sund økonomi en idrætsforening, som ikke er sådan at blæse omkuld. Og sådan skal det også være.
Normalt har vi et godt samarbejde med Københavns Kommune, men vi har i de seneste tre år haft en meget træls sag, hvor forvaltningen ønsker at erstatte den lejeaftale på klubbens anlæg, som vi reelt har haft siden 1918, med en løsere aftale med stærkere kommunal styring. Det har været og er stadig en meget opslidende sag, som vi dog håber, vi kan få landet fornuftigt i 2023.
Jo flere medlemmer, jo bedre en klub, vi driver, jo stærkere, vi er økonomisk, jo bedre står vi.
Et godt anlæg
Den gode del af samarbejdet med kommunen viste sig i 2021, da vi fik omlagt den gamle kunstgræsbane og anlagt en ny, så vi nu har tre tip-top kunstgræsbaner på fodboldanlægget. I 2022 er det samlede anlægsarbejde, som har stået på siden 2015, nået tættere på en afslutning.
Vi har fået den bane, som vi i en periode har afgivet for at give plads til byggeriet af Østerbro Skøjtehal, tilbage, og der er sat hegn om banerne. Det skrider også fremad med at få anlagt den offentlige aktivitetsring rundt om banerne, og håbet er, at kommunen får afsluttet anlægsarbejdet i løbet af foråret.
Så står vi også med alle muligheder for at skabe en fantastisk fodboldafdeling med plads til endnu flere medlemmer.
2022 bød også på stor politisk velvilje, da medlemmerne af Kultur- og Fritidsudvalget i Borgerrepræsentationen afsatte godt 20 millioner kr. til forbedring af banen på Østerbro Stadion. Det arbejde skal gennemføres i 2023. Tak til politikerne på rådhuset for den meget fornemme beslutning.
For tennismedlemmerne er det især på det gamle anlæg på P.H. Lings Allé, at der er sket forbedringer med omlægning af flere baner. En god tennisafdeling fortjener også gode baner.
Det er forbedringer, som vi selv som klub har stået for og finansieret, og det viser, at det er en fordel for ikke blot klubbens medlemmer men også for Københavns Kommune, at man har idrætsforeninger, der er i stand til selv at løse opgaver og skabe forbedringer for idrætslivet og dermed give plads til endnu mere aktivitet.
B.93 er én klub
Vi har i de senere år arbejdet på at styrke opfattelsen af, at vi alle i B.93 er medlem af den samme klub, uanset hvilken sportsgren, vi deltager i, og hvilket hold, vi spiller på.
Det understøttes af det meget fine arbejde, som vores gode folk i kommunikationsafdelingen yder, og som gør det muligt for os alle at følge med og lære medlemmer, som vi ellers ikke kendte, at kende. Gå bare ind på hjemmesiden og vores sociale medieprofiler og læs med. Det er en fornøjelse at læse om unge og gamle og alt derimellem.
Vi kan også se, at opbakningen til vores flagskib – 2. divisionsholdet – er stigende, så antallet af tilskuere på hjemmebanen Østerbro Stadion er blevet tredoblet i gennemsnit. To gange i efteråret – mod Esbjerg fB og Bk. Frem – var vi meget tæt på at have flere end 2.000 tilskuere på stadion. Lad os sætte det som et mål i 2023.
Fremgangen er jo hjulpet på vej af, at holdet på hjemmebane har spillet fantastisk, men der synes også at være en stigende opbakning til de gamle Københavnerklubber, hvor det ikke er de store penge, der styrer det hele, men hvor der også er hjerteblod og lokalt engagement.
Det har også være en fornøjelse at se, hvordan ungdomsholdene og deres forældre bidrager til den gode stemning ved at yde en indsats på stadion til kampene på skift. Det bliver man i godt humør af, og det ser ud som om, at forældrene også har det sjovt, når de langer ristede pølser og fadøl over disken og er med til at bakke holdet op.
Det er ikke alt i en klub som vores, der hele tiden lykkes eller går, som vi ønsker det. Det ændrer ikke på, at vores målsætning er, at det skal være en glæde for alle at være medlem og aktiv i B.93. Så er der ting, der skal rettes op, så tag dialogen med dem, der har ansvaret for de sportslige aktiviteter, og det er den daglige ledelse og bestyrelserne i henholdsvis Fodboldafdelingen og Tennisafdelingen.
Tak til de mange medlemmer, de mange frivillige, forældre og bedsteforældre, der yder en frivillig indsats og til de ansatte, som der er blevet flere af de senere år med det formål at skabe en klub, der er god at være i for alle medlemmer.
På klubbens vegne ønskes I alle en god jul og et godt nytår.
Vi ses på banerne, i hallen, i klubhuset, på stadion.
De bedste hilsener
Hans Drachmann
Formand for Hovedbestyrelsen
Topfoto: Johan Neve. Supplerende fotos: Theis Elkjær, B.93 og Christian Midtgaard.