Vælg en side

Årets julehilsen fra hovedbestyrelsesformand Hans Drachmann tegner linjerne. Vi ser tilbage på 2021. Og frem mod nye udfordringer i 2022 og frem. Det bliver spændende.

Kære B.93’ere, kære klubkammerater

I er mange derude. Sådan rundt regnet 3.800 medlemmer er vi i den gamle klub. Det er 500 flere medlemmer, end vi var ved juletid sidste år, og vi har aldrig før i klubbens mere end 128-årige historie været så mange. Det må, så vidt jeg kan se, gøre os til den største idrætsforening i Københavns Kommune og betyde, at vi er blandt de 4-5 største i Danmark.

Det er godt. De mange medlemmer og de mange helt uundværlige frivillige gør B.93 til en stærk klub, også selv om det kan betyde, at der kan være mange, der gerne vil ud på banerne samtidig, hvad enten det er fodbold eller tennis.

Vi forlader således 2021 og går ind i 2022 med bevidstheden om, at B.93 er en stor og betydende idrætsforening midt på Østerbro i hjertet af København.

Når der er så mange, der gerne vil være medlem i B.93, er det jo fordi, vi har et tilbud, som er godt i begge sportslige afdelinger, og fordi vi også har en god kultur og en god tilgang til hinanden som medlemmer.

Og så har vi over en årrække fået en gruppe af dygtige ansatte, som skaber gode rammer for medlemmerne og for de frivillige til hverdag.

Vi kan også gå ind i det nye år med den ro i sindet, det giver at vide, at vi har orden i økonomien, og klubbens repræsentantskab – hovedbestyrelsen, fodboldbestyrelsen og tennisbestyrelsen – har netop i enighed vedtaget et budget, der på alle fronter lægger op til forbedringer i 2022.

Repræsentantskabet vedtog samtidig en plan for, hvordan vi i det kommende år skal arbejde for flere forbedringer af vores anlæg til gavn for alle medlemmer.

I tennisafdelingen har vi med stor succes fået omlagt udendørsbaner ved Svanemøllen til helårsbaner, og det er en fornøjelse at se det liv, det skaber i klubben til langt ud på aftenen hele året rundt. I 2022 vil det først og fremmest være det gamle anlæg på P.H. Lings Allé 10, der skal forbedres. Og så fortsætter vi arbejdet med at få udvidet hallen med to nye baner og en sidebygning. Vi er dog nødt til at være realistiske. Det tager tid, som måles i adskillige år, at få byggetilladelse og samle penge ind, og ingen ting er givet ud over, at vi arbejder på sagen.

Tennisanlægget på en smuk forårsdag. Foto fra arkiv.

I fodboldafdelingen har vi i efteråret fået færdiggjort kunstgræsbanerne, så vi nu står med tre toptunede kunstgræsbaner plus et par minibaner. Den seneste opgradering med nyt græs på kunst 2 og en helt ny kunst 3 har kommunen bevilget som kompensation for, at vi i mere end tre år har afgivet en bane til opførelsen af den nye skøjtehal. Tak til kommunen for det og for et godt samarbejde om det nye anlæg. Færdiggørelse af de to græsbaner er blevet forsinket, men skulle stå klar til sommeren 2022.

Samtidig er adgangen til klubben fra syd ved at blive åbnet med forlængelsen af Svendborggade fra Strandboulevarden ned mod klubhuset. Jeg vil opfordre alle til, når I skal ud og gå eller løbe julefedtet af, at tage en tur fra Strandboulevarden og se, hvor smukt og indbydende klubhuset ligger for enden. Om aftenen oplyst af lyset fra tennisbanerne. Det er et smukt syn, og vi har rost kommunens teknik- og miljøforvaltning for den meget fine planløsning.

Med det nye anlæg er vi også kommet tættere på den nye Østerbro Skøjtehal med Skøjteklub København og ikke mindst vores gamle venner i KSF, som allerede har hjulpet os ved flere lejligheder. Vi ser frem til et fornyet og godt naboskab.

Til at passe på klubhuset har vi fra 1. januar ansat Thomas Glatter, som deler sin arbejdstid ved fortsat at have opgaver som holdleder i fodboldafdelingen. Thomas er uddannet bygningsmaler og har hænderne skruet godt på, så vi glæder os til at se resultaterne i det nye år.

Vi kan også glæde os over, at vi i 2021 har fået tilført flere mennesker, ny energi og bedre økonomi bag vores flagskib i fodboldafdelingen, 2. divisionsholdet, som også er inde i en positiv sportslig udvikling. Vi glæder os til samarbejdet med de nye, hvoraf nogle er gamle kendinge, som deler klubbens værdier. Målet er at komme tilbage i 1. division med et hold, der bygger på egne talenter og er baseret på en sund økonomi.

Vi har også problemer at slås med fra tid til anden, men det skal vi ikke ødelægge julestemningen med nu. I klubbens bestyrelser er vi fast besluttet på at løse problemerne, og vi gør det i enighed. Det er en stor styrke.

Der er derfor kun grund til fra klubbens side at ønske jer alle en god jul og et godt nytår. Lad os sammen gøre 2022 til et endnu bedre år.

Vi ses på banerne, i hallen, i klubhuset, på stadion.

Venlig hilsen

Hans Drachmann
Hovedbestyrelsesformand
dra@b93.dk

 

 

 

 

Topfoto af de nye fodboldbaner: Theis Elkjær. Foto af tennisanlægget en forårsdag fra arkiv.