Så er det snart tid til demokratiets festdag igen. Kom frisk.
Klubbens ordinære generalforsamling afholdes tirsdag 24. august kl. 20. Sæt allerede nu kryds i kalenderen. Det er klubdemokratiets festdag, og der vil være et væld af underholdende indslag, uddeling af jubilæumsprisen, modtagere af årsnåle vil blive vist frem, og der vil selvfølgelig være de faste punkter med spændende nyt om klubbens økonomi, fremtidsplaner og almindelige tilstand, ligesom alle vil få mulighed for at skælde ud på bestyrelsen og dermed gennemgå en vis mental renselsesproces. Som altid giver klubben en forfriskning efter generalforsamlingen. Det må man heller ikke gå glip af.
I den forbindelse: Har I læst nyheden om, at vores ældste medlem, Erik Brenting, netop har kunnet fejre 93 års medlemskab af klubben. Det er ekstraordinært og giver alle andre noget at leve op til.
Generalforsamlingen skulle efter vedtægterne være afholdt inden udgangen af april, men vi har på grund af corona været nødt til at udsætte den og har så valgt at lægge den på et tidspunkt, hvor folk er friske tilbage fra sommerferie, og hvor vi anser risikoen for, at Østerbro Sogn skulle være nedlukket for begrænset.
Endelig dagsorden fremlægges senere, ligesom klubbens regnskab fremlægges til gennemsyn på klubbens kontor.
Så glæd jer, forbered her. Det er også tilladt bare at møde op og rose bestyrelsen for dens ualmindeligt gode arbejde, hvis man har den holdning. Og de kan have brug for det i bestyrelsen.
Generalforsamlingen afholdes i restaurationen.
Venlig hilsen
Hovedbestyrelsesformand
Hans Drachmann
dra@b93.dk
Topfoto af klubhuset der spejler sig: Johan Neve.