Hovedbestyrelsesformand Hans Drachmann orienterer om den seneste udvikling i forhold til anlæg af ny den nye fodbold kunstgræsbane på Svanemøllanlægget.
Nu kommer det nye kunstgræs
– Nu skulle det være sikkert og vist: Anlægget af de nye kunstgræsbaner på B.93’s fodboldanlæg går i gang om knap tre uger, og om cirka 5 måneder skulle hele anlægget være færdiggjort, så vi dermed har fået en meget betydelig forbedring af baneforholdene på Svanemølleanlægget.
Vi har netop holdt møde ude på banerne med kommunen, der har oplyst, at de problemer, der tidligere har udsat anlægget af de nye kunstgræsbaner, er blevet løst, således at arbejdet kan gå i gang.
I de kommende måneder vil der derfor ske følgende på anlægget:
– Først udskiftes kunstgræsset på den gamle kunstgræsbane, der længe har været nedslidt.
– Derefter anlægges der en ny 11-mands kunstgræsbane med en lille 3-mandsbane nord for de to nuværende kunstgræsbaner. Dermed får vi den bane, der kommer til at hedde Kunst 3.
– Og samtidig med dette begynder arbejdet med at etablere græsareal der, hvor den midlertidige skøjtehal har ligget, og det er planen, at det samlede anlæg dermed skal være færdigt i november. Dermed vil vi igen have 5 fulde fodboldbaner til rådighed plus en halv græsbane og nogle små baner i tilknytning til kunstgræsbanerne.
Det vil samtidig markere afslutningen af et arbejde, der blev indledt for seks år siden med dialogen om den nye lokalplan for Østre Gasværk Kvarteret, der blandt andet har banet vej for den nye skøjtehal, og hvor der senere skal bygges boliger på den ubenyttede gasværksgrund over mod Østerbrogade.
Københavns Kommune har afsat 11,7 millioner kroner til anlæg af de nye kunstgræsbaner, og anlægget er en kompensation til B.93 for, at klubben i næsten tre år vil have afgivet en fodboldbane for at skabe den bedst mulige løsning i området med opførelsen af skøjtehallen på den bedst mulige placering.
I B.93 ender vi med et anlæg, der er nogle få hundrede kvadratmeter større end før, men som vil have en langt højere kvalitet og give plads til mere aktivitet med tre kunstgræsbaner og to en halv græsbane.
Tidsplanen:
– Kunstgræsbanerne vil fremover få følgende navne:
– Kunst 1: Nuværende nye kunst, som ligger op ad skøjtehallen og parkeringshuset
– Kunst 2: Nuværende gamle kunst.
– Kunst 3: Den nye kunstgræsbane nord for de to nuværende.
Konkret ser tidsplanen således ud:
– 19. juli begynder entreprenøren at etablere byggeplads på gammel kunst og på arealet, hvor den nye kunstgræsbane skal anlægges, ligesom der etableres en cirka 10 meter bred byggevej langs nordsiden af skøjtehallen (den sydlige del af græsbane 1).
– I slutningen af september skal gamle kunst stå klar med nyt græstæppe.
– I slutningen af november skal den helt nye kunstgræsbane stå klar.
– I november skal den nye opvisningsbane på græs – græsbane 1 – som kommer til at ligge lands sydsiden af tennishallen stå klar.
Vi er blevet lovet, at det nye kunstgræs bliver af samme fine kvalitet som nuværende nye kunst.
Et vanskeligt efterår
– Det kan ikke undgås, at byggeaktiviteten vil skabe problemer, mens den står på. Og det vil være lyv at sige, at det ikke vil sætte os alle sammen på en alvorlig prøve, fordi banekapaciteten under anlægget vil være begrænset ganske betydeligt. Værst i perioden frem til slutningen af september.
Fra 19. juli til slutningen af september vil vi kun have Kunst 1 samt 1,5 græsbane til rådighed. Samlet 2,5 baner, hvilket er cirka det halve af det, der var til rådighed før byggeriet af skøjtehallen
Fra slutningen af september og frem til slutningen af november vil vi have Kunst 1 og Kunst 2 samt 1,5 græsbane til rådighed. Samlet 3,5 baner.
Så lukker vi græsset ned for vinteren. Til gengæld vil vi have tre toptunede kunstgræsbaner hen over vinteren.
Fra foråret 2022 skulle vi så have hele anlægget klar. Vi tager dog forbehold for, at den anden græsbane op mod skøjtehallen muligvis først er endeligt klar til sommeren 2022.
Jesper Nielsen og fodboldbestyrelsen vil i de kommende uger arbejde på at få strikket en fornuftig baneplan sammen, hvor vi også vil kunne råde over baner i Ryparken.
Men uanset hvad bliver der trængsel og et vist element af kaos på anlægget især frem til slutningen af september. Det vil stille store krav til os alle om at være fleksible og give plads til, at vi alle kan være der, træne fodbold på små områder og samlet set vise, at vi i en klub som B.93 kan stå det igennem med godt humør og med forventningens glæde til det, der kommer.
God sommer.
Venlig hilsen
Hans Drachmann, formand for B.93
Yderligere oplysninger
Se dette bilag med plantegningerne (PDF åbner i nyt vindue, webrred.).
Eller se tegningerne en for en herunder (tryk på foto for fuld størrelse).
Venlig hilsen
Hovedbestyrelsesformand
Hans Drachmann
dra@b93.dk
Topfofo af Svanemølleanlægget: Morten Mejnecke.