Hovedbestyrelsesformand Hans Drachmann orienterer om den seneste udvikling i forhold til anlæg af ny den nye fodbold kunstgræsbane på Svanemøllanlægget.
1. juni skulle arbejdet med at lægge nyt græs på den gamle kunstgræsbane og en helt ny kunstgræsbane nord for de nuværende været gået i gang. Men arbejdet er blevet forsinket, og det er desværre lige nu ikke muligt at sige, hvornår arbejdet går i gang.
Anlægget af de nye baner er en kompensation til B.93 for, at klubben i de seneste to et halvt år midlertidigt har afgivet en fodboldbane til anlægget af den nye skøjtehal, som blev åbnet for nylig. I 2016 afsatte Københavns Kommune 11,7 millioner kr. til forbedringen af kunstgræsbanerne, og den konkrete udformning blev aftalt sidste sommer efter en god dialog mellem B.93 og Kultur- og Fritidsforvaltningen.
Det var meningen, at gamle kunst skulle have stået klar med nyt græs lige efter sommerferien, mens den helt nye bane skulle stå klar sidst på efteråret. Der har været afholdt licitation, og der er indkommet tilbud, så alt skulle sådan set have været klar.
Men når arbejdet alligevel ikke kan gå i gang, er forklaringen, at Københavns Kommunens Teknik- og Miljøforvaltning ikke har givet byggetilladelse. Det skyldes, oplyser kommunens Kultur- og Fritidsforvaltning, at Københavns Ejendomme, som er en del af kommunens økonomiforvaltning og formelt står som ejer af kommunens grunde, endnu ikke har fået indgået en aftale med ledningsejerne på grunden. Og så kan Kultur- og Fritidsforvaltningen ikke gå i gang med arbejdet.
Københavns Ejendomme arbejder ifølge det oplyste på sagen, men kan endnu ikke komme med en tidsplan for, hvornår aftalerne forventes indgået.
Det er naturligvis noget frustrerende for B.93, der hele vejen igennem har bestræbt sig på at udvise velvilje over for den samlede plan for Østre Gasværk og over for byggeriet af skøjtehallen til vores venner i KSF og Skøjteklub København, også selv om det har været til gene for medlemmerne i form af mindre baneplads. Vi havde derfor glædet os til at se de nye baner anlagt.
Vi forsøger fra Hovedbestyrelsens side at få indhentet nærmere oplysninger om, hvad det er for ledningsejere, der er tale om, og hvad problemet består i for Københavns Ejendomme, og vi skal nok holde medlemmerne orienteret.
Det er aftalt med kommunen, at anlægget af den 5. bane til erstatning for den, vi afgav til skøjtehallen, også skulle gå i gang i løbet af sommeren. Også den sag holder vi øje med og vender tilbage med nyt, når der er nyt.
Yderligere oplysninger
Se dette bilag med plantegningerne (PDF åbner i nyt vindue, webrred.).
Eller se tegningerne en for en herunder (tryk på foto for fuld størrelse).
Venlig hilsen
Hovedbestyrelsesformand
Hans Drachmann
dra@b93.dk
Topfofo af Svanemølleanlægget: Morten Mejnecke.