Vælg en side

Mindeord 

Leif Kronholm er død efter længere tids sygdom.

Leif Kronholm spillede for B.93 i perioden 1966 til 1976, og var en af de bedste og hårdeste backs B.93 har haft. Han kom fra ØB, og var en forstærkning med sin enorme fysik. Han kom som angriber, men Erik Dennung rykkede ham ned som back med stor succes. Han fik debut mod Viborg, som var favorit mod B.93, men 93 vandt 8-0. Holdet bestod bl.a. af Støvsugeren, Arvid, Kurt Olsen, Tom Søndergaard og Erik Rønnow. Leif Kronholm scorede en enkelt pind.

Han spillede 230 kampe for B.93, hvilket betød han lige er placeret udenfor “Top 10” over flest kampe for klubben, og han var på det hold som imponerede alle i start 70’erne (se topfoto). Dét hold gjorde, at vi var mange, der fik en fabelagtig kærlighed til klubben.

Leif var ikke færdig med at sætte sit fingeraftryk på B.93. Han sad i bestyrelsen fra 1983 til 1986, og var en karismatisk teamchef for B.93’s divisionshold, hvor han havde et fint samarbejde med sin tidligere træner Erik Dennung og Jørgen Finkelsten. Der gik rygter om, at Henrik Lindholm vist også havde et ord at skulle have sagt. Hans søn – Christian Kronholm – spillede 45 kampe for B.93.

Leif Kronholm var en levemand, og en frisk fyr som havde en meget stærk personlighed. Man kan roligt sige, at han satte sig igennem på alle måder. Han led af KOL de sidste år, og det tog hårdt på ham at miste sin kone en del år tidligere.

Leif Kronholm skal begraves i Nivå Kirke fredag 14. september kl. 13.00.

Hvil i fred.

Skrevet af Claus Vandborg
Foto fra det historiske arkiv.