Vælg en side

Imponerende jubilæumsrekord.

Hver dag slår Gitte Arnskov en rekord, som hun selv har sat – nemlig det imponerende faktum at hun i dag har været på lønningslisten i B.93 i 35 år – og det er der ingen andre der er i nærheden af, og det er svært at se rekorden nogensinde bliver slået.

Det startede med at klubbens kontor havde brug for hjælp, på grund af en graviditet. Så trådte Gitte til som vikar – og kom dermed til at arbejde sammen med sin mor Aase, som var “anfører” på kontoret (selvfølgelig på det gamle anlæg). Fra starten af skulle det bare være en måned eller to. Det blev til en del mere for Gitte.

Gitte kommer fra en rigtig B.93-familie, som alle har haft deres gang (og store indflydelse) i klubben. På et tidspunkt arbejdede hele familien Arnskov på B.93 samtidig.

Faderen var Kurt Arnskov, født 1933 (faktisk i Esbjerg). Han var en hård forsvarsspiller, og fik 16 kampe på vores divisionshold i perioden 1955/62. Efter karrieren var Kurt sammen med Kurt Olsen, Jørgen ’Skolelærer’ Nielsen og Kai Orla Jensen holdledere for 1. og 2. holdet, samt medlem af udtagelseskomiteen. Kurt Arnskov døde i 2012 som 79-årig.

Kurt fik 16 divisionskampe kampe flere end Gittes lillebror Lars, som er den bedste venstre back, der aldrig har spillet på vores 1. Herresenior hold. Lars spiller stadig på vores gammelmandshold, og har haft mange forskellige jobs i klubben.

Moderen var en meget populær person i B.93 – som resten af familien – og Aase Arnskov døde i maj 1995 (som kun 55-årig), hvilket var alt for tidligt.

Aase var altid sød, flink og med overskud til at tage en lille snak med dem der dukkede op – og så kendte Aase alle i klubben … Det skal også nævnes, at hun var en stor støtte af alle klubbens hold, og at man tit så Aase til divisionskampene.

Det minder om en vis anden  person vi kender …

Bonusinfo

Gitte er født 15. september 1962 og

… var den første til at optræde i 93’eren, nemlig  6. marts 2017
… bor sammen med kæresten Rene, og det har de gjort i over 20 år
… rejser tit – hvis man skal tro på Facebook-opslagene
… har været hyldet af både DBU og DR, bl.a. på grund af en indstilling af Zanka
… har prøvet både at spille tennis og fodbold, men det gav hende ingen landskampe
… er altid sød og flink. og en god ambassadør for B.93.

Skrevet af Claus Vandborg
Foto: B.93.